Jeg skriver til dig i al hemmelighed, fordi jeg skammer mig lidt over mit problem, som jeg godt ved ikke er et problem – og hvordan hænger det så sammen?
Jeg har én søn, mit eneste barn, som jeg har været alene med, siden han var fire år. Det er gået godt. Det har selvfølgelig været hårdt indimellem, men vi har klaret det.
Nu er han blevet 21 år og skal flytte hjemmefra. Skal er måske ikke det rigtige ord, for han må meget, meget, meget gerne blive boende, men han vil meget gerne flytte. Normalt er jeg rigtig god til at hjælpe ham med at få alt muligt til at ske, men jeg indrømmer her over for dig, at jeg slet ikke lægger de kræfter i processen omkring hans nye liv, som jeg egentlig burde.
Jeg kan bare ikke overskue, han skal ud i livet og flytte fra mig. Jeg savner ham allerede, og vi har det så godt sammen, men jeg ved jo godt, det er naturligt. Men jeg er bare ved at gå i stykker over det.
Jeg burde sidde og kigge boligannoncer sammen med ham. Jeg burde hjælpe med at pakke køkkenting og samle udstyr, men jeg sniger mig altid udenom.
Det ligner mig ikke, for jeg plejer at deltage rigtig meget i de ting, han har brug for.
Tror du, det er rimelig normalt at føle sådan, eller er det, fordi han og jeg har været et team i så mange år? Og hvad skal jeg stille op med mit liv, når han ikke er her længere?
Jeg kan godt høre, det lyder dumt, men jeg har bare brug for at ventilere mine tanker.
Tak, Puk.
Mor Høne
Kære Mor Høne (den var ny)
Du skal ikke skamme dig. Her i brevkassen må vi føle alt muligt, og vi gider ikke føle os forkerte.
Jeg kan da godt forstå, du panikker lidt. Din wing man og din forlængelse af egen krop planlægger at flytte, og nu er du nærmest amputeret.
De gode nyheder er, at du får lov til at beholde ham. Han kommer forbi med vasketøj, og han skal også låne penge, tømme dit køleskab og spise med. Han vil have dage, hvor han kommer og sover på sofaen og mærker duften af mors mad og trygge rammer.
Bare rolig. Og hvis han en dag bliver far, så får du igen en central plads i hans liv og bliver den allerbedste farmor.
Nu skal han lige ud og stå på egne ben og bevise, at han er den fine unge mand, du har gjort dig umage med at opdrage. Og du skal i gang med at definere, hvem du er, når du ikke længere har hjemmeboende børn.
Tag det roligt. Det kommer til at gå. Selvfølgelig er det svært. Hvis du mener, det er for svært at være den, der driver ”projekt udflytning”, så siger du bare til din voksne søn på 21, at hvis han har brug for din hjælp, kan han sige til. Han har ganske godt af at mærke, at han skal arbejde for tingene, hvis han vil lykkes i sit eget liv. Du behøver skam ikke pakke hans ting og høvle alle boligsider igennem. Det er hans job.
Det der med børn er en lang afsked. Man siger hele tiden farvel til noget. Så ammer man ikke mere, så spiser de selv, så sover de i egen seng, så skal de passes af andre, så alle institutionerne, så på lejrtur, så på ferie med vennerne, derefter aldrig hjemme og til sidst flytter de helt. Man siger hele tiden farvel til noget med de unger. Du har haft 21 år til at øve dig. Jeg er sikker på, at du klarer den.
Held og lykke, og jeg håber, du kan se på din søn med stolthed over den selvstændighed og appetit, han har på livet den dag, han får sit eget navneskilt på døren. Meget af det er jo din fortjeneste. Du har gjort det godt.
Kærlig hilsen Puk
