"Isbrand ser X Factor": Det var den helt rigtige beslutning, men den er risikabel

Halvdelen går til live. Den anden halvdel ryger i afgrunden. Nogenlunde sådan opsummerer Benjamin Hav den del af ”X Factor”-konkurrencen, der er blevet døbt bootcampen. Det er her, vores tre dommere og mentorer tager ud til et udvalgt sted i kongeriget - i år Svendborg - med deres udvalgte kunstnere for at reducere deres hver seks solister og grupper til tre. Nemlig de tre, der skal dyste i årets liveshows. Det er således en sand skæbnetime for deltagerne, vi som seere får lov til at kigge med på. Og det er i sig selv essensen af godt fjernsyn.

Men det er også her, vi får det første lille glimt af samarbejdet mellem dommerne og deres deltagere, som de efterhånden har mødt nogle gange og har en spirende fornemmelse af som mennesker og kunstnere. Så selv om man lidt firkantet kan stramme præmissen til, at én sang eller optræden afgør en deltagers fremtid, er det i lige så høj grad dommerens visioner om, hvordan et samarbejde med den enkelte deltager vil kunne forløbe, og hvilke højdepunkter, de sammen vil kunne skabe, der spiller ind.

Det bliver ekstremt tydeligt under den ældre kategoris bootcamp. Blachman har udvalgt to skæggede, velsyngende herrer med en vis livserfaring i bagagen. Af dem har Rasmus umiddelbart mest personlighed rent kunstnerisk og er i øvrigt udstyret med en unik og karakteristisk sangstemme med ”nasal top”, som dommeren formulerer det. Ved siden af ham står Jonas, der har stor selvsikkerhed i sine medrivende rockforedrag og virker tæt på klar til at indtage den professionelle musikverden.

Rasmus får på bootcamp leveret en præstation, som decideret keder hans mentor. ”Det var noget af det mest uinteressante, du har foretaget dig”, lyder det med vanlig ærlighed fra Blachman. I sidste ende vælger ”X Factor”-veteranen dog alligevel at gå med Rasmus og opfordre Jonas til at ”gå ud og lave nogle plader og eksperimentere helt vildt”. En helt rigtig beslutning, men selvsagt også en med indbyggede risici.

Drew Sycamore har en særlig evne til at samle konkurrencens teknisk dygtige vokalister på sit hold. I den knap så unge kategori skal hun således vælge mellem to topstemmer, der henholdsvis bor i 25-årige Malthe og det 41-årige, svenskfødte fænomen Emelie. Opgaven til solisterne lyder, at de skal fremføre en sang, de ville ønske, de selv havde skrevet. Malthes fortolkning af John Legends ”Ordinary People” får efter denne skribents smag mindst en tand for meget på de rullende fraseringer. Omvendt udgør Emelies performance også et lille tilbageskridt i forhold til hendes blændende ”War Pigs” under 6 chair challenge. Men den kunne næsten også dårligt andet.

Al respekt for, at Sanne Salomonsens ”Hjem” betyder meget for hende i og med, at hun i årevis døjede med stor hjemve mod fødelandet Sverige, men nu omsider føler, hun har fundet sit nye hjem med sin danske familie omkring sig. Men sangen er isoleret set ikke det mest spændende valg i verden, og hendes svenske accent gør ikke noget godt for den danske lyrik. Hudløsheden i hendes sangstemme er dog endnu en gang uforlignelig. Og selv om Drew bliver rørt af begge sine kunstneres bidrag, vælger hun at tage Emelie med videre med en note til sig selv om, at hun skal huske at være velforsynet med vandfast mascara til de kommende fredage.

Drengene mod pigerne

I Benjamin Havs lejr står valget mellem alsidige Mathilde og spillemanden Jakob, som Benjamin til 6 chair challenge havde haft held til at fravriste sin guitar. Nu har han atter guitaren over skulderen, og det ved vi jo, at den kære dommer med forkærlighed for rap og skævt vanvid ikke er entydigt vild med. Ikke desto mindre ender han med at gå med Jakob som den ”skarpeste” af de to solister, hvilket fører til tårer fra hans kvindelige konkurrent, men også stolthed over det mod, hun har udvist for at nå så langt i dysten, som hun trods alt er. Et mod, hun efter eget udsagn bestemt ikke altid har haft.

Vi når også at få en del af gruppernes bootcamp med os på vejen. Her skal Blachman vælge mellem sine to mandlige duoer, Kram og Alfred & Jesper. Efter grundige overvejelser og en spænding, der trækkes pinagtigt langt ud i en smuk kombination af dygtig klipning og Blachmans talegaver, ender han med at satse på sidstnævnte på trods af, at han er usikker på, hvorvidt de to nære venner og roomies besidder humor. Konkurrenterne i Kram, som ellers har ungdommelig energi og en del fællestræk med tidens største navne på den hjemlige musikscene, må gå hjem med uforrettet sag.

Hvad Benjamins grupper angår, efterlades vi med en cliffhanger af de store, idet vi ikke i denne uge får hans endelige afgørelse af valget mellem den flot syngende pigeduo India & Victoria og den uforudsigelige drengeklub Fire Flotte Fyre. Sidstnævntes charme blev under 6 chair challenge skæmmet af en mildt sagt leddeløs musikalsk præstation i boybandklassikeren ”I Want It That Way”. Denne gang har de valgt Stevie Wonders ”Isn’t She Lovely”. Valget af Stevie som kunstner er i reglen sådan et, sangteknisk velfunderede solister har det med at foretage med det slet skjulte formål at blære sig med deres vokale kunnen. Når herrekvartetten går på opdagelse i soulsangerens bagkatalog, er det for at servere herlighederne som humørfyldt og overskudsagtig barbershop. Og man må konstatere, at gutterne med deres optræden i den grad er tilbage på sporet i en bizar krydsning mellem Take That og Ørkenens Sønner.

Hvem der løber med billetten til liveprogrammerne, må vi dog vente en uge med at få svar på. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal afgøre sagen.

Ugens optræden: Fire Flotte Fyre. Komik og flerstemmig skønsang i energisk forening. Det kan gå alle veje med drengene, og det er netop det fede ved dem.

Ugens kommentar: En tårevædet Drew Sycamore efter Emelies optræden: ”Det er sindssygt stærkt! Hvorfor gør hun det mod mig?”