Lige fra hjertet: Min mors eneste udlandsrejse

Min kære mor døde i 1984 i en alder af 90 år. Hun og min far havde sammen haft et langt og arbejdsomt liv på deres lille husmandssted, og selv om mine ældre søskende og jeg aldrig gik sultne i seng, var der tit smalhals.

Derfor havde det været en tvingende nødvendighed for vores mor at være sparsommelig, og hun brugte helst ikke penge, hvis det på nogen måde kunne undgås.

Den indstilling bevarede hun livet igennem, selv om det med tiden ikke længere var helt så nødvendigt. Min far var på samme måde. Alt, der kunne genbruges, blev genbrugt, og der var ingen grund til at smide gode penge ud på tant og fjas.

Mor holdt meget af at skrive om stort og småt, og den tilbøjelighed arvede min storesøster, Birthe, og jeg fra hende.

Da vores far nogle år efter vores mors død også gik bort, hjalp mine søskende og jeg hinanden med at tømme vores forældres sidste hjem, og i den forbindelse fandt jeg deres gæstebog.

Jeg havde altid kendt til dens eksistens, men nu opdagede jeg, at min mor havde brugt den fint indbundne bog til at nedfælde små historier om oplevelser, hun havde haft. Når hun havde gæstebogen til at skrive i, var der jo ingen grund til at bruge penge på et skrivehæfte.

Det smukke Norge

Det var rørende at læse de små tekststykker. Mange af historierne kendte jeg lidt til i forvejen, men nu fik jeg vores mors helt personlige udlægning af dem.

Blandt emnerne var den fem dage lange rejse til Norge, som hun i sensommeren 1966 foretog sammen med min storesøster, Birthe.

Vores mor var på det tidspunkt fyldt 73 år, men hun var stadig glad for at opleve noget, når blot det ikke kostede penge. Det var vel at mærke ikke kun min fars og hendes egen økonomi, hun var øm over, men også hendes børns.

Nu havde Birthe bestemt sig for, at hun ville tage vores mor med på en tur til det smukke Norge, hvor Birthe i nogle år havde arbejdet som sygeplejerske.

Planen var at gense det pensionat, hvor Birthe havde boet dengang, og hun ville også gerne besøge en veninde fra sygeplejeskolen, som nu boede fast i Norge. Hun hed Agnete. Lone, som var en anden sygeplejerskeveninde af både Birthe og Agnete, skulle også med på rejsen.

Snorkede lidt

I mors beskrivelse af Norgesrejsen fortæller hun fornøjet om, hvad de fik at spise til frokost hos Agnete, da de efter en fin nat i en trepersoners kahyt ankom til Oslo.

Den varme middagsmad bestod af både steg, grøntsager og dessert med flødeskum. Bagefter fik selskabet et lille hvil, og resten af dagen brugte de på en udflugt, hvorefter mor og Birthe fik overladt værtsparrets soveværelse for natten.

I en sidebemærkning konstaterede vores mor, at hun efter Birthes udsagn havde snorket lidt.

De følgende dage bød på henrivende ture igennem skov og med udsigt til klippevægge, og en enkelt nat blev også tilbragt på et hotel i Drøbak. Her bestod middagen af kogt helleflynder med kartofler og smeltet smør, og søreme om ikke de fik hver sit værelse.

Mor syntes, at det var helt kongeligt, og på værelset var der ovenikøbet både vaskekumme og et såkaldt natmøbel. Med det mente hun en natpotte.

Efter nogle dejlige dage gik det lille selskab atter ombord på færgen til Danmark.

Mellem linjerne mente jeg at læse, at mor og Birthe vist ikke havde været helt enige om alting i løbet af rejsen, og vores mor afsluttede da også med at konstatere, at ude var godt, men hjemme bedst.

To sider af samme sag

Det var hyggeligt at læse mors udlægning af Norgesrejsen, men jeg fik lyst til at vide, hvordan min kære storesøster mindedes den tur, så jeg opfordrede den skriveglade Birthe til også at sætte det minde på papir.

Det gjorde hun, og det viste sig, at der rent faktisk havde været nogle mindre konflikter og modsatrettede opfattelser af forskellige ting undervejs. Heldigvis var det noget, som efterfølgende blot kaldte på et smil.

Birthes version af rejsen lød nemlig, som følger:

”Mor var et barn af verden fra i går, mens jeg er et barn af nutiden, og mor sled trofast ved siden af min far i over 40 år. Hun evnede at skabe et trygt og godt hjem for alle os seks børn for meget små midler.

Penge kendte mor ikke til, for det var noget, der stod i banken. Måske lå der også lidt i fars tegnebog, men hende fandt de aldrig vej til. Det vidste jeg jo udmærket, inden vi rejste til Norge, men på turen blev det ganske tydeligt, hvor meget dette havde præget mor.

Det var med min mors sparsommelighed i baghovedet, at jeg inviterede hende med til Norge, for ellers ville hun måske aldrig være kommet til det store udland, og jeg havde lyst til at give hende den oplevelse. Lone, som ledsagede os, betalte selvfølgelig for sig selv.

Det rene mareridt

Den første nat skulle vi tilbringe på færgen i en kahyt til tre personer. Lone smuttede let op i den øverste køje, mens mor fik den nederste, og dermed havnede jeg så i den mellemste. Alt var den rene idyl, og vi nød at strække os ud i de lækre køjer.

Så ønskede vi hinanden godnat, og fem minutter senere blev idyllen forvandlet til det rene mareridt. Mor begyndte nemlig at snorke noget så forfærdeligt. Aldrig havde jeg hørt noget lignende. Det lød fuldstændig som et gammelt tærskeværk, der ikke var blevet smurt i umindelige tider.

Klokken tre den nat lå jeg stadig vågen, da jeg hørte et dybt suk fra den øverste køje. Det var Lone, som nu hang ud over kanten af køjen og stirrede nærmest hypnotiseret ned på mor, der stadig trak torsk i land i den helt store målestok.

Hviskende blev Lone og jeg dog enige om, at vi ikke ville vække mor, for hun klagede altid over, at hun sov så dårligt om natten. Det betød selvfølgelig, at hverken Lone eller jeg fik søvn i øjnene den nat.

Den næste nat tilbragte vi hos min veninde, der var gift med en nordmand. I den bedste mening tildelte Agnete mor og mig deres soveværelse. Det var ensbetydende med endnu en nat ved siden af mor, tilmed i en fremmed ægteseng.

Som gæst var jeg jo nødt til at være høflig, men nattearrangementet var absolut ikke noget, der huede mig.

Sov på badeværelset

Da hele huset var faldet til ro, og mor igen var startet på sin øredøvende snorken, listede jeg stille ud på badeværelset med min pude og dyne og lagde mig på flisegulvet. Det hårde natteleje til trods lykkedes det mig at få et par timers søvn inden morgengry.

Næste dag tog mor og jeg over Oslofjorden til Ås, hvor jeg mange år tidligere havde tjent som ung pige i huset. Mor var meget sød og interesseret i alt, hvad jeg viste hende, og vi havde det virkelig skønt med hinanden.

Desværre blussede uenigheden op mellem os, da jeg foreslog, at vi skulle gå ind et sted for at få noget at spise. Det ville mor bestemt ikke høre tale om.

Vi var jo blevet godt fodret af ved morgenbordet, mente hun, så vi tog bestemt ikke skade af at undvære mad et døgns tid eller to. Mor havde endda læst i et blad, at det ligefrem kunne være sundt at faste et par dage, og vi kunne sikkert nemt finde et vandhul eller en bæk, hvor vi kunne slukke tørsten.

Jeg var imidlertid både hundesulten og i alvorligt underskud af søvn, hvilket gjorde mig noget knotten og fik mig til at snerre ad min mor.

Hun faldt til føje, og vi spiste et dejligt måltid på hotel Britannia i Drøbak. Her viste det sig, at mor var mindst lige så sulten som jeg, og harmonien var dermed genoprettet.

Den evige meningsforskel

Det varede dog kun, til mor hørte mig bestille to enkeltværelser for natten. Så stillede hun sig på bagbenene igen. Ikke tale om, at hun ville sove på hotel. Det var jo at smide penge direkte ud ad vinduet, for vi kunne jo lige så godt sove i min bil, hvor vi ville have udmærket tag over hovedet.

Den udmelding fik mig igen til at snerre, og selv om det bestemt ikke var med mors gode vilje, endte vi med at tilbringe natten på hvert vores værelse.

Næste morgen var der igen meningsforskelle mellem os. Nu skulle vi finde vejen tilbage til Oslo igen. Jeg ville se så meget som muligt af det smukke, norske landskab, og vejene var naturligvis bugtede og snoede, men det var i min opfattelse kun en charme og en oplevelse mere.

Men mor stirrede chokeret på mig og syntes absolut, at vi skulle lægge os i selen for at finde den korteste rute tilbage. Det var naturligvis udgifterne til benzinforbruget, der bekymrede hende.

Atter blev jeg ærgerlig og kom til at sige, at mor var velkommen til at svømme over Oslofjorden, hvis hun ville, for på den måde brugte hun slet ikke noget benzin.

Jeg fik min vilje, og mor og jeg havde en skøn naturoplevelse sammen i fin stemning. Det var dejligt, for jeg ønskede jo kun, at hun skulle nyde turen i stedet for at kredse så meget om, hvad tingene kostede.

Fjer med minder

Efter en sidste, støjende nat på færgen ankom vi velbeholdne til Danmark, og jeg ved, at mor var glad for vores Norgesrejse. Ikke ret længe efter forærede hun mig nemlig en lækker dyne og forklarede, at det var hendes måde at sige tak for turen på. Den dyne brugte jeg i næsten 30 år, og hver gang, der fløj en lille fjer ud fra dynen, fløj mine tanker mod Norge og rejsen med min mor.”

Med disse ord afsluttede Birthe sin fortælling om vores mors første og eneste udlandsrejse, og jeg må indrømme, at jeg efter læsningen selv sad tilbage med både et smil om læben og en klump i halsen.

Sådan har jeg det stadig den dag i dag, når jeg genlæser først min mors beretning om Norges-turen og derefter Birthes.

I dag er også Birthe for længst borte, men hun overlod sine mange skriverier til mig i håb om, at andre ville komme til at læse dem i fremtiden. Dette lille ønske har jeg nu været i stand til at opfylde for min elskede storesøster.