Inde på midten af håndboldbanen sidder børn og trænere samlet i en rundkreds.
– Der er desværre ikke flødeboller i dag, så vi går direkte i gang med dagens træni…
– Øøøv! råber børnene, inden 23-årige Katrine Koustrup Ludvig Olsen kan få lov at tale ud.
– Jamen, vi skal på slankekur.
– Nej! udbryder et delvist forarget, delvist grinende børnekor.
Læs også: Tilsammen har vi et godt hoved
Katrine får trods de manglende flødeboller lov til at remse dagens program op for børnene. Som altid står opvarmningen på ”halefanger”. Derefter skal de drible rundt med en bold, spille sammen to og to, skyde på mål, og til sidst skal de øve forsvar og angreb.
– Det har jeg aldrig prøvet, siger en af pigerne lidt genert.
– Nogle af jer har prøvet det, og nogle af jer har aldrig prøvet det før. Men vi skal nok klare den! siger Katrine opmuntrende. – Nu løber I først alle over til Malthe og får en hale!
Børnene suser over efter de neonfarvede overtrækstrøjer, som skal fungere som hale. Trænerne hjælper 11-årige Malthe med at fordele halerne, imens træningsmusikken bliver sat i gang.
Tvivlen blev gjort til skamme
Selv om det umiddelbart ligner en hvilken som helst børnehåndboldtræning, så er dette hold dog noget helt særligt. Holdet hedder SBI LykkeLiga og er et af 74 håndboldhold for udviklingshæmmede børn i Danmark, Grønland og på Færøerne.
– Jeg så TV 2-udsendelsen ”LykkeLiga” med Rikke Nielsen og hendes datter, Magda, der har Downs syndrom, og tænkte: ”Hvor er det bare fantastisk, at man kan give alle børn noget at gå til!”. Jeg kommer selv fra en rigtig håndboldfamilie og har altid selv gået til håndbold, og den der følelse af at tage en kamptrøje på og at være en del af et hold har bare betydet meget for mig, fortæller Katrine, der er vokset op i Svebølle på Vestsjælland, hvor dagens træning også foregår.
Hun fortalte sin mor om idéen om at starte sit eget LykkeLiga-hold, og hun delte sin datters begejstring. Men den dengang 22-årige Katrine blev alligevel i tvivl, da moren begyndte at snakke om, hvordan børnene ville strømme til. For ville de nu også det?
– Vi offentliggjorde tidspunktet for den første træning, som var engang i juni sidste år, på Facebook, hvorefter flere og flere forældre skrev til mig, at de ville komme med deres børn. Vi var ni spillere til den første træning, som foregik udendørs på grund af corona – og Kasper og Sara har været med fra allerførste træning, siger Katrine med et lille smil.
Ved siden af hende sidder 36-årige Kasper Nielsen og 40-årige Sara Benn Sørensen, der begge bor i Rørby. De har hver især en dreng, Julian på 10 år og Malthe på 11 år, der går på holdet.
– Og vi holder aldrig op! siger Sara, og Kasper nikker storsmilende, inden de alle tre griner.
Læs også: Gitte blev kloakmester: Jeg er ikke typen, der skælder ud
Slut med nederlag
Julian har infantil autisme, og Malthe er hjerneskadet efter en hjernetumor, som blev opdaget, da han var blot halvandet år gammel.
– Han er blevet opereret seks gange for at få fjernet tumoren og har fået kemobehandling. Men det virkede ikke. Så nu er han med i et forsøg i Frankrig med noget forsøgsmedicin, som holder resttumoren i ro. Han har derfor svært ved at huske, men han er meget livsglad, og han har ingen smerter, forklarer Sara.
Derudover er der heller ingen tvivl om, at Malthe er en udadvendt dreng, der glædeligt får alle døgnets vågne timer til at gå med at snakke med alle, han får øje på.
Julian er derimod noget mere tilbageholdende og genert af sig. Men begge børn har desværre oplevet, hvad det vil sige at gå på almindelige idrætshold, der ikke har kunnet rumme dem.
– Jeg har været til fodbold med Julian. Det var nederlag på nederlag, og han kunne godt se, at han ikke kunne følge med de andre. Men her bliver der taget hånd om ham, og når han kommer hjem fra skole, så glæder han sig til at skulle til håndbold, siger Kasper.
– Og han har nok været igennem en af de største udviklinger på holdet. Til de første 10 træningsgange holdt han dig i hånden hele tiden! Og nu løber han med Anne-Dorte, som er en af trænerne, og siger: ”Du må godt gå nu”. Ja, eller når vi tog billeder, hvor I stod hånd i hånd, og nu er du ikke længere med på nogen af dem, siger Katrine drillende, og alle griner i kor på ny.
Én time om ugen
I dag består holdet af 17 børn og seks trænere, og der kommer stadig nye til.
– Her er der plads til alle! Vi har en spiller i elektrisk kørestol, en spiller, der bruger rollator, og nogle, der ikke har noget sprog. Vi har ingen børn med Downs syndrom, men det har Kim til gengæld, som er vores nyeste træner. Og alle børnene elsker ham og synes, at han er megasej! Så når folk spørger mig, hvad jeg får ud af det, så siger jeg altid: ”Kom og kig!”, siger Katrine.
– Kig, og mærk kærligheden, glæden og fællesskabet! Det er helt vildt fantastisk. Tænk, hvor meget én time om ugen kan gøre, kommer det begejstret fra Sara.
– Ja, og her passer vi på hinanden. Hvis der er et af børnene, der ikke kan samle bolden op, så kommer en af de andre for at hjælpe, tilføjer Kasper.
– Og de hepper på hinanden: ”Kom nu, du kan godt!”. Det er bare så hyggeligt, fortsætter Sara.
Læs også: Lene er omsorgsklovn: Jeg smitter med smil
Dagens træning er ved at være slut. Under hele træningen har forældrene siddet på tilskuerrækkerne og hyggesnakket med hinanden. Snakken bliver kun afbrudt i ny og næ for at klappe og heppe på deres guld.
– Jamen, man bliver bare så glad! Det går jo lige i hjertet på én, når ens søn tør stå derinde helt alene, siger Kasper, der på ingen måde kan skjule sin faderlige stolthed.
Til sidst bliver børnene samlet i en rundkreds på midten af banen igen.
– Tak for i dag! slutter Katrine af, og alle i hallen klapper, imens børn og voksne smiler om kap med hinanden.
Læs også: Her bliver jeg både set og hørt
