Brev til Puk Elgård: Hun viste mig et billede fra og af min mand...

Fredag, 2. februar 2018
Af redaktionen. Ill. Birgitte Ahlmann.
Hvad gør man, når man bliver præsenteret for et billede af sin mands kønsorgan - af kvinden, han har sendt det til? Det svarer Puk Elgård kort og kontant på.
Illustration af kvinde der kigger på sin telefon til Puk Elgårds brevkasse

Kære Puk

Den her situation magter jeg ikke at dele med nogen af mine nærmeste. Men jeg må jo bare tage mig sammen og fortælle lige ud af posen.

Jeg er gift med en mand, som jeg indtil for kort tid siden troede, jeg havde et lykkeligt forhold til.

Vi har været sammen i tre år nu, har ingen børn, men det havde jeg indtil nu dog forestillet mig, at vi skulle have.

Jeg får kvalme helt ud i hårrødderne, når jeg skal fortælle det her.

Jeg var til julefrokost i firmaet, hvor både min mand og jeg arbejder.

Det var faktisk til en julefrokost for tre år siden, vi mødte hinanden.

Vi er ikke i samme afdeling, så vi ser ikke hinanden i det daglige, medmindre vi støder ind i hinanden i kantinen eller aftaler at mødes. Det er et meget stort hus, vi arbejder i.

Tidligere brev til Puk Elgård: Er bange for, at min mand er tiltrukket af vores au pair

Men altså ved den seneste julefrokost sad jeg ved et bord med en kvinde fra den afdeling, min mand arbejder i.

Hun blev fuld, og jeg kunne godt fornemme, at hun ville mig noget.

Hun rykkede på et tidspunkt hen ved siden af mig og fortalte mig så, at min mand har lagt an på hende.

Først slog jeg det bare hen, for jeg ved godt, at han er den flirtende type, men han mener ikke så meget med det.

Det troede jeg i hvert fald ikke.

Det endte med, at hun tog sin telefon frem og viste mig et billede af det, hun fortæller mig, er min mands kønsorganer.

Der var ikke ansigt på billedet, men efter tre år sammen genkendte jeg det, jeg så, og at det var sendt fra hans nummer.

Jeg styrtede ud og tog en taxa hjem til mine forældre.

Min mand ringede senere og spurgte, hvor jeg var.

Jeg råbte bare til ham, at det er slut, og at jeg hader ham.

Dagen efter fik han fat i mig igen, og jeg fortalte ham, at jeg aldrig vil se ham igen, og at han selv må regne ud hvorfor.

Nu er der gået en uge, og det kører rundt i mit system.

Jeg har ikke fortalt ham, at jeg har set det billede. Det er simpelthen for pinligt, og jeg kan ikke tale om det.

Hvorfor gør mænd sådan noget?

Hvordan kan jeg tage sådan fejl af den mand, jeg troede, jeg skulle dele mit liv med?

Hvordan skal jeg dog få denne ækle oplevelse og store skuffelse ud af mit system igen?

Den sønderknuste

Kære Den sønderknuste

Sikke dog en idiot!

Om jeg fatter, hvorfor mænd sender billeder af deres kønsorganer.

Det må jo være, fordi de mener, det er det bedste, de har at komme med.

Det er vist i øvrigt mere almindeligt at sende den slags fotos, end vi går og tror.

Læs også: Jeg frygter hans utroskab til julefrokosten

Den torsk skal ud af dit liv.

Ja, undskyld, at jeg for en gangs skyld vælger at se temmelig unuanceret på problemet.

Men du har ingen børn med ham, og han fortjener ikke din kærlighed.

Han er umoden og tarvelig og er gået bag din ryg.

Hvis ikke du magter at fortælle ham, hvad du så til julefrokosten, så lad være. Han burde nok kunne lægge to og to sammen.

Den bedste måde at spå om fremtiden på er ved at se på fortiden, og en type som ham kunne finde på at gøre det igen.

Ud med ham.

Vær lykkelig for, at du fandt ud af det, før du stod med tre unger og et tyndslidt nervesystem.

Når du har slikket dine sår, venter en ny og spændende mand på dig.

Held og lykke og stort kram fra Puk