Kære Puk
Min mand blev født den 23. december 1948 og kan derfor fejre 70-års fødselsdag lillejuleaften i 2018. Siden vi fik vores tre drenge, har vi ikke rigtigt fejret hans fødselsdag.
De første mange år kom vores forældre på besøg den aften, hvor vi julede så meget som muligt med f.eks. risengrød til aftensmad skyllet ned med hvidtøl. Og bagefter legede vi voksne med drengene og læste julehistorier højt for dem, til de drattede omkuld, mætte og trætte.
Da drengene blev ældre og siden flyttede hjemmefra, fortsatte vi traditionen, dog med andre aktiviteter efter risengrøden og måske også en skarp eller to til aftenkaffen. Min mands fødselsdag blev kun markeret ved morgenmaden med fødselsdagssang og hurra. Ingen gaver.
Sådan ønskede han det selv, for dagen efter var det jo juleaften.
Læs også: Egoistisk at rejse alene med min søn?
Netop juleaften har vi også i alle årene gjort meget ud af.
Vi har hvert år samlet alle i familien, der havde lyst, hos os til en traditionel juleaften med masser af mad og drikke, knas og julegaver.
En aften, som vi alle nød, selv om jeg også må erkende, at det var noget af et arbejde at sørge for mad m.m. til de mange familiemedlemmer, vi med årene kunne samle.
1. juledag har der så stået opvask og oprydning på programmet hjemme hos os, hvorefter 2. juledag bød på julefrokost hos andre familiemedlemmer.
Sådan har vi holdt traditionerne i hævd i snart 40 år, men nu agter min mand og jeg at bryde med traditionerne, og det har desværre givet lidt uro i familien.
For da vi ville vide, hvem vi kan regne med til lillejuleaften og juleaften i år, gjorde vi det samtidig klart, at det er sidste gang. Nu må andre tage over − og i øvrigt er min mand og jeg ikke hjemme hen over jul og nytår i 2018/2019.
Tidligere brev til Puk Elgård: Jeg hader alt det, der følger med julen
Hans 70-års fødselsdag skal fejres i Australien, og vi skal være væk i to måneder.Det er min fødselsdagsgave til ham for alle de år, hvor han er blevet ”glemt” på grund af julen. Jeg tror, at både sønner og svigerdøtre forstår os, men jeg fornemmer også, at de føler sig svigtet.
Vores yngste søn på 32 år kom forbi og spurgte, hvorfor vi ikke tog på en kortere ferie knap så langt væk og så inviterede den nærmeste familie med. Uden at tøve svarede jeg, at hans far og jeg i mange år har drømt om at opleve Australien, før vi forlader denne verden. Så nu skal det være.
Det fik ham til at græde. For da gik det op for ham, at vi, hans forældre, ikke bliver yngre – jeg fylder selv 70 år i 2019 – og ikke lever evigt.
Jeg holdt om ham, og vi talte om liv, død, drømme og traditioner, før han tog hjem og efterlod mig med spørgsmålet: Er det ikke i orden i forhold til alt og alle, at vi tager på den rejse? Jeg håber, du kan og vil svare – eller i hvert fald kommentere mit brev.
S.E.J.
Kære S.E.J.
Åh, ja, når livets alvor og barske realiteter går op for en, og man fatter, at ingen lever evigt, så er det som at få en stor kølle lige i panden. Men sådan er det jo. Det er stensikkert for os alle. Vi har en udløbsdato.
Det må din søn lige så vel som alle vi andre affinde os med. For at svare helt kort på dit spørgsmål, om det er i orden, at du og din mand tager af sted, så skal der herfra lyde et højt og rungende nifoldigt: ”YES!” Det er 100 procent i orden.
Læs også: Juletraditioner vi har glemt
Jeg kan da godt forstå, at de vrider sig lidt i din familie. Serviceniveauet har været ret højt de seneste 40 år, du har forkælet dem alle, og I har virkelig hygget jer, men det glæder mig meget, at du og din mand nu tager en tur for jer selv.
Din mand skal da fejres, og ud over at være forældre, svigerforældre, bedsteforældre, og hvilke andre familiære titler I har, så er I også ægtefolk. Ægteskabet skal plejes, og det bliver skønt for jer at opleve verden, bare dig og ham. Slip den dårlige samvittighed, og glæd dig til jeres rejse og forestående eventyr.
Glædelig jul og godt nytår.
De bedste hilsner fra Puk
