Revyen, som opererer med mange og lynhurtige kostumeskift, og hvor forestillingens sidste brikker ofte først kommer på plads lige før premieren, er en genre, hvor der jævnligt opstår koks i kulissen, og menneskelige smuttere kan forekomme. Men faktisk er et enkelt kostumeskift nok til at skabe kludder i kludene, hvilket følgende historie fra 58-årige Anne Karin Broberg beviser:
– I årene 2012-14 var jeg syngepige i Bakkens Hvile. Det var tre fantastiske sæsoner, som én gang for alle fjernede min nervøsitet ved at stå på en scene. Vi var jo en flok modne kvinder, der hver aften præsterede at få såvel ældre som yngre til at klappe og huje. Jeg fandt i den grad min indre bakkesangerinde i de år. Men Bakkens Hvile er også et helt specielt hjørne af showbiz med et hav af traditioner og ritualer. Blandt andet er der hver aften én pause i showet. Den bruger pigerne til at skifte til noget endnu flottere tøj end det, de har haft på i den første afdeling.
– En aften lige efter pausen kom Tina Grunwald svansende ind i en spektakulær kjole med en nedringet corsage og masser af vidde og tyl. Hun gik i gang med at synge, og Dot Wessmann og jeg var ikke sene til at opdage, at der var en detalje ved kjolen, som ikke var udtænkt i designerens værksted. Der hang nemlig en bh på den. Og det var min.
– Vi var ved at dø af grin. Men selv om stemningen på stedet er kendt for at være munter og lidt fræk, besluttede Dot sig alligevel for at tage affære. Hun rejste sig fra sin stol, foretog et par små, sidelæns dansetrin over i Tinas retning og fjernede fremmedlegemet med et snuptag. Det skete med en rap bemærkning og et undskyldende grin ud mod publikum, og manøvren affødte da også spredte grin blandt tilskuerne. Bh’ens spontane udflugt endte på en af de hylder ude i siden af scenen, hvor syngepigerne får serveret deres drinks, når nogen fra publikum giver en omgang. Der lå den lige så nydeligt og blomstrede mellem glassene resten af aftenen, husker Anne Karin.
Vilde med Anne-Mette
Anne Karin har altid kunnet få sin omgangskreds til at grine. Og allerede som ung sangerinde fik hun tilbud om at spille revy, men takkede nej.
Oplev Anne Karin folde sig ud med Familie Journals musikjournalist.
– På et tidspunkt fik jeg imidlertid et almindeligt kontorjob i a-kassen Ase, og ved juletid medvirkede jeg i deres julerevy og tænkte ved mig selv: ”Det her er jeg god til.” Så da jeg på et tidspunkt mødte Flemming Krøll fra Nykøbing F. Revyen, meddelte jeg ham, at jeg var klar til at prøve kræfter med revyen, hvis han kunne bruge mig.
– Det kunne han i 1987. Men min karrieres måske mest lærerige sceneoplevelse havde jeg i Nykøbing F. i 2009. Her havde jeg et nummer, hvor jeg parodierede den daværende statsministerfrue, Anne-Mette Fogh Rasmussen. Og anledningen var faktisk den brevkasse om børn og børneopdragelse, hun en overgang havde i Familie Journal. Nogle af hendes svar til læserne var blevet endevendt og kritiseret i nyhedsmedierne, og vi havde dermed et oplagt udgangspunkt for et revynummer. Men jeg havde mere end svært ved at knække koden: Til premieren sad der 600 mennesker i salen, og der var kun enkelte sporadiske grin undervejs.
Læs også om den slagfærdige revydame Hanne Hedelund
– Jeg var nogle dage om at finde ud af, hvad der var galt: Sagen var, at publikum rigtig godt kunne lide statsministerfruen og simpelthen syntes, parodien var for grov. Og ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se, at jeg fra begyndelsen havde glemt den sødme og glæde, der i den grad er en del af hendes væsen. Jeg malede med en for hård pensel, og når jeg nåede til nummerets slaglinje ”jeg gider ikke høre om det”, som var Anne-Mettes kommentar til pressens kritik, kom det til at lyde for hårdt og insisterende. Jeg arbejdede med det i 14 dage, inden det lykkedes mig at give udsagnet den rette, glade og uskyldige klang. Nu var tilskuerne til gengæld begejstrede og klappede efter hver pointe.
Kollektivt frelsergrin
Som alle andre revykunstnere har Anne Karin naturligvis prøvet at stå foran sit publikum og have svært ved selv at holde masken.
Polle fra Snave kan også spille revy. Læs her.
– I Jacob Morilds julekabaret ”På loftet sidder krisen” i 2009 på Café Liva var holdet i et nummer klædt ud som Frelsens Hær-soldater med halstørklæder og kasketter. Vi sang om den himmelske kærlighed og lagde meget fromt ud, men bevægede os efterhånden i den lumre retning, og teksten tog stadig værre drejninger. Vi endte et sted, hvor vi kun behøvede at kigge på hinanden for at komme til at grine. Det er den eneste gang, jeg har oplevet, at et helt hold er knækket sammen af grin.
– Publikum gjorde selvfølgelig det samme, og i sådan en situation må man bare kaste håndklædet i ringen. Når den slags opstår, opstår det. Og det er vidunderligt, når det sker.
– Til gengæld har jeg den klare holdning, at det er en uskik at dyrke det og bevidst hyle sine medspillere ud af den og gøre en sport ud af at få dem til at grine på scenen. Især før i tiden har jeg oplevet kolleger muntre sig på den måde, og der må jeg sige fra. Humor er en alvorlig sag. Vi skuespillere er der for at give publikum en oplevelse. De har betalt entré, og det er dem og ikke os, der skal grine, fastslår Anne Karin Broberg.
Kirsten Siggaard har også boltret sig i både dansktop, Melodi Grand Prix og revy. Læs om hende her.
