Kære Puk
Hermed et brev fra en mor, som har et problem, der dog måske er et lille et.
Min datter på 54 år har fået en vane, som for mig at høre er forkert.
Hun har påtaget sig et grin, efter at hun har fortalt et eller andet − og også når hun svarer på noget.
Kan du forestille dig, hvordan det lyder?
Er det kun mig, der synes, det er helt forkert?
Kan jeg godt tillade mig at sige noget til hende?
Hvis ja, kan du så råde mig til, hvordan jeg gør det på en pæn måde?
Er jeg blevet for gammel?
Bruges det nu til dags?
Vi har ellers et godt forhold til hinanden.
En gammel mor
Kære En gammel mor
Næ, mig bekendt er det ikke ny mode at grine, hver gang man har sagt noget.
Det lyder måske som en lidt nervøs vane?
Er din datter i en usikker periode?
Har hun det svært med sig selv?
Jeg synes sagtens, du kan sige det til hende. Det er ikke sikkert, at hun er klar over, at hun gør det.
Du siger såmænd bare, at du har lagt mærke til, at hun er begyndt at grine efter hver sætning, og at grinet sender nogle forvirrende signaler.
Vi skal ikke være så bange for at tage de her samtaler. De er ikke så farlige.
Det behøver slet ikke at foregå i en anklagende tone, og hvis grinet irriterer og forundrer dig, er der sikkert andre, der har det på samme måde.
Derfor kan det være rigtig godt for din datter at blive gjort opmærksom på sin vane.
Og mens I er i gang med at tale, kan du spørge til hendes velbefindende. Find ud af, om der er noget, der presser hende for tiden.
Det er helt i orden, og jeg ser det som omsorg for din datter.
Bedste hilsner fra Puk
