

Da TV 2’s seere i 2025 lærte brødrene Marcus og Mathias Jokszies at kende, var det som Thomas Blachmans finurlige gruppeprojekt Blomster Bror, der både tog fat om publikums hjerter og smilebånd med deres på én gang skæve og folkelige tilgang til populærmusikken. Dengang boede de begge i sønderjyske Haderslev.
Nu om stunder er der to timers kørsel mellem brødrene. 28-årige Marcus bor i Hurup i Thy, der er kendt vidt og bredt som Johnny Hansens hjemby.
- Midt i sidste års ”X Factor”-forløb blev jeg kærester med Mathilde fra Vestervig, og jeg flyttede til Thy for at være tæt på hende. Jeg har netop været på kursus og fået udvidet mit kørekort. I forvejen havde jeg tilladelse til at køre lastbil og trailer. Nu kan jeg også køre bus heroppe, fortæller Marcus.
Hans lillebror befinder sig på Mariager Højskole, hvor han studerer teologi.
- Jeg har ingen gymnasial uddannelse, men jeg er meget passioneret omkring teologi. Og på et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg kunne tage en bachelor ved dels at følge nogle australske Alpha-kurser som fjernkursist og dels tilbringe halvandet år her på Mariager, som er en bibelsk højskole. Jeg vil gerne lære Biblen bedre at kende og blive dygtigere til at forsvare min tro. Og i fremtiden har jeg et ønske om at arbejde i den kirkelige verden, siger 24-årige Mathias.
Tro og kristendom er på ingen måde fremmede begreber for brødrene, som gennem barndommen periodevis har haft deres gang i både Frelsens Hær og Pinsekirken i selskab med deres mor. Sideløbende har musik og sang været livslange interesser for dem begge, og de har flere gange stillet op i ”X Factor” hver for sig.

- Jeg har altid elsket programmet, og da jeg blev gammel nok, stillede jeg op for første gang, men nåede ikke videre i konkurrencen, fortæller Marcus.

I 2019 stillede de begge op som solister og kom ind foran dommerne lige efter hinanden. Ved den lejlighed kom Blachman første gang på idéen om at sætte dem sammen til en duo, hvilket dog ikke lod sig gøre det år, da kun Mathias havde held til at få et ja fra det samlede dommerpanel.
- Sidste år meldte vi os så til som gruppe for første gang. Og det skulle vi nok have gjort fra begyndelsen, for nu kom vi under Blachmans vinger og nåede at være med i fire liveshows.
Sangene fra deres tv-optrædener blev udgivet som singler, og i december 2025 udgav brødrene et helt album på streamingtjenesterne med nye indspilninger af deres ”X Factor”-numre.

- Desuden havde vi en hel del spillejobs året ud. Faktisk var vores sidste koncert nytårsaften, hvor vi blev ringet op klokken 19 og spurgt, om vi ville komme og optræde til en nytårsfest i Aarhus. Vi fik vores far til at køre os dertil og ankom tidsnok til at synge det nye år ind, fortæller Marcus.
Med ”X Factor” fik de således en tiltrængt succesoplevelse via deres musikalske talenter. De har begge i perioder af deres liv haft udfordringer, idet Mathias har adhd, og Marcus både har adhd og Aspergers.
- For mit vedkommende hjalp det mig meget at få min diagnose i april 2024. Det betyder, at jeg nu kan få medicin, fortæller Mathias.

Marcus kan ikke få medicin, da hans dobbelte diagnose bevirker, at han ikke får gavnen, men kun bivirkningerne af medicinen. Men erhvervelsen af de tre udvidelser i hans kørekort viser, at han i vid udstrækning kan, hvad han vil.
- Det var Blachman, der fandt på vores navn, Blomster Bror, som jo har en både skæv og poetisk klang. Jeg har altid skrevet poesi, og Marcus og jeg er i det hele taget specielle i kraft af vores diagnoser og vores relation til hinanden. Vi er meget glade for navnet, siger Mathias.
Brødrene synes, de har lært en masse og er vokset musikalsk i løbet af forløbet med dommerveteranen. Og de er begge opsatte på at arbejde videre med musikken i fremtiden.
- Vi har talt om at lave en turné til sommer. Derudover vil vi gerne indspille og udgive mere musik, inden året er omme. Marcus synes, det kunne være sjovt at indspille flere covers. Men på det punkt er jeg lidt stædig og holder på, at vi skal i gang med at lave vores egen musik. Tiden er kommet til at tage Blomster Bror til næste niveau, siger Mathias Jokszies.

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.