Pebernødder dufter af jul - det kunne gravhunden også lugte

Tirsdag, 12. december 2023
Af Karen-Marie Lillelund
Tilrettelæggelse: Anders Heiden Olsen, Iben Berner og Emilie Lantz-Frederiksen. Foto: Elena Hybel Colding.
Jeg er allerede nervøs for juletræet, fordi vi har fået en hundehvalp. Og det bringer mindet om min barndoms gravhund frem og dens første møde med et juletræ.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Karen Marie Lillelund skriver klummer for Familie Journal. Derudover har hun et lyst sind og hang til latter. Hun holder foredrag om vigtigheden af humor og kommunikation i arbejdslivet - og generelt i livet.

Julestemningen spreder sig. I butikkerne har den traditionen tro været igang allerede siden sidst i oktober.

Så tidligt begynder vi ikke hjemme hos os. Vi julepynter første søndag i advent, men henter først juletræet ind den 23. december.

Alligevel er jeg allerede nervøs for det med juletræet .

Ikke fordi jeg er bange for juletræer. Men fordi vi i år har fået os en gravhundehvalp. Og det bringer mindet om min barndoms gravhunds møde med et juletræ helt frem i bevidstheden.

En gravhund må ikke blive for tyk. Derfor blev vores lille pølsedyr holdt på en streng diæt af skummemælk og torskelevertran til morgenmad.

Hun var også en flot, slank lille hund med skinnende pels, og som min mor ofte sagde, ville vi nok allesammen blive pæne af at leve af skummetmælk og torskelevertran.

Vi testede det dog aldrig. Kun hunden fik denne servering. Og selv om den trods alt fik rugbrød og leverpostej til aftensmad, var den altid sulten.

Det var den helt tydeligt også, da den en aften blev ladt alene hjemme med juletræet. Min mor havde pyntet det fint. Og så havde hun puttet pebernødder i kurvene, for så hang de pænere, syntes hun.

Og pebernødder dufter af jul og giver stemning. Den stemning kunne gravhunden også lugte, og med familien ude af huset var der jo frit lejde til at kaste sig op ad grantræet for at kapre det velduftende kurvefyld.

Jeg var der ikke, men det står alligevel lyslevende for mig, hvordan den lille hund har rejst sin lange krop til lodret for at få snuden ned i en julekurv – og med forpoterne forsøgt at støtte sig til en af grenene imens.

Men juletræer skal man ikke hverken kaste sig op ad eller læne sig imod. De er ikke stabile. Så da hunden hoppede op, gav grantræet åbenbart efter og lagde sig ned.

Nu var der fri adgang til pebernødderne, men hunden havde fået et chok, da træet faldt. Så da vi kom hjem, sad en stærkt brødebetynget, let rystende gravhund i sin kurv, mens træet lå på stuegulvet med pebernødder og julepynt spredt rundt omkring.

Siden dengang puttede min mor småsten i kurvene i stedet, og der skete ikke lignende uheld. Men jeg vil ikke gentage tricket med stenene.

For hvalpen sorterer ikke og vil fortære både kurv og småsten, hvis den får chancen, og det bliver man ikke bare tyk af. Det bliver man meget syg af.

Men juletræ og julekurve skal vi have. Så for ikke at udfordre mit nervesystem eller hundens overlevelse tror jeg, jeg julepynter over hundehøjde og iøvrigt bliver hjemme.

For der er faktisk kun én ting, hvalpen hellere vil have end pebernødder – og det er selskab.