Rod er ikke kun rod – det er kreativitetens hjemmebane

Nogle mennesker lever efter den japanske oprydningsguru Marie Kondos gyldne regler om, at alle ting skal give glæde og stå snorlige i farvekoordinerede kasser.

Andre – som mig selv – lever efter devisen: "Jeg synes lige, jeg så den et eller andet sted".

Jeg er et rodehoved.

Og vi snakker ikke dekorativt rod, som skaber hjemlig hygge i en billedreportage til et dameblad.

Nej, jeg er en tornado af løse papirer, ensomme sokker og ledninger, som måske passer til en computer, jeg ikke længere har.

Hvis rod var en olympisk disciplin, havde jeg stået på podiet og krammet min guldmedalje med den ene hånd, mens jeg ledte efter den tilhørende halssnor med den anden.

Det begynder altid helt uskyldigt.

Et kaffekrus på skrivebordet, en sweater smidt over stolen, et par sko i entréen, der ikke helt fandt vej til skohylden.

Men rod er som gæster til en fest: De kommer én ad gangen, og pludselig står der 47 mennesker i køkkenet og danser på bordet.

På et tidspunkt udvikler det sig til en slags arkæologisk udgravning, når man skal finde noget bestemt.

Mærkeligt nok trives min hjerne i kaosset.

Det er, som om mine tanker bor i bunker og stabler.

Når jeg rydder op, flytter jeg ikke bare ting – jeg forstyrrer et økosystem.

Pludselig kan jeg ikke finde noget som helst, fordi jeg netop havde en klar fornemmelse af, at den vigtige kontrakt lå mellem pizzafolderen og huskesedlen med ordene: "HUSK: Hundemad".

Jeg har selvfølgelig forsøgt mig med oprydning. Jeg har købt opbevaringskasser, mapper og endda en vaskeægte labelmaskine.

Jeg brugte en hel eftermiddag på først at forstå maskinen og derefter mærke alt i mit hjem – fra "forlængerledninger" til "mystiske nøgler uden funktion".

Det virkede ... i omkring 12 timer.

Så var jeg tilbage til status quo.

Folk siger, rod giver stress.

Det er også rigtigt, at det kan blive lidt presset, hvis jeg skal finde mit pas, og det sidste sted jeg så det, var i køleskabet.

Men jeg har lært at se det positive i rod.

Rod er kreativitetens hjemmebane.

Det er et fysisk bevis på, at jeg er i gang med noget.

Og ja, jeg ved godt, at det ville være mere overskueligt med orden.

Mere overskueligt, men også lidt kedeligere.

Der er en særlig charme i at finde et gammelt brev fra en ven midt i jagten på en pære til lampen.

Eller et sort/hvidt billede med familiemedlemmer, man aldrig har mødt, og derfor er nødt til at ringe til den ældre generation for at få styr på.

Rod er faktisk som at leve i et konstant skattejagt-eventyr – bare uden kort og med større risiko for at træde på noget Lego.

At leve som rodehoved er som at være hovedpersonen i en billig detektivserie, hvor mysteriet altid er: Hvor lagde jeg nu den dims?

Og løsningen sjældent er elegant, men til gengæld fuld af overraskelser, støv og muligvis, hvis man er heldig, også den dims, man faktisk ledte efter!