Sommeren går heldigvis ikke på hæl endnu

"Så går sommeren på hæld".

Sådan sagde min far altid i slutningen af juli.

Jeg har altid dannet billeder i mit hoved, når jeg hørte udtryk, som jeg ikke forstod.

Eller rettere sagt: Misforstod.

Så jeg hørte ordet "hæld" som "hæl", og derfor dannedes der sig et underligt billede inde i mit lille, fynske drengehoved; en stor, glad sommersol med små, korte ben og småbitte fødder, der lidt trist forlod os – gående på hælene.

Men bortset fra det, havde min far jo ret.

Eller havde han?

Var det ikke kun, fordi hans egen korte sommerferie var løbet ud?

For august er jo da stadigvæk en sommermåned, hvor vejret ofte er bedre end i juli.

For har vi ikke alt for ofte oplevet, at juli ender i regn, halvkolde dage og mislykkede udendørsfester, hvor det partytelt, vi lige har købt på Temu, flyver væk og lander i naboens nye udendørsspa?

Det er sommer endnu, og i år vil jeg stornyde august.

Det er for øvrigt et sjovt navn til en måned.

For August er jo også et navn, vi bruger som personnavn.

Ligesom Maj.

Men ikke som februar.

Dét har jeg aldrig hørt som personnavn.

Hvilket jeg godt forstår, for mon ikke en personbeskrivelse af Februar ville lyder nogenlunde således:

En ikke særlig lang person, der er kendetegnet ved en kold, grå og afvisende udstråling.

August er et flot navn.

Og så kan det bruges både som fornavn og efternavn.

Tag nu bare August Strindberg, den store, svenske forfatter og maler, og Bille August, den store, danske filminstruktør.

Godt, at Bille er yngst og ikke far til Strindberg, der så skulle hedde: August August.

Det er sjovt, men også noget sludder – og jeg kommer væk fra emnet:

Sidste sommermåned i år.

Som jeg vil nyde.

Og gøre alt det, jeg ikke har nået i løbet af sommerens to første måneder.

Klippe bøgehækken, eller i hvert fald ringe til ham, der plejer at gøre det.

Jeg skal også lære at bruge den nye grill rigtigt.

For en grill til 7.000 kr. må kunne bruges til mere end bare at branke en pølse.

Jeg skal også nå at skrive den nye, danske sommersang, jeg har haft i hovedet i alt for mange somre.

Og jeg skal bade i havet.

Og det skal være NU!

Ja, det skal!

Jeg går straks til omklædning.

Ifører mig mine stort set ubrugte, lidt for små badebukser, og går så på tæer – flere gange – forbi min kone, der hører lydbog, og derfor ikke kan høre, hvad jeg siger til hende.

Endelig tager hun lyttelapperne og siger:

– Hvorfor går du på tæer?

– Jo, jeg vil bare visualisere for dig, at sommeren ikke går på ‘hæl’, og at jeg vil i vandet.

Hun kigger på mig, med det der blik, der siger: Han mangler ikke kun en skrue. Han mangler hele værktøjskassen.