10-årig Lukas drømmer om at blive den bedste til taekwondo

Hver dag, når Lukas på 10 år kommer hjem fra skole, står den først på lidt læsning, og så er der dømt afslapning inden aftenens taekwondo-træning.

– Lukas træner taekwondo seks dage om ugen på et virkelig højt plan, forklarer Louise.

Hun er sammen med Marck Hansen forældre til Lukas, og han er deres eneste barn.

Da Lukas kom til verden, var han noget undervægtig, men fik hurtigt kæmpet sig op på en aldeles fornuftig vægt, og den kampgejst, han lagde for dagen allerede dengang, holder ved.

– For tre år siden havde jeg ikke kunnet forestille mig det liv, vi lever i dag, siger Louise, 33 år.

Læs også: Cecilie er vokset op med kameler

Vi vil ikke presse ham

– Men det viste sig ret hurtigt, at Lukas vil frem i verden. Han har ambitioner og sætter mål for sig selv, som han kæmper for. Det har vi stor respekt for, og han skal vide, at hans mor og far har hans ryg, uanset hvad han gør og vil i livet.

– Jeg vil hade, hvis han voksede op med en følelse af, at vi har presset ham, siger Louise.

– Vi kan godt støde på folk, som tænker det om os, at vi presser Lukas. Men vi er faktisk meget opmærksomme på ikke at presse ham.

– Jeg dyrkede thaiboksning som barn og som ung på et ret højt plan, og jeg blev pacet på en virkelig dårlig måde af mit bagland. Dét skal min søn ikke opleve, supplerer Marck, 39 år.

Læs også: Selvfølgelig vil vi kæmpe for Tobias - vores hjertebarn

Styr på mor-følelserne

Det var Marck, som foreslog Lukas at prøve taekwondo, efter at han var kørt forbi en klub i Fredericia.

Lukas var kun 6 år og egentlig ikke gammel nok til at starte. Men han fik lov til at være med, og der skulle ikke mange gange til, før både Marck og trænerne kunne se, at det var på kampholdet, den lange, spinkle fyr hørte til.

Som 7-årig deltog Lukas i sin første turnering, hvor han skulle kæmpe mod en modstander på 11 år. Han fik tæsk, og både Marck og Louise var sikre på, at tårerne på hans kind betød ”aldrig mere”.

Men deres søn var bare ked af, at han ikke havde fået point i kampen. Så da han to uger senere blev tilbudt at komme med til en stor turnering i Kaltenkirchen i Tyskland, var han klar. Også selv om man her måtte sparke efter hovedet.

– Det kan godt være lidt voldsomt at se på en gang imellem. Der har været et par gange i årenes løb, hvor jeg har været ved at gribe ind, siger Louise.

– Men hvis vi skal støtte vores søn i at opnå sit mål, så må jeg også holde styr på alle mine mor-følelser.

Læs også: Elsebeths familie blev halveret på tre år

En drøm blev født

Og det var i Tyskland, målet blev sat. For til den turnering var det Lukas Gabriel Hansen, som kunne løfte den store guldpokal over sit hoved.

– Det tændte helt klart en drøm i ham, og vi har besluttet os for, at vi bakker op om den drøm med alt, hvad vi kan. Vi gør det her sammen som familie, siger Marck, som selv træner og underviser i taekwondo på det træningssted i Fredericia, han har startet med en kammerat.

– Vi bruger nok 90 procent af vores fritid på taekwondo, fortæller Louise. – Det er en livsstil, som er mulig, fordi vi kun har Lukas.

Læs også: Jette har stor glæde af plantemad: Sådan hjælper maden mig

Et fint, lille menneske

Louise og Marck ville gerne have haft flere børn. Lukas vil gerne være storebror. Men trods utallige forsøg er det aldrig lykkedes. Tværtimod skulle der 17 aborter til, før parret i 2017 måtte erkende, at Lukas forbliver deres eneste barn.

– Han er nok lidt forkælet. Men det gør vel heller ikke noget, så længe han er et godt menneske, som opfører sig ordentligt.

– Lukas er det fineste, lille menneske. Jeg revner af stolthed, når han til en turnering stopper op og spørger sin modstander, om han er okay. Eller når han inden kampstart lige giver konkurrenten en highfive, siger Louise stolt.

Og det er efterhånden en del turneringer, som den 10-årige kæmper kan skrive på sit cv. I december nappede han en bronzemedalje med hjem fra EM i Spanien.

Læs også: Lotte og Svend går efter drømmene, efter datteren overlevede leukæmi

Vigtige personlige sejre

– Jeg havde håbet på guld, kommer det uden omsvøb fra hans mund.

– Lukas bliver meget skuffet over sig selv, når han ikke vinder, og det er nok den del af sporten, jeg har haft sværest ved – at se ham ked af det, siger Marck.

– Jeg prøver virkelig at lære ham, at de personlige sejre er mindst lige så vigtige som medaljen. Vigtigere.

Læs også: Hanne har fuldtidsjob og er fuldtidsfrivillig: Jeg får tifold igen

Glem ikke barnet

At dyrke sport på et højt plan kræver noget af både barn og voksne. Derfor har familien også ofte samtaler, hvor de beder Lukas mærke efter, om han vil blive ved med et liv, hvor træning fylder mere end legeaftaler.

– Oftest er det os, der skal slå bremsen i for Lukas og sige, at vi holder pause fra træning. Det gjorde vi for eksempel efter EM, hvor træningen op til havde været intens, siger Marck.

– Men også for, at han indimellem husker på bare at være en 9-årig dreng, som deltager i børnefødselsdage med sine skolekammerater, supplerer Louise.

– Han har dog haft kortere perioder, hvor gejsten har været væk, og så er vi nødt til at forventningsafstemme. Det er helt okay for os, hvis træningen bliver skruet ned til et ”hyggeplan”.

Læs også: Laura er ungarbejder på et plejecenter

Klar til OL

– Men hvis Lukas vil blive ved med at deltage i turneringer på det plan, han gør, så skal han også gøre en indsats for det, siger Louise.

– Vi støtter Lukas i at opnå sit mål. Og en gang imellem betyder det også, at han skal have et lille skub bagi af respekt for det, han drømmer om, siger Marck.

– Det er OL-guld, slår Lukas fast.

– Så længe du synes, det er sjovt, er begge forældre enige om.