Bodils svigerdatter er helt enestående

Mandag, 27. juli 2009
af Radaktionen
Bodil har været vild med sin svigerdatter fra første gang hun mødte hende. Men det er også svært ikke at holde af Malene, for hun er der altid for andre og en rigtig problemknuser
Af Jacob Ljørring
Af Jacob Ljørring

Hver aften ringer Bodil Jensens svigerdatter, Malene Lundsgaard for at fortælle Bodil, at hendes barnebarn har det godt. Han er soldat i Afghanistan. I Bodils øjne er Malene ikke blot den bedste svigerdatter, man kan tænke sig, men også det mest betænksomme menneske, hun nogen sinde har mødt

Bodils svigerdatter er helt enestående

Et menneske uden svig
Brevet, Bodil skrev til Familie Journal, er ganske enkelt et veritabelt katalog over gode gerninger - et rørende signalement af et menneske uden svig. Da vi sidder over kaffen flyder lovprisningerne i en lind strøm fra Bodils mund. Malene nøjes med beskedent at indskyde, at hun har gået i en god skole hos svigermor, når det drejer sig om medmenneskelig omsorg. - Hun er mit forbillede, siger svigerdatter, hvorpå det er Bodils tur til at slå blikket ned. Men Malene vil dog godt vedgå, at hun er født med et grundlæggende positivt menneskesyn, der byder hende at hjælpe andre mennesker.

En perlerække af gode gerninger
Ikke blot arbejder Malene på fuld tid og tager sig af huset derhjemme. Så ofte som overhovedet muligt, pusler hun også om sin alzheimerplagede mor på plejehjemmet. - Og hvem tror I dukker op med en buket i utide? Hvem holder vidunderlige juleaftener for hele familien? Hvem bruger flere aftener på ungdomsklubben og lørdage og søndage på at styre ungernes rollespil? Hvem syr de yndigste dragter og fastelavnstøj til familiens yngste? Hvem har overskud til at være barnepige? Hvem finder på smukke, fantasifulde gaver? Hvem maler sin søns lejlighed og køber ny seng til ham? spørger en efterhånden noget forpustet Bodil og svarer selv.

Læsser sorger af på hinanden
Jeg har været glad for den pige fra første færd - fra selve det øjeblik, Steen for første gang præsenterede hende for familien. Vågner jeg op og er trist til mode, er det sjældent min mand, jeg betror mig til. I stedet ringer jeg Malene op og beder om et godt råd. Og jeg har endnu aldrig været ude for, at hun ikke fandt en løsning på selv det mest indviklede problem. Det er hende, jeg læsser alle mine sorger af på. Og jeg tror faktisk, at det også er omvendt. Jo, Malene er en enestående svigerdatter og det bedste menneske, jeg nogen sinde har mødt. Jeg begriber ikke, hvor hun får al den godhed fra. Der kan kun være én forklaring. - Hun må nedstamme i lige linje fra Jomfru Maria! fastslår Bodil.

Af Ole V. Hansen

Hjælp os med at finde Danmarks bedste svigerdatter!

Læs også:
Ingen klynk trods piskesmæld

Britt er limen i vores familie