Anne-Lise Simonsen er 85 år gammel og første person på Karls rute. Hun er ikke ensom, for hun har børn og børnebørn, men børnebørnene og sønnen er i USA og kommer ikke lige sådan forbi Odder. Derfor kunne det være rart at låne sig til lidt barnebarn, syntes hun, og så er det jo herligt, at Johanne hellere end gerne vil dele lidt.
– Min spidskompetence har aldrig været at være på barselsorlov, siger Johanne.
Karl på arbejde
– Jeg kommer hurtigt til at kede mig, hvis jeg går hjemme. Cafébesøg og den slags siger mig ikke så meget. Karl er vores tredje barn, hans ældre søskende hedder William og Marie, og de er henholdsvis 7 og 4 år, fortæller hun.
– Karl er verdens nemmeste lille dreng. Det er, som om han har en tænd/sluk-knap i ryggen, for han smiler, lige fra han vågner og er helt parat til at opleve noget, så hvorfor skulle jeg så bare sidde derhjemme med ham? Jeg har tit tænkt, at der manglede nogle tilbud til de enlige ældre, der helst vil være i deres eget hjem og måske ikke længere kender så mange mennesker. På plejecentrene er der jo masser af aktiviteter, men det er der ikke for de udeboende, siger Johanne og fortsætter:
– Alle mennesker har haft en familie engang, det ved jeg jo, for jeg snakker meget om børn og børnebørn med de ældre, men det er ikke altid, familien bor lige i nærheden eller har tid til at komme på besøg. Det gav mig ideen til projekt ”besøgsbaby”, da jeg havde fået Karl. Jeg havde nogle bestemte ældre mennesker i tankerne, så jeg spurgte bare, om de måske kunne være interesserede i at få et besøg om ugen af Karl og mig. Man skal ikke gøre noget særligt for at få Karl på besøg: Man skal bare have et røgfrit hjem og lyst til at holde en baby og drikke en kop kaffe med mig.
De krav kan Anne-Lise i Lundeparken godt leve op til. Det er svært at holde et barnebarn i armene, når de bor i USA, men Anne-Lise klager ikke. Hun har besøgt sin familie mange gange, mens hendes mand stadig levede, og sønnen kommer også hjem en gang om året. Hun og sønnen taler også i telefon sammen en gang om ugen, men det er alligevel noget andet at sidde med en lille glad dreng på skødet. Karl gør sit bedste for at få fat i det nødkald, Anne-Lise har om armen.
Men det gør slet ingenting. Anne-Lise lægger det diskret uden for rækkevidde, og så er der god plads på Anne-Lises skød til den lille dreng, der er et stort smil og forsøger at sætte ”smilet” fast i Anne-Lises hånd: Den unge mand er nemlig ved at få tænder.
Kender du en baby, du kan strikke til?
Det er mange år siden, men engang var Anne-Lise også mor til sådan en dreng og hans lillesøster. Det var dengang, hun var selvstændig frisør i Odder med salon hjemme i privaten. Hun havde en ung pige, der så efter børnene, mens hendes mand gik på arbejde og mor ordnede damernes hår i salonen. Det var de år, hvor det føltes, som om hun aldrig sad ned. Det var hårde år, men også gode år, hvor livet var fuldt af børn, arbejde og glæden ved at have sin egen forretning og kræfterne til at overkomme det hele.
Nu har Anne Lise ikke så mange kræfter længere. Hendes mand døde for snart 10 år siden, børnene er voksne, og det store hus og salonen er udskiftet med et lille, ældrevenligt rækkehus i Odder. Nu er der andre, der tager sig af hende: Hjemmehjælpen, der gør rent, og havemanden, der passer den lille have.
Sutteflaske og kaffe
– Ulempen ved at blive så gammel, som jeg er, er, at man kan nå at få en hel masse sygdomme. Jeg har fået dårlige ben efter alle de år i salonen, og så er der jo alle de andre ting, der følger med alderen, siger hun og vifter irriteret med hænderne.
Der skal ikke snakkes sygdom. Anne-Lise vil meget hellere vide, hvordan Karl går og har det. Derfor sidder de to og pludrer lidt sammen på et sprog, kun gamle mennesker og små babyer forstår. Bagefter fortsætter snakken om Johannes andre børn og om livet i al almindelighed.
– Men vi sladrer aldrig, siger Anne-Lise bestemt. Det skal man ikke spilde tid på. Til gengæld kan man godt snakke om mænd og børn og skrive sig et visdomsord fra Anne-Lise bag øret: ”Man skal aldrig diskutere med en sulten mand”.
Heldigvis har Karl sin sutteflaske med, for endnu er han ikke gammel nok til hverken kaffe eller de bolsjer, Anne-Lise har stående til gæster.
Efter en times tid hos Anne-Lise går barnevognsturen videre til næste ældre dame, der gerne vil have besøg af Karl. I begyndelsen var der tre besøg på ruten, nu er der kun to.
Nye babyer søges
– Jeg ved, der er flere, der er interesseret i at få besøg af en baby, men det kan godt være svært for ældre mennesker at sige ja tak til vores besøg. Besøgshunde og besøgsvenner har de alle hørt om, men ikke om en besøgsbaby. Karl og jeg har kørt vores barnevognsrute hver torsdag i tre måneder til stor glæde for de ældre, vi besøger. De liver op, og vi snakker om deres ungdom og dengang, de selv havde små børn. Jeg bliver også glad, fordi jeg ser deres glæde, og Karl elsker jo bare at være i hænder og sidde på skødet. Projektet slutter, når jeg begynder på arbejde igen, men vi har talt om, at hvis andre skulle have lyst til at fortsætte med en ”besøgsbaby”, så skal de bare gå i gang – det er en stor succes for alle parter, siger Johanne.
Torsdagen rundes af på hendes arbejdsplads, Ålykkecentret, hvor hun spiser frokost med sine kolleger, og endnu engang er Karl dagens midtpunkt og går fra favn til favn. Senere på sommeren er det slut med Karls torsdagsarbejde. Johanne skal begynde på sit arbejde igen, men hun har lovet, at hun og Karl nok skal komme på besøg en gang imellem alligevel, for Anne-Lise og de andre er blevet så glade for Karl. Det er jo ikke hver dag, man møder så charmerende en ung mand, der ikke er nogen skrig-hals.
