

Det er en udbredt myte, at gruppekategorien i ”X Factor” er den svageste afdeling og den, hvor der er længst mellem de store talenter. Myten stammer fra de allertidligste sæsoner, da showet blev sendt på DR, og selve idéen om at stille op som gruppe i en sang- og talentkonkurrence helt tydeligt endnu ikke var blevet indarbejdet i danskerne.
Så grel var manglen på kvalificerede grupper, at dommerne fik særlig tilladelse til at sammensætte deres egne grupper af velsyngende solister. Allerede i sæson 2 i 2009 skabte Remee således gruppen Alien Beat Club, der scorede en andenplads i finalen og efterfølgende nød en vis succes.
Det er dog mange år siden, grupperne har været showets smertensbarn. Nu om stunder ankommer især dygtige duoer i hobetal til programmets auditions, og mange klarer sig godt i konkurrencen. Af grupper, der har fået et musikalsk liv efter ”X Factor”, må særligt Citiboys fremhæves. Duoen var på Blachmans team i 2014, opnåede en fjerdeplads og havde forrygende succes blandt det unge publikum frem til 2020, hvor de musikalsk valgte at gå hver til sit uden dog at blive endegyldigt opløst.
Mit navn er Johan Isbrand, og jeg er journalist på Familie Journal. Jeg er kæmpefan af "X Factor" og har fulgt programmet trofast siden den allerførste sæson i 2008. Hver uge deler jeg mine tanker om ugens afsnit – de store musikalske øjeblikke, de nervøse præstationer og dommernes reaktioner.
I årets tredje og sidste 6 chair challenge var det netop grupperne, der skulle kæmpe om pladserne på dommernes bootcamps. Og man må sandelig sige, at der var nervepirrende spænding til det sidste. Ikke mindst i kraft af, at både Benjamin Hav og Thomas Blachman valgte at gøre brug af deres mulighed for ”callback” og hive en af de fravalgte grupper tilbage på scenen for at tildele dem en af deres stole.

Blachman havde ellers svoret, at han aldrig ville tage callback-redskabet i brug. Nu er det dog faktisk hans egen gruppe, Kram, som han kalder tilbage og skænker den stol, han ellers har foræret til de selvbevidste drenge i Dopeboyz. Han har nemlig fået kolde fødder over valget af de to charmetrolde iført hoodies og tophuer, rigeligt med attitude og flabethed nok til at betegne sig selv som ”de nye Nik & Jay”. Ved showets begyndelse beskriver han selv duoen som ”cool uden at kunne en skid” og indrømmer, at det kan gå alle veje med dem. Og i sidste øjeblik vælger han altså musikalsk dygtighed frem for den karisma, som dope-drengene ellers med hans eget ordvalg har i ekstreme mængder.

Endnu mere glæde har skribenten bag denne klumme dog i hjertet over, at Benjamin Hav med sit callback sørger for at give duoen India & Victoria fra Drew Sycamores udvalgte grupper en chance mere. Med deres helt specielle stemmer har pigerne nemlig leveret en af aftenens smukkeste præstationer, som af Blachman tilmed bliver kaldt ”ABBA-agtig”. At valget sker på bekostning af Sophia & Mathilde, der rører samme Benjamin dybt med det, han kalder deres ”søsterenergi”, deres nære forhold og hang til at holde hinanden i hånden, må vi leve med.
Af farverige og festlige højdepunkter fra en underholdende stoleleg skal nævnes de tidligere gymnasiekammerater Jeppe, Matej, Viggo og Johannes, der til sammen kalder sig Fire Flotte Fyre. De fik dommerne til at løfte øjenbrynene under deres audition, da de overraskende valgte at fremføre De Nattergales ”It’s Hard To Be a Nissemand” i a capella-version. Benjamin sammenlignede dem med legendariske Four Jacks og var i det hele taget så begejstret, at han har taget dem med på sit team. I ugens 6 chair challenge valgte de dog en markant anden vej med Backstreet Boys’ eviggrønne ballade ”I Want It That Way”. På trods af en musikalsk vakkelvorn optræden med en del vokale skæverter havde deres afsyngning af hittet dog også et gran af noget bevægende over sig, og kvinderne i salen havde store smil på læberne. Blachman beskrev bagefter sin oplevelse med følgende udsagn:
– Vi befinder os et eller andet sted mellem revy og komedie. Og pludselig er der en af jer, der kan synge!
Blachman udtrykker dog også tillid til, at hans meddommer formår at træffe de valg, der får gruppen til at stråle og levere på den bedst tænkelige måde og udnytte deres styrker til at skabe medrivende musikoplevelser de kommende fredage.

De 19-årige tvillinger Sara & Marie fra Svendborg skal også nævnes. Helt ned til deres stemmer og bevægelser er de hinandens spejlbillede, og når de tilmed synger blændende, som de gør, er der skabt en perfekt grobund for præstationer, der både musikalsk og showmæssigt er i top. Tvillingerne holder det skyhøje niveau fra deres audition og kommer til at nå langt i ”X Factor”. Med Blachmans ord var det under aftenens optræden fra søstrene, at ”alt samlede sig”. Og Drew, som er blevet pigernes mentor, kaldte kort og godt deres tolkning af Quadrons ”Hey Love” for ”magisk”.
Status på grupperne er nu som følger: Norm og Sara & Marie er på Drews hold. Benjamin sidder med Fire Flotte Fyre og India & Victoria. Og Blachman har to mandlige duoer i form af Kram og Alfred & Jesper på hånden. De seks grupper skal i de to kommende bootcamp-udsendelser reduceres til tre, inden der kan blændes op for årets liveshows. Kedeligt tyder intet på, at det bliver.

Ugens optræden: India & Victoria. To særprægede sangstemmer giver til sammen en endnu mere unik og stemningsfyldt klang. Den markante forskel i pigernes fysiske højde må kunne bruges opfindsomt i deres sceneshow.
Ugens kommentar: Benjamin Hav om Alfred & Jespers optræden: ”Der er sådan en moderne Jimi & René-, Thomas Gravesen- og Tøffe-stemning over det!”
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.