Laura på 15 er en smuk og smilende pige.
Hun bor i Broager og skal efter sommerferien på idrætsefterskole. Hun er glad for sin hverdag og sin familie, og det er svært at forstå, at for mindre end et år siden havde anoreksi i en sådan grad, at hun nærmest var i livsfare.
Det er en fortid, det slet ikke er sjovt at skulle genopfriske, men Laura og hendes mor Malene Larsen er klar til at fortælle historien af én eneste grund: de vil gerne kunne hjælpe andre.
– Jeg er der for dem, hvis nogen har brug for at snakke med mig. Kan jeg hjælpe bare én eneste, vil jeg være glad, siger Laura.
Laura var nede på at veje 38 kilo, og hendes puls var det halve af, hvad den burde være. Fingre og tæer begyndte at blive blå på grund af dårligt blodomløb. Hun var bleg, knoglerne trådte frem og tandkødet begyndte at bløde. Hun var indlagt på sygehus, og hun var på grænsen til at skulle have sondemad.
Hun blev på et tidspunkt så formørket og trist, at selvmord var inde i hendes overvejelser.
Læs også: Mor og teenagebørn kom ud af krisen
Løb 13 kilometer hver dag
Laura var en pige som så mange andre, men noget gik galt.
Hun løb meget og havde gennemført flere halvmaratoner. Når hun tænker tilbage i dag, kan hun godt se, at hun måske ikke kun løb, fordi hun kunne lide det. Hun løb også fra noget i sig selv.
Laura løb 13 kilometer om dagen, og hun spiste lige lidt nok. Da hun fik en knæskade, gik det galt. Hun kunne en periode ikke løbe og blev bange for, at hun så ville tage på. Det var ved juletid 2013, og selv julemaden kunne ikke friste hende. Og så kom 2014 og det barske halve år.
– Jeg var meget bange. Kiloene raslede af Laura, og jeg kunne ikke se nogen vej ud. Hvad skulle jeg stille op? Det var som en ond drøm, siger Malene.
Laura snød
Laura kom i ambulant behandling og skulle følge en kostplan. Hendes mor tog fri fra arbejde for at overvåge hende, men Laura snød hende, når hun kunne komme til det.
Det endte med indlæggelse, og her var der meget fokus på kost. Laura skulle spise, og så kunne hun få psykologsamtaler bagefter. Mor og datter mener, at det burde have været omvendt.
På sygehuset skulle Laura holde sig i ro, men i stedet løb hun på trapper og hoppede inde på stuen for at tabe sig. Hun var inde i en negativ spiral, og hun ville i virkeligheden ikke leve mere, siger hun i dag.
Familien aftalte tid hos en psykolog. Han ville som den første slet ikke snakke med Malene om mad og spiseforstyrrelse. Han ville, at de skulle snakke om hende og hendes liv.
– Pludselig var der ikke fokus på mad og kostplaner, men på mig. Og pludselig kunne jeg se sygdommen udefra, siger Laura.
Nu kunne Laura sætte sig mål, og hvor hun før havde kæmpet for at tabe sig, kæmpede hun nu for at tage på. Og kampen lykkedes.
Malene har et godt råd til andre forældre i samme situation: – Snak med andre om det, for vi har alle erfaringer, vi kan give videre. Og husk så, at det ikke kun handler om kostplaner, det handler derimod om at finde ud af, hvad baggrunden er. Så kan der løses op.
