
Ved min skolestart i 1967 var jeg en forsigtig og genert pige. Velopdragen var jeg også, så når folk omkring os spurgte, om jeg var spændt på at begynde i skolen, svarede jeg pænt ja.
I virkeligheden gruede jeg mest af alt for det. Jeg var slet ikke vant til at omgås så mange jævnaldrende børn, for jeg blev passet derhjemme af min mor, og hverken på vores vej eller i vores familie var der jævnaldrende legekammerater. Og hvad nu, hvis jeg overhovedet ikke kunne lære at læse og skrive?
Heldigvis var min høje, lyshårede klasselærer smilende og hjertevarm. Hun præsenterede sig som fru Kjeldsen og forklarede, at hun var 24 år og nyuddannet fra seminariet og derfor lidt nervøs for at befinde sig i en helt ny rolle.
Det kunne jeg spejle mig i, og jeg elskede fru Kjeldsen fra første færd.
Snart blev jeg tryg ved at gå i skole. Jeg sad ved siden af Inge, som blev min veninde. Hun og jeg havde det til fælles, at vores forældre var noget ældre end vores klassekammeraters.
Det var egentlig ikke noget, jeg havde tænkt over, før Inge sagde, at hun var en ægte efternøler. Hun havde hele fem søskende, der alle var væsentlig ældre end hende.
Det var først i en af de store klasser, jeg fandt ud af, at fru Kjeldsens fornavn var Sonja, og det varede længere endnu, før vi elever begyndte at sige du til hende og vores øvrige lærere.
Ved folkeskolens afslutning begyndte jeg på handelsskolen og blev efterfølgende kontorelev. Jeg flyttede fra min barndomsby, blev gift med Henrik og mor til tvillinger i 1988.
Når vi besøgte mine forældre, mødte jeg nogle gange min kære, gamle klasselærer og fik en sludder med hende.
I 1998 døde min mor efter et langvarigt sygeforløb. Hun var født i 1919 og blev kun 79 år. Far blev født i 1916 og levede til 2001, hvor han døde kort efter sin 85-års fødselsdag.
Med mine forældres bortgang mistede jeg tilknytningen til min fødeby eller rettere til den by, som jeg altid havde antaget at være min fødeby.
I 2012 fik jeg via Facebook en invitation til en gruppe for vores gamle klasse, og på den måde kom Inge og jeg i kontakt igen. Vi udvekslede nogle beskeder og opdaterede hinanden på, hvad der var sket i vores liv.
Det var hyggeligt, og jeg havde stadig ingen anelse om, at mit medlemskab af gruppen ville føre til, at der for en tid blev vendt op og ned på mit liv.
I slutningen af 2022 skrev Per Jørgensen fra min gamle klasse i gruppen, at Sonja Kjeldsen rundede 80 i juni året efter. Han boede stadig i vores gamle by og syntes, at vi skulle overraske vores søde, gamle klasselærer på hendes runde dag.
Han havde allerede talt med hendes mand, som bifaldt idéen. Aftalen blev, at vi alle skulle møde op på Sonjas adresse den junimorgen klokken ni.
Fødselaren blev først forskrækket, derefter umådeligt glad og til sidst temmelig bevæget. På det tidspunkt var det nok 15-20 år siden, jeg sidst havde set hende.
Vi blev inviteret indenfor af hendes lidt yngre og meget friske mand, som hurtigt fik fremtryllet kaffe og tebirkes. Jeg noterede mig, at han samtidig støttede Sonja på en kærlig måde, som antydede, at hun ikke længere huskede så godt.
Da det blev min tur til at ønske tillykke, gav jeg min gamle klasselærer et knus og sagde mit fornavn og mit gamle efternavn. Hun blinkede et par tårer væk og fik rørt fremstammet: – Åh, min søde pige, dine forældre var vel nok heldige, at de fik lov at adoptere dig.
Jeg blev så paf, at jeg ikke kunne få et ord frem, og så var det den næste elevs tur til at hilse på. Da jeg satte mig ved siden af Inge, fortalte jeg, hvad Bodil Kjeldsen havde sagt til mig, og jeg tilføjede en bemærkning om, at hun måske var blevet lidt dement.
Da jeg bad hende om sandheden, kom den i små bidder
Inge fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, lænede sig ind mod mig og hviskede så i mit øre: – Ja måske, men jeg tror, hun har ret. Mine forældre talte engang om, at du var adopteret, men jeg blev strengt formanet om aldrig at nævne det for dig og heller ikke for nogen andre.
Det blev en meget underlig dag. På et tidspunkt ringede jeg til Henrik på hans arbejde og fortalte i en tilstand af chok, hvad jeg havde erfaret om mig selv. Det viste sig nemlig, at der var flere fra klassen, der kendte sandheden om mig.
Heldigvis var jeg rejst med tog til arrangementet, for jeg tror egentlig ikke, jeg ville have været i stand til at køre bil. Tankerne snurrede kaotisk rundt i mit hoved, og jeg skiftede mellem at tro og ikke tro på, at de to gode mennesker, jeg havde kendt som mor og far, i virkeligheden slet ikke var mine biologiske forældre.
Alligevel var der nogle ting, der talte for, at jeg var adoptivbarn, for ved min fødsel var min mor hele 41 år og min far 45. I de gamle billedalbums fandtes ikke ét eneste billede af min mor som gravid, men dog mange billeder af mig som baby. Desuden havde jeg slet ikke lignet mine lyse forældre.
Henrik syntes, jeg skulle sunde mig lidt, før jeg foretog mig noget, men allerede da jeg kom hjem, ringede jeg til min ældste kusine på 76. Vi havde ikke talt sammen i årevis, men da jeg bad hende om sandheden, kom den i små bidder.

For jo, det var vist rigtigt nok, at mine forældre havde hentet mig på et spædbarnehjem, men hun og hendes søskende var blevet indprentet, at det absolut ikke var noget, der måtte tales om.
Den nat var jeg så rystet og vred, at jeg slet ikke sov. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor mine forældre ikke havde fortalt mig min egen historie, da jeg blev voksen. Det føltes så grænseoverskridende og ubehageligt, at alle eller i hvert fald de fleste omkring mig havde kendt sandheden om min oprindelse.
Allerede næste dag kastede jeg mig ud i jagten på at finde mine biologiske forældre, for det var indlysende, at det snart ville være for sent.
Da jeg overraskende hurtigt fik svar på min anmodning om aktindsigt fra Familieretshuset, som sendte mig kopier af alle officielle dokumenter om mig, viste det sig, at jeg aldrig ville komme til at møde min biologiske mor.
Hun var fra 1941 og havde født mig i en alder af 19 år. Hun havde et helt almindeligt fornavn og efternavn og var død allerede i 1999. Min fars navn var udenlandsk, og der var ikke andre oplysninger om ham end navnet.
Jeg blev besat af at finde ud af mere og prøvede først på egen hånd, men det var svært, også selv om jeg senere fik hjælp af en kvinde, som er dreven i at grave oplysninger frem fra de officielle arkiver. Her måtte hun dog melde hus forbi, for hun kunne ikke finde nogen levende slægtninge til min mor.
Desuden rådede hun mig til at søge slægtninge via de firmaer, hvor man mod betaling kan blive gentestet og derefter på firmaets hjemmeside anføre, at man er interesseret i at blive kontaktet af biologiske slægtninge.
For et beskedent beløb købte jeg straks et medlemskab og et kit med en gentest til hjemmebrug, og derfra gik det overraskende hurtigt.
Jeg blev kontaktet af en fjern grandkusine fra Sønderjylland. Hun viste sig at være utroligt tændt på slægtningejagten, og via hende fik jeg omsider nogle bidder af min mors historie.
Min biologiske morfar var tysk soldat og forlovet med min mormor, men han døde under 1. verdenskrig. Min mor voksede op i små kår og uden særlig meget støtte hjemmefra, for hendes senere stedfar kunne ikke forlige sig med, at hun var halvt tysk. Derfor endte hun med at komme på børnehjem i en alder af 11 år.
Min nyfundne grandkusine vidste også, at min biologiske far skulle have været en udenlandsk mand, der arbejdede i et af datidens folkeforlystelser, nemlig et omrejsende tivoli.
Den teori viste sig at holde stik, da jeg kort efter fik en mail fra en slægtning i Ungarn. Hun bekræftede, at hendes fars yngste lillebror havde rejst rundt med et tivoli i de nordiske lande, men hun havde aldrig hørt, at han skulle have fået et barn.
Senere modtog jeg et foto af ham, taget i 1987, hvor han var 47 år, og der er tydelige ligheder mellem os. Året efter, fotoet blev taget, døde han i en ulykke, og jeg kunne forstå, at han levede et hårdt og omflakkende liv.
Min grandkusine fremskaffede også et gammelt foto af min mor, og derfor ved jeg nu, hvordan begge mine biologiske forældre så ud. Jeg forestiller mig, at de må have fundet sammen en aften i tivoliet, hvorefter min biologiske far rejste videre.
I dag er jeg stadig mine adoptivforældre taknemlige for en tryg og god opvækst, men jeg undrer mig over, at de valgte at hemmeligholde min oprindelse. Nu ved jeg, at jeg blev født på et hjem for unge, dårligt stillede kvinder.
Jeg har mødt min sønderjyske grandkusine og er jævnligt i kontakt med hende, og jeg har også truffet flere fra min mors familie. I fjor kørte Henrik og jeg på sommerferie til Ungarn og fandt det lille hus på landet, hvor min biologiske far voksede op.
Alt i alt har jeg fået besvaret mange af mine spørgsmål, og det har givet mig en ny ro.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.