Kære Puk
Kender du det, når tankerne bare kører i ring, og man ikke kan finde hoved og hale i sit liv og sine bekymringer?
Sådan har jeg det lige nu, og jeg ved slet ikke, om jeg har grund til at bekymre mig. For at forklare må jeg nok begynde med begyndelsen.
Jeg er 45 år, gift og har tre børn i skolealderen. Vi bor i en lille landsby, og jeg har et godt job. Min mand og jeg har været sammen i 17 år, og det går, som det vel ofte gør i parforhold, op og ned. Den seneste tid har været en svær og uglad periode, synes jeg.
Min mand har mistet sit job efter en længere sygdomsperiode. Det har været tungt, og for at få ham lidt ud af huset anskaffede vi os en lille hundehvalp.
Min mand er meget glad for hunde og lyste også vældigt op, da det nye familiemedlem ankom. Det har hjulpet ham meget. Han går ture med hunden flere gange om dagen, har selskab, når vi andre er ude af huset, og han elsker den hund.
Nu er der så bare lige det, at jeg synes, han er blevet lidt for glad...
Lidt længere nede ad vejen bor en kvinde på vores alder. Hun er lige blevet skilt, og vi har børn i samme klasse. Hun er enormt sød, desværre, og hun er faktisk også ret pæn.
Hun har også mistet sit job og gæt, hvad hun har anskaffet sig − en hundehvalp. Nu går hun og min mand ture hver dag.
De bruger rigtig meget tid sammen, og jeg kan se, at de griner og hygger sig. Jeg synes, min mand er blevet fjern, og somme tider om aftenen tager han hunden og siger, at han lige går en tur.
Jeg har ikke spurgt ham direkte, om jeg har grund til at være bekymret over det ”venskab,” han har med den anden kvinde, men det driver mig til vanvid at tænke på det.
Han er gået fra et være nærmest depressiv til at være en fjollet tosse, der fiser rundt med den hund hele tiden.
Hvad gør jeg? Skal jeg konfrontere ham? Skal jeg konfrontere hende? Jeg har mest lyst til at sætte den hund ind i bilen og sætte den af på en mark 100 km herfra og håbe, at den aldrig finder hjem. Bare rolig, det gør jeg selvfølgelig ikke. Men jeg er desperat. Er min familie ved at gå i opløsning?
Kære Den fortvivlede
Det er da også pokkers, nu fik du lige løst det ene problem, og så opstår der et andet.
Det var ikke efter planen, kan jeg godt se. Men rolig nu, lad os se på, hvad der er konkret, og hvad der er tankemylder.
Din mand og denne kvinde går ture sammen, det er facts. Han er blevet gladere og lidt mere fjollet, det ved vi også med sikkerhed, men resten er bare gisninger.
Det kan godt være, din mand har et lille crush (en lille forelskelse) i kvinden. Som du skriver, er hun både sød og pæn, og så har hun tid. Det er sandsynligt, at han er blevet betaget af hende. Vi kommer alle sammen ud for at blive betaget af et andet menneske på et tidspunkt − også vi, der er i et fast forhold. Det behøver ikke betyde, at han er dig utro. Hvis man er forelsket, bliver man en smule skør og glemmer virkeligheden.
Det er på tide, at du giver ham et lille realitetstjek. Han skal lige rystes ud af den boble, han befinder sig i.
Tag en fridag. Sig til din mand, at du gerne vil med på næste gåtur sammen med kvinden og de to hvalpe. Han skal lige se jer to sammen. På den måde kiler vi virkeligheden ind mellem ham og drømmen.
Jeg synes ikke, du skal anklage ham for noget. Ikke på det her tidspunkt. Hvis man som din mand har været langt nede, og livet har været rigtig svært, så spejder man efter den nærmeste bøje og svømmer ud mod den for ikke at drukne. Hun er måske den bøje. Hun har måske været det lys, han kunne pejle efter i en mørk tid, og nu kan det være, at han forveksler hende med kærlighed. Han skal bare vækkes.
Hvis du anklager ham for alt muligt lige nu, så tror jeg, at han vil tage afstand til dig.
Hvis det var mig, der var i din situation, ville jeg langsomt, men sikkert, vende min mands opmærksomhed hen mod mig igen. Gør noget sammen, som I begge godt kan lide.
Gå med på turen med hunden. Træk ham tilbage til dig. Selv om man har været sammen længe og måske har papir på hinanden, så er det at pleje et forhold et stort arbejde. Stol på dig selv. Du og din mand har en lang historie sammen. Hiv ham hjem, hvor han hører til.
