Min mor på 93 år har holdt Familie Journal i hele sit voksenliv til stor glæde for os begge, for jeg ”arver” bladene.
Jeg er en ”udbrændt” kvinde (fra 1950), der i den grad har stået forrest i rækken af hjælpsomme kvinder, som har haft svært ved at sige nej, men meget gerne ”det skal du da ikke tænke på. Det klarer jeg.”
I dag er det stadig en del af mig at være hjælpsom, men mit problem tidligere var, at jeg ikke var i stand til at finde den rigtige balance. Jeg ville så gerne hjælpe for at være god nok, få ros, blive elsket m.m., og det sled mere, end godt var.
Læs også: Puks brevkasse: Hvordan får jeg mit frirum tilbage?
Da jeg var midt i 40'erne og allermest stresset/udbrændt, gav min krop op. Jeg kom på hospitalet, hvor jeg blev madet, liftet ud og ind af sengen og blev efter et par måneder hjemsendt med kørestol, fik hjemmehjælp, madudbringning m.m. Jeg var dengang alenemor med to drenge, hvoraf den yngste har adhd. Jeg fik tilkendt pension, og langsomt fik jeg kræfterne igen, kom ud af kørestolen og efter godt et halvt år var jeg nogenlunde selvhjulpen.
Da jeg igen følte mig ”på toppen”, frasagde jeg mig pensionen, for selvfølgelig skulle jeg arbejde igen. Men efter nogle år begyndte kroppen igen at sige fra, og da lyttede jeg. Jeg kom i fleksjob, indtil jeg kunne gå på pension.
Årene siden er brugt på oprydning i det, jeg havde samlet i rygsækken, blandt andet en svær livsangst og traumer fra barndommen. Hårdt og intenst arbejde, men det har bragt mig til et godt liv i dag, hvor jeg glæder mig over det, jeg kan, og lever så langt som muligt efter ”glæde løfter, sorger tynger.”
Mit blodtryk og et højt kolesterol er nu nede på normalen for min alder. Ligeledes er en konstant indre uro, hjertebanken, migræneanfald, hyppige infektioner m.m. forsvundet, og mine søvnproblemer gennem det meste af mit liv er i bedring. Jeg bliver dog stadig hurtigt træt, hvis jeg ikke passer på mig selv og har en god planlægning, og jeg har hukommelsesproblemer, svimmelhed og ufrivillige rystelser, som forstærkes, hvis jeg er under pres.
Læs også: Brev til Puk: Nu er det mig, der får al opmærksomheden
Mit liv skal derfor være meget enkelt, roligt og overskueligt. Jeg undgår alt, hvad der presser/stresser mig, og har lært, at nej er et godt og positivt ord, når jeg har brug for at tage kærlig hånd om mig selv. Det har været svært for omgivelserne at forstå forandringen, men jo mere åben, jeg er om mine nej'er, jo mere er der en begyndende accept.
Det har været en kamp at lære at elske mig selv højt nok til at forandre så meget, at jeg nu tør være mig selv med alt, hvad det indebærer. Vores krop og psyke skal gerne holde hele livet, og derfor er det vigtigt, at vi lærer at lytte, når den siger ”stop” eller ”gear ned.” Hellere et nej for meget end et nej for lidt. Det er vigtigt, at vi tager kærlig hånd om os selv og finder vores egen vej, uanset hvad andre mener. Der er plads til os alle, hvis vi er rummelige.
Det blev et længere brev, men mit forløb viser, hvor galt det kan gå, fordi jeg ikke lyttede til min krops signaler i tide. Jeg ved, at du lytter til faresignalerne og passer på dig selv, og jeg siger tak, hvis du bringer mit brev, så andre forhåbentlig tager ved lære og ikke kommer for langt ud.
Også tak, fordi du er så ærlig om dit eget liv, og fordi du er med til at gøre en forskel for andre mennesker ved at være den, du er. Jeg nyder at læse dine kloge og medmenneskelige svar samt at se din naturlighed og varme i alt, hvad du ellers beskæftiger dig med.
Hanne
Læs også: Puks brevkasse: Venskaber består - eller forgår
Kære Hanne.
Jeg kender det godt. Når først proppen er af, så flyder det med ord. Det er hyggeligt at tænke på, at det ene ord tog det andet, mens jeg var i dine tanker, og der er noget fint i at dele erfaringer, som du gør her. Jeg mener, det er vores fornemste opgave i den sene del af livet at dele de op- og nedture, livet kan give, så andre ser, at det er muligt at overkomme de forhindringer, et menneskeliv byder på. Så tak, fordi du deler.
Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Familie og venner vil ikke anerkende mit nye navn
Det er inspirerende at læse, hvordan du har fundet kræfter til at kæmpe dig tilbage i tilværelsen. Og du har fuldstændig ret i, at det kræver meget træning at sige NEJ. Nej er langt sværere end JA.
Din pointe om at stoppe, før det er for sent, er meget vigtig, og her vil jeg knytte en kommentar om, at det også er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at tage faresignalerne alvorligt.
På min arbejdsplads er der en ung pige, som ikke kender signalerne på stress og udbrændthed, men tror, det er nok lige at tage en eftermiddag fri og derefter køre i samme høje tempo, til filmen knækker. I sådanne tilfælde skal vi, som har erfaringen, træde til og guide vores medmennesker, så de kan forstå alvoren i den situation, de befinder sig i.
Læs også: Brev til Puk: Unge i dag har måske mere travlt end nødvendigt
Tak for de varme ord, du afslutter din mail med. De gør mig glad og stolt. Hils din mor, og tak hende fra mine kolleger og mig, fordi hun har læst Familie Journal i så mange år. Jeg ved, det giver energi til alle på bladet, at det lykkes at fastholde de trofaste læsere.
Mange varme hilsner fra Puk
Læs også: En læser spørger Puk: Svarer du alle?
