Trine gjorde det, mange kun drømmer om. Hun trak stikket til det liv, hun levede, for at prøve noget nyt. På overfladen så hendes tilværelse pæn ud. Hun var gift, havde to skønne børn og et dejligt hus i provinsen, men hun var ikke lykkelig. I et desperat forsøg på at få det bedre opsøgte hun en tankefeltterapeut, fordi hun havde brug for hjælp til at tænke sit liv i nye baner.
– Jeg følte mig som et skvat, og jeg tog ikke mig selv alvorligt. Familien kom altid i første række, mens jeg selv langsomt blev mere og mere udvisket, fortæller Trine Eger Nielsen.
Hos terapeuten mærkede hun en bølge af lettelse, da hun endelig fik åbnet for sine følelser. Samtalen med terapeuten fik hende til virkelig at mærke efter, og selv om der nok egentlig kun blev kradset i overfladen, var det nok til, at Trine kunne tage de første forsigtige skridt mod at få det bedre.
Familien blev fortsat passet, men nu huskede Trine også at pleje sig selv. Hun fik nye ambitioner og voksede mod det menneske, hun længtes efter at være.
Læs også: Musik er min terapi
Et par år efter mødet med terapeuten, i 2012, afsluttede hun og ægtemanden Mikael deres ægteskab. De var i årenes løb vokset i hver deres retning. Selv om de skiltes som venner, var Trine alligevel påvirket af skilsmissen. Tabet af kernefamilien fyldte, men det samme gjorde den personlige udvikling, hun gennemgik.
– Jeg var både meget sorgfuld og fuld af viljestyrke, men også fast besluttet på at vise mine børn, at man skal gå efter sine drømme, forklarer hun.
Fra tanke til handling
Trines storebror bor i New Zealand, og da hun i julen 2014 besøgte ham, opstod idéen. Hun ville rejse til New Zealand, strikke og afslutningsvis gengive sine oplevelser i en bog med rejse-anekdoter og strikkeopskrifter.
– Når jeg fortalte andre om min idé, klaskede de sig på lårene af grin. De syntes, det var skørt, men jeg besluttede mig alligevel for at gøre det, siger hun.
Trine var i gang med sine strikkepinde, allerede inden hun kom i skole. En hobby, hun delte med sin mor, der broderede, batikfarvede og strikkede.
I sine unge år blev Trine uddannet ved Håndarbejdets Fremmes Seminarium, men med familielivet fulgte andre prioriteter, og visionen blev lagt på hylden, indtil en sjov strøtanke på en juleferie ruskede op i ungdomsdrømmen om at leve af sit håndværk.
– Man kan brokke sig, eller man kan handle. Jeg valgte at handle, fortæller Trine.
Den første januarmorgen i 2017, to år efter Trine første gang fik idéen om at rejse ud, besluttede hun sig for at gå i gang med forberedelserne. Hun spinkede, sparede, serverede og solgte for at få råd til rejsen, og 2. januar 2018, efter et års planlægning, satte Trines eksmand hende af foran Terminal 2 i Københavns lufthavn. Her vinkede hun farvel til det sidste af det velkendte og satte sig i flyet med maven fuld af sommerfugle.
Sundt for sjælen
Da hun fik newzealandsk jord under fødderne, kunne eventyret begynde. En hvid Nissan Tiida blev hendes base og hjem de kommende måneder, og i den kørte hun ad små, snoede landeveje.
– Det var med galoperende hjerte, at jeg kørte i venstre vognbane, men jeg nød det. Jeg mærkede frihed på en helt ny måde, hvor det kun var mine behov, der var i fokus, forklarer hun.
Trine kørte og strikkede sig vej gennem New Zealands Sydø uden andet planlagt end at blive rig på oplevelser og strikke med garn, der var lokalt produceret. Turens primære formål var at lære sig selv at kende på ny, og det var både sundt og tiltrængt for sjælen.
Læs også: Man bliver da aldrig for gammel til rejser
– Flere tvivlede på min beslutning om at rejse alene, men jeg voksede i ensomheden. Jeg var ude af min comfortzone, og jeg kom i tæt kontakt med mig selv.
Trine var ikke som sådan på udkig efter nye bekendtskaber, men hun fandt hurtigt ud af, at strikkepinde er en udmærket samtalestarter.
– Jeg søgte ingen, men når jeg sad og strikkede, kom det helt af sig selv. Folk spurgte til mit strikketøj og min rejse, og jo længere tid jeg befandt mig på landevejen, jo mere åbnede jeg mig, siger hun.
Mit livs eventyr
På sin rejse besøgte Trine en fårefarm, hvor hun gav sig selv et løfte. Efter at have hjulpet ejeren med at flytte får fra én græsslette til en anden, og træt i kroppen efter en dag med hårdt arbejde, blev hun ramt af en for hende hidtil helt ukendt følelse af frihed og mening. Mødet med mennesker, der som fårefarmeren levede af det, de elskede, inspirerede hende til at gøre det samme.
– Efter en dag i vildnisset gik det op for mig, at jeg også vil leve af det, jeg elsker. Det gør mig ikke rig, men til gengæld gør det mig lykkelig. Det her er ikke mit livs rejse, det er begyndelsen på mit livs eventyr, fortæller hun om erkendelsen.
Trine og hendes søster har Frk. Sibbes Gårdbutik lidt uden for Skælskør. Her sælger de b.la. mohairgarn fra New Zealand.
Da rejsen lakkede mod enden, besøgte Trine garnforretningen Touch Yarns i sovebyen Clyde. Her bugnede hylderne af det lækre lokalt producerede mohairgarn, som hun i dag bruger i mange af sine strikkeopskrifter. Hun hev garnnøgler i alverdens farver ned fra hylderne.
– Jeg fortalte damen bag skranken om mine ambitioner og planer for fremtiden, og midt i samtalen mærkede jeg pludselig, hvordan én vigtig ting havde ændret sig i mig. Nu troede jeg faktisk selv på, at det hele var inden for rækkevidde.
Og det var der noget om, for i dag, vel hjemme i Danmark, udlever Trine mange af de drømme, der opstod, fordi hun turde trække stikket og genfinde sig selv. Hun har skrevet og udgivet bogen ”Jorden rundt med mine strikkepinde – New Zealand”, holder foredrag og har sin egen gårdbutik med garn – importeret fra New Zealand, naturligvis.
– Jeg blev nødt til at tage ud for at finde hjem. Jeg befinder mig i dag i en sund og skabende spiral, hvor jeg laver det, jeg elsker mest.
