Cecilie Udklit Sørensen var omkring 10 år, da hun stoppede med at gro. Hun målte da 142 centimeter.
– I begyndelsen betød det ikke så meget, men efterhånden voksede kammeraterne fra mig i højden. Men de hverken drillede eller mobbede mig. Det skete først, da jeg skiftede skole. Så kom chikanerierne. Ordet ”dværg”, som specielt de ældre drenge kaldte mig, klinger stadig uhyggelig negativt i mine ører.
Hun vidste, at der ventede hende og hendes familie meget store udfordringer, da hun havde besluttede sig for at få en benforlængelse. Men hun var klar til at tage kampen op.
En hård benforlængelse
Cecilie fik opereret et ben ad gangen. Først venstre lår og derefter det højre lår. Hefter gik man i gang med skinnebenet på først venstre og så højre ben.
– Det ene ben groede hurtigere sammen end forventet. Derfor satte de mig op til at forlænge fem gange i døgnet. Det var mere, end mit venstre ben, som var det første, der blev opereret, kunne klare. Det låste sig simpelthen fast, så jeg ikke kunne strække det ud. Derfor måtte jeg til fysiurgisk behandling hver dag i halvanden måned. Desuden skulle Mikkel presse mit knæ ned. Det gjorde virkelig ondt.
Læs også om Konrad, der er født med et kortere ben og er i behandling for at få det forlænget
Udfordringerne gjorde, at Cecilie på et tidspunkt næsten ikke kunne klare mere.
– Jeg indrømmer gerne, at jeg efter en operation havde det så dårligt, at jeg var klar til at stoppe. Men det var selvfølgelig ikke en mulighed, fordi mit ene ben så ville være fire centimeter kortere end det andet.
Kunne eksplodere af lykke
– Men, siger Cecilie, som i dag er 22 år, – nu er jeg ude på ”den anden side.” Og uden meget stor støtte fra min kæreste, Mikkel, og mine forældre var jeg ikke kommet så godt igennem, som jeg er, siger Cecilie, der er ved at ”lære at gå igen”, som hun udtrykker det.
– Det varer ikke længe, før krykkerne også kommer på pension. Til sommer har jeg lagt hele forløbet bag mig. Og det skal fejres. Mikkel og jeg har planlagt en luksusferie til Tyrkiet, hvor vi bare skal nyde hinanden og lægge planer for fremtiden.
– Så skal jeg nok passe på med ikke at eksplodere af lykke, siger Cecilie med et varmt smil.
Læs hele Cecilies historie og alt om det hårde forløb i denne uges Familie Journal.
