Lige fra hjertet: Mine børn ignorerede min sorg

Jeg mødte Tove på hendes fars gartneri for 65 år siden. Hun var 16 år, jeg var 17, og jeg husker tydeligt hendes rødternede bomuldskjole, det brune hår, der glimtede i solen, og hendes lette smil, da hun præsenterede sig.

Der er gået et helt liv siden, men jeg husker stadig den dag. Det er, som om jeg allerede dengang vidste, at den betød noget, og at Tove ville komme til at betyde noget for mig.

Sendt til Schweiz

Vi blev kærester og tilbragte sommeren sammen og lidt af vinteren også, men så skiltes vores veje.

Toves far havde planer for sin datter. Planer, der ikke inkluderede en gartnerelev som mig, og Tove blev sendt på skoleophold i Schweiz.

Da hun to år senere vendte hjem, begyndte hun at studere fransk på universitetet. Det var meget usædvanligt for en kvinde dengang.

Vi sendte hinanden breve, mens hun var i udlandet, i hvert fald i begyndelsen, men med tiden ebbede det ud, og det var nok sådan, det var nødt til at være. Vi var unge, vores liv tog hver især fart, og jeg fik job på et andet gartneri.

Snart kendte jeg ingen, som kendte Tove, og jeg gav slip på den kvinde, der havde været mit livs første kærlighed.

Skilt ad klasseskel

I årene efter tænkte jeg sommetider over, hvad der kunne have været, men jeg skød hurtigt tankerne fra mig.

Klasse og baggrund betød meget dengang, og Tove var fra et andet samfundslag. Jeg havde altid fået at vide, at lige børn leger bedst, og måske derfor lærte jeg at affinde mig med, at det ikke skulle være os. Det var nok bedst sådan.

Egentlig tror jeg stadig, at det er sandt. Det var nødvendigt, at vi skiltes, for ellers havde jeg aldrig mødt Ellen.

Vi traf hinanden første gang til et middagsselskab i 1967. Hun var min borddame, og hvilken borddame!

Jeg husker hverken de andre gæster, eller hvor middagsselskabet blev holdt, men jeg husker den måde, hun gestikulerede, når hun talte, og jeg husker, hvordan hun lagde hovedet på skrå, når hun lyttede.

Ellen var smuk, sød og klog, og det blev os.

De opfyldte drømme

Fire måneder senere friede jeg til hende, vi blev gift, og ni måneder efter kom vores søn, Anders, til verden. Siden fulgte en lillebror, Morten, og en lillesøster, Anne.

Jeg havde en ledende stilling på et stort gartneri, og det betød, at jeg havde et mere fleksibelt arbejdsliv, end man kunne forvente i den branche og på det tidspunkt. Jeg kunne være meget sammen med Ellen og børnene, og den mulighed greb jeg.

Ligesom resten af samfundet nød vi godt af den økonomiske opgangstid, og vi rejste på charter, gik i teateret eller tog i Tivoli.

Når jeg kigger vores fotoalbum igennem, kan jeg se et liv, der formede sig på en måde, der opfyldte vores drømme. Glade børn, gode minder og en ambition om at opleve mest muligt, mens vores kroppe var unge.

Det talte vi tit om, og det viste sig at være en klog beslutning.

Ellen var kun 50 år, da hun første gang blev kræftsyg. Hun havde brystkræft, en aggressiv variant, som gudskelov blev opdaget tidligt af vores årvågne læge.

Vores datter, Anne, var netop flyttet hjemmefra som den sidste af vores børn, og både hun og hendes brødre var forståeligt nok bange.

Jeg forsøgte at være en støtte for Ellen og en tryghed for børnene, men jeg må erkende, at min angst for at miste min kone sommetider gjorde det svært for mig at slå til. Det var en utryg tid.

Kræften kom tilbage

Efter et år var faren afblæst. Det troede vi i hvert fald, for Ellen blev erklæret kræftfri, og vi nåede at fejre det med en tur til Grækenland.

Da vi kom hjem, fandt lægerne ud af, at min kone havde kræft i æggestokkene, og denne gang var det endnu mere alvorligt.

Otte måneder senere mistede jeg Ellen, og mine børn mistede deres mor.

Det var svært at forstå. For et øjeblik siden spillede Ellen beachvolley med Anders og Morten på stranden på Kreta, hun svømmede med Anne, og vi var alle lettede og glade. Nu var hun væk.

Denne gang insisterede jeg på at være den tryghed for børnene, som jeg ikke syntes, jeg havde været tidligere. Det hjalp mig, for det gav mig et formål, og på den måde kom jeg gradvist igennem sorgen.

Som tiden gik, blev hverdagen lettere at bære, og en dag stod det klart, at mørket var ved at forsvinde.

Et liv at leve

Jeg var 56 år, og det gik op for mig, at der endnu var meget, jeg skulle nå. Der var oplevelser, jeg havde planlagt med Ellen, men som jeg nu måtte forfølge alene, og der var mine interesser, som jeg ikke havde haft overskud til, da sorgen fyldte.

Jeg havde ingen planer om at få en ny kæreste, men jeg havde til gengæld planer om at se verden med mine børn, være en far, der samlede dem så tit, som de gad, ligesom jeg gerne ville spille tennis igen. Det havde jeg ikke gjort siden min ungdom.

Det forblev ved tanken i næsten 20 år mere, mens jeg lykkedes med mine andre planer: Jeg så mine børn mindst en gang om ugen, og da de alle tre selv blev forældre, fandt jeg glæde i at være bedstefar og have en fast hente-dag i børnehaven.

Da jeg fyldte 75 år, gav min ældste søn mig en ny ketsjer i fødselsdagsgave.

– Det er ikke for sent, sagde han drillende.

Jeg tror ikke, han troede, at det nogensinde ville blive til noget, og det var nok det, der gav mig det sidste skub. Det skal være løgn, tænkte jeg, og så meldte jeg mig ind i min ungdoms tennisklub.

Det var her, jeg mødte Tove igen efter næsten 60 år. Denne gang var det hendes poloshirt, der var rødternet, og hendes hår skinnede nu hvidt mod solen, men smilet var det samme. Let og nysgerrigt, da vi kiggede på hinanden.

– Kan det være sandt? hviskede hun, da vi omfavnede hinanden.

Så meget at dele

Det var virkelig sandt. Tove havde tilbragt 40 år i Paris, indtil hendes franske mand døde. Da havde hun opsagt sin stilling på Danmarks ambassade og var rejst hjem til Danmark, hvor hendes døtre studerede. De var voksne nu, begge dansk gift og med små børn.

– De bor lige om hjørnet, fortalte Tove og slog ud med armene.

Vi havde så meget at fortælle hinanden, og jeg ønskede ikke, at det skulle slutte. Tove var en bedre tennisspiller end mig, og hun tilhørte stadig et andet samfundslag, men verden havde ændret sig. Jeg havde ændret mig. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg ville Tove.

Heldigvis var mine følelser gengældte, og fra den dag var vi uadskillelige.

Vi havde så meget, vi skulle indhente, og jeg forelskede mig i Tove på samme måde, som da vi var unge: Hovedkulds og denne gang uden forbehold.

Denne gang var der ingen, hverken hendes far eller samfundets normer, der skulle stoppe os, og hver eneste morgen, når jeg vågnede og så, at hun lå der ved siden af mig, kunne jeg ikke begribe, at jeg var så heldig.

Efter Ellens død, mere end 20 år forinden, havde jeg ikke troet, at jeg skulle finde kærligheden på ny. Jeg var så taknemmelig.

En anden sorg

Vi fik et år sammen. Et dejligt år, hvor vi mødte hinandens børn og børnebørn og fandt os til rette i hinandens liv, hvor vi skiftevis boede hos hinanden og tog på weekendture til Paris og Hamborg. Og så en dag var det slut.

En morgen vågnede Tove ikke. Jeg kunne ikke vække hende, og på hospitalet fandt lægerne ud af, at hun havde fået en blodprop i hjernen, mens hun sov.

Tove var død. Hun havde formentlig ikke mærket noget, sagde overlægen, som om det gjorde alting godt igen. Det var en lettelse, men den druknede i en overvældende sorg.

Måske var det, fordi det skete så pludseligt, eller fordi vi kun fik så kort tid sammen, at jeg var knust. Mest af alt handlede det om, at Tove var min store kærlighed.

Sorgen over at miste Tove føltes dybere end den sorg, jeg oplevede, da jeg mistede Ellen. Jeg brød mig ikke om at sammenligne dem, men mine børn bragte det op, og de havde ret.

Det betød ikke, at jeg ikke havde elsket deres mor, men måske var det det, de mistænkte. I hvert fald følte jeg deres mishag.

Forsvandt i selvmedlidenhed

Jeg var faldet ned i et hul. Helt bogstaveligt havde jeg nu svært ved at rejse mig fra sengen, hvor jeg havde fundet min elskede livløs nogle måneder forinden. Alting var gråt, og til at begynde med havde jeg brug for at være alene.

Men som tiden gik, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville trækkes op.

Jeg savnede samværet med mine børn, men det var nødt til at være på mine præmisser lidt endnu, for jeg kunne hurtigt gå i opløsning, miste fodfæste, forfalde til selvmedlidenhed og sortsyn, ganske som det er at sørge.

Men mine børn havde ikke plads til de følelser, og jeg følte mig både negligeret og direkte ignoreret i min sorg.

Det virkede koordineret, men det tror jeg egentlig ikke, at det var. Det handlede måske om, at mine børn ikke vidste, hvad Tove havde betydet for mig, også i mine unge år, og at sorgen over at miste deres mor forholdsvis tidligt i deres liv desuden stadig spøgte.

– I var jo kun sammen i et år, mumlede Morten i en sidebemærkning, og jeg kunne se, at han forsøgte at sluge sine ord, men det var for sent.

Hans kommentar var kendetegnende for, hvordan familien opfattede min sorg, og jeg følte mig så alene.

Grebet af barnebarnet

Mine voksne børn evnede ikke at støtte mig, men det gjorde derimod mit barnebarn, Mortens 18-årige datter, Victoria. Hun havde aldrig kendt Ellen, hendes farmor, og det gjorde det måske mindre kompliceret for hende at forholde sig til, at hendes farfars hjerte var knust.

Engang var det mig, der hentede Victoria i børnehaven, men nu hentede hun mig i sine forældres bil, og så kørte vi til stranden og gik ture.

– Jeg forstår dig godt, farfar, sagde hun og gav min hånd et klem.

Og det var egentlig blot det, jeg havde behov for at vide. At omverdenen anerkendte, hvad Tove havde betydet for mig, og hvad tabet nu krævede.

Victoria lod mig fortælle min og Toves kærlighedshistorie, og hun lyttede, som man kan være heldig, at børnebørn sommetider gør.

– Jeg håber, at jeg en dag får lov til at opleve en kærlighed, der er lige så dyb, sagde hun så, og de ord har jeg holdt fast ved, fordi de beskriver mine følelser for Tove.