84-årige Kis Østergaard fra Viborg er en levende legende i gymnastikkens verden. Hun står blandt andet bag stavgangens udbredelse i 1990’erne, og hun har udbredt dansk gymnastikforståelse til så fjernt et land som Japan. Og Kis er såmænd stadig aktiv som gymnastik- og fitnessinstruktør:
– Som jeg plejer at sige, er det de rigtige voksne, jeg underviser. Blandt andet har jeg et superhold, hvor elevernes gennemsnitsalder er 82. Undervisningen er i høj grad fysisk. Det handler om at bevare styrken i musklerne. Ellers havner man let der, hvor man har problemer med at åbne et skruelåg. Men jeg går samtidig op i at dyrke et naturligt og givende fællesskab. Når man har præsteret noget fysisk, får man lyst til at tale med hinanden om det. Præcis som når man har været ude at gå en tur, og man bagefter bliver enige om, hvor dejlig en tur det var, og hvor godt det føles i kroppen, siger Kis.
Men Kis er også højskolemenneske med hud og hår og var i 25 år lærer på Gymnastikhøjskolen ved Viborg – i dag Viborg Idrætshøjskole – med ansvar for uddannelse af de kvindelige gymnastikinstruktører. Og det er en kvinde med højskolens værdier i blodet, der taler, når hun fortæller:
Læs her om danser, sanger og tv-personlighed Thomas Evers Poulsen og hans mor.
– Når mine elever og jeg har gjort gymnastik, får vi en kop kaffe og synger sammen. Måske læser jeg også et lille digt højt. Fællessang er noget helt specielt og betyder utrolig meget. Jeg plejer at sige, at man tænker i takt, når man synger sammen, fordi alle har de samme ord i hovedet samtidig. Bagefter er man klar til en dialog om sangene og den verden, som ordene skaber.
Sang og livsglæde
Glæden ved sangen går dog helt tilbage til barndommen i Hammerum ved Herning. Det samme gør begejstringen for gymnastik og motion:
– Jeg begyndte at gå til gymnastik, da jeg var fem år. Mine brødre, Jens og Niels, og min mor gik også til gymnastik, og det foregik i det lokale missionshus, der som det eneste i landet var indrettet som en gymnastiksal med ribber. Min far var ud over at være landmand også gymnastikleder for et lokalt ”karlehold”.
En dag, da Kis var 10 år, havde hendes far været på gymnastikkursus og kom meget begejstret hjem.
Mød DR-Sportens Josefine Høgh her.
– De havde nemlig sunget til gymnastikken, og det havde han aldrig oplevet før. Han var fuldstændig grebet af den inspirerende fornyelse, husker hun.
– Allerede som 16-årig blev jeg gymnastikunderviser for de fire ældste klasser på Lund Skole. Det skete med hjælp fra min tidligere lærer, lærer Olesen, som jeg var ung pige i huset hos i to et halvt år. Det var her, jeg blev klar over, at jeg ville være gymnastiklærer, fortæller Kis, der fik sin læreruddannelse fra Vejle Småbørnsseminarium i 1961 og i kortere perioder har arbejdet som både efterskolelærer og almindelig folkeskolelærer.
Det vigtige fællesskab
Hendes arbejde i diverse bestyrelser under DGI skal også nævnes. Blandt andet stod hun bag en ægte nyskabelse som medlem af Senioridrætsudvalget:
– I efterårsferien i uge 42 arrangerede vi lejr for bedsteforældre og børnebørn. Her var rollerne byttet om: Det var børnene, der lavede maden, og der var adgang forbudt for bedsteforældre i køkkenet. Børnene var glade, og også for bedsteforældrene var det en stærk oplevelse. Til daglig tænker vi jo, at det går stærkere, når vi selv gør tingene. Men kunsten er at give dem ro og forstå deres måde at gøre tingene på. Og vigtigst af alt må børn aldrig opleve nederlag. Hvis de alligevel gør det, er det os, der ikke har vejledt dem ordentligt.
Gymnastikinstruktøren Vibeke fik en blodprop i hjernen. Læs historien her.
Hvis man fornemmer, at der er en rød tråd i Kis’ liv og gøremål, har man ret. Den gemmer sig sågar i titlen på den splinternye selvbiografi, ”Favntag med fællesskabet”, der er udgivet på forlaget Kahrius, og som Kis har skrevet sammen med journalist Jane Gisselmann.
Netop fællesskab med andre giver efter Kis’ mening næring til både krop og sjæl. Derfor er hun heller ikke vild med vor tids fitnesscentre, hvor folk som oftest træner alene for sig selv.
Familiens midtpunkt
Familien er for Kis en lige så stor kilde til fællesskab som gymnastikken, på trods af at hun aldrig selv har været gift eller fået børn. Hun er i dag hele familiens midt- og samlingspunkt – en rolle, der normalt er forbeholdt bedstemødre.
– Jeg og mine to brødre havde et stærkt sammenhold. Ingen af dem lever i dag, men jeg har haft stor glæde af mine nevøer og niecer, og de har knyttet sig tæt til mig, fortæller hun.
Helt særlige omstændigheder gjorde sig gældende, da hendes bror Niels og hans kone Jenny døde med halvandet års mellemrum, da deres fire børn var unge.
– Først døde Jenny af kræft på sin fødselsdag. Halvandet år senere døde Niels ligeledes på sin fødselsdag, som var 1. juledag. Han var i færd med at læse højt af ”Peters jul”, da det skete.
Det betød i første omgang, at Kis fik en slags forældrerolle for de tre nevøer og niecen. Og i dag er hun det samlende omdrejningspunkt, ikke blot for begge brødrenes børn og partnere og hele den efterfølgende generation af i alt 13 børnebørn plus et par oldebørn.
Mød Marie, der danser linedance gennem livet.
Kis’ sommerhus i Højslev, som hun har haft i 50 år, og hvor billederne på disse sider er taget, er centrum for mange af familieaktiviteterne.
– Her samles vi hvert år den 23. juli, som var min svigerindes fødsels- og dødsdag. Familien ligger i telt og bor i campingvogne omkring sommerhuset, og vi griller og hygger os. Det er også her, børnebørnene hele livet er kommet på forældrefri ferie eller ”bedstemorlejr”, som de selv kalder det. Så har vi leget lege, hvor børnene blandt andet har klatret i træer, dystet mod hinanden parvis og lært at samarbejde. Og vi har lavet mad over bålet, hvor de har bestemt menuen.
Kis har selv støbt fliserne i sommerhuset. De er alle nummererede og forsynet med dato. De enorme mængder af brænde har hun også selv kløvet og stablet. Og i det hele taget sørger hun for at holde sig i form:
– Led og muskler skulle jo gerne blive ved med at fungere. Jeg løber i halvanden til to timer hver dag. Derudover cykler jeg på min mountainbike for at bevare styrken i benene, siger Kis.
