Juletiden får Sara Maria ned i gear

Tirsdag, 17. november 2015
af Johan Isbrand, Foto: Jacob Ljørring
Julehygge mangler der ikke hos tv-værten og den tidligere "Vild med dans"-vinder Sara Maria Franch-Mærkedahl og hendes døtre Kastanje og Vega, selv om det er første gang, de skal fejre jul uden pigernes far.

December er lige om hjørnet. Og for tv-værten og sidste års ”Vild med dans”-vinder, Sara Maria Franch-Mærkedahl, er det simpelthen årets bedste måned.

– I julemåneden er det okay at komme ned i gear, være mere hjemme og tilbringe mere tid med sin familie. Det er også tiden, hvor man bager æbleskiver og tillader sig at spise lidt mere, end man plejer, smiler Sara Maria, som i disse uger toner frem på skærmen hver fredag i TV 2’s ”Trin for trin”, der knytter sig til ”Vild med dans”-showet og går bag om det populære danseprogram.

Siden sidste jul er værten blevet skilt fra ægtemanden Bo, der er far til deres fælles døtre Kastanje, 6 år, og Vega, 3.

– Julen i år bliver anderledes i den forstand, at vi for første gang ikke er en familie. Pigerne holder jul hos mig og skal til deres far fra den 27. december, siger hun.

Læs også: En julesweater hjælper trængende familier

– Selve juleaften holder pigerne og jeg i år hjemme hos mig i Hellerup. Mine forældre, Edna og Seid, er som altid begge med, selv om de er skilt. Desuden kommer min bror Thomas, min søster Anita og hendes 3-årige datter Mirabella.For børnenes skyld holder vi en tidlig jul. Vi samles altid om formiddagen eller tidligt på eftermiddagen, hygger og åbner et par gaver. Det er også om eftermiddagen, at vi plejer at få besøg af julemanden og løbe nogle ture rundt om træet og synge et par børnejulesange. Derefter går vi i kirke, og så laver vi maden sammen. Vi spiser altid kalkun og somme tider flæskesteg. Dertil får vi både brune, almindelige og franske kartofler, brun sovs, rødkål og waldorfsalat, siger Sara.

Læs også: Hjemmelavet rødkål smager bedst

Risalamande til morgenmad

– Når børnene er lagt i seng, står den på julehygge for de voksne. Blandt andet synger mine søskende og jeg altid en bunke af de traditionelle julesange. Dem elsker vi. Den 25. december er der dømt legedag og afslapning. Jeg spiser gerne en rest risalamande til morgenmad, og senere på dagen får vi biksemad af resterne fra julemiddagen. I min familie har der på min mors side altid været en tradition for, at hele familien mødes i det jyske den 28. december. Hun har seks søskende, så det var tidligere en meget stor komsammen, men nogle af dem mødes stadig, og jeg var selv med for to år siden, da Vega var helt lille, fortæller den folkekære vært.

– I min barndom tilbragte vi altid julen hos min mormor og morfar på deres store gård i Thisted. Og vi var mange. På min mors side alene har jeg 16 fætre og kusiner. Og så stod den jo ellers på gammeldags jul på landet. Jeg husker det, som om jorden altid var dækket af sne. Og helt i traditionernes ånd rummede gården også den store, fine stue, som mormor og morfar kun brugte ved særlige lejligheder. Her stod juletræet, og først, når det var pyntet og tændt, blev vi lukket ind til al den glitrende herlighed. Og så var der julegodterne. Marcipanen var der begrænsninger på, fordi vi var så mange. De hjemmebagte pebernødder kunne vi til gengæld spise lige så mange af, som vi ville.

– Min julegave til mig selv og pigerne i år er allerede bestilt: Vi skal en tur til Dubai i vinterferien. Derudover ønsker jeg mig ikke andet end en hyggelig, dejlig og kærlig jul med masser af tid til samvær.

Læs også: Camillla Bendix spiller julemandens kone for tredje gang