I foråret 2018, et halvt år efter at jeg havde indledt et aktivt pensionistliv, fik jeg en blodprop i hjernen og er nu halvsidig lammet, sidder i kørestol og kan ikke bruge min ene hånd. Jeg har boet alene i en del år, heldigvis i et dejligt rækkehus, som jeg efter få forandringer kan komme rundt i og også ud på terrassen. Men jeg er totalt afhængig af hjemmehjælp.
Min søn og min datter og mine dejlige børnebørn bor ikke så langt herfra. Jeg har også venner og en søster og svoger, som gerne kommer på besøg eller tager mig med ud på f.eks. café, shoppingtur og i biografen. Min datters hus kan jeg komme ind i, men hos min søn og vennerne kan jeg ikke komme ind i min kørestol.
Mit store problem er julen. Den første jul gav min svigerdatter mig en adventskrans med fire kunstige lys og en fjernbetjening, så jeg kunne tænde lysene. Den sad jeg og stirrede på en halv times tid, før jeg fik den lempet ud på terrassen og smidt i et hjørne.
Jeg har altid elsket julen og har været den, der samlede familien til klippe-klistre-dage, juleaften og julefrokoster. Jeg har samlet materialer til dekorationer i naturen, jeg har lavet konfekt og bagt småkager med børnebørnene og pyntet op. Nu er jeg bare tilskuer til det hele, og den adventskrans blev symbolet. Nu kan jeg sidde og glo på kunstige lys. Jeg har lavet sylte og leverpostej og andre lækkerier; nu skal jeg leve af kedelige færdigretter, som varmes i mikroovnen.
For fjerde gang skal jeg nu fejre jul på den måde, og så snart der dukker noget jul op i min nærhed, får jeg kvalme og ubehag, så jeg prøver at undgå alt, hvad der har med jul at gøre. Jeg trækker gardinerne for, så jeg ikke kan se lyskæderne på naboernes terrasser, og jeg prøver at undgå tv og blade med jul, men det er ikke nemt. Familie og venner ved godt, at de ikke skal bringe noget jul ind i mit hjem. Jeg har holdt juleaften med børnene, enten her eller hos min datter, og familien er også kommet og har arrangeret julefrokost her. Og jeg køber gaver på nettet til børnebørnene.
Det kan godt være, jeg lyder utaknemlig, men det er så svært for mig at være i det, fordi jeg ikke selv bidrager med noget som helst, og når jeg er alene, kommer tårerne. Jeg har også dårlig samvittighed over for min datter, som føler, hun skal ordne så meget for mig. Men jeg er jo ikke selv skyld i min modbydelige situation.
Det er nok svært for dig at komme med et råd, Men lige nu kan jeg slet ikke se, hvordan jeg skal komme gennem endnu en jul på den måde.
M.F.
Kære M.F.
Jeg er virkelig ked af at læse om din situation. Livet er af og til så topuretfærdigt, og det må være meget svært at skulle vænne sig til et helt andet liv.
Jeg fornemmer, det går bedre i hverdagen end her ved højtiden? Der klarer du dig og har et andet blik på alt det, du kan, på trods af din vanskelige situation.
Men når så julen er her, bliver du mindet om alt det, du IKKE kan. Det er barskt. Julen stiller store krav til dig som menneske, for så bliver du tvunget til at acceptere din situation. Det er ikke så meget dekorationerne, sylten og leverpostejen i sig selv, det er mere, at det alt sammen bliver et spejl, der bliver holdt op foran dig og minder dig om noget, der var en gang.
Kan du prøve at møde dig selv med omsorg også i julen? Kan du prøve at se mildere på dig selv? For det er her, hunden ligger begravet. Du er nødt til at dykke ned i den person, du er i dag efter din blodprop, og forsøge at blive venner med din nye virkelighed.
Jeg tror ikke, din families kærlighed er mindre, end før din blodprop ramte, så du må ikke blive ved med at lukke dem ude. Har du delt din sorg og dine tanker med dem? Har du grædt og sørget over din situation? Har de fået lov til at favne dig?
Den der adventskrans var et misforstået forsøg på omsorg, og i stedet for at forbyde din familie at komme med noget jul, skal du måske i stedet for finde ud af, hvad du har lyst til, og så lære at bede om det. Det kan være meget svært at bede om noget – især når man plejer at være den, der ordner alt – men jeg tror, det er en del af din proces, så du kan komme tættere på at acceptere din situation.
Alt tager tid, og jeg kan sagtens sidde her og spille klog, men udefra set ser det ud, som om du behøver ekstra kærlighed i julen. Både fra dig selv og fra dine nærmeste. Vil du love mig at tænke over, om jeg har en lille smule ret?
Du er stadig det samme fine menneske, der fortjener at blive elsket og føle sig noget værd. Lad dine nærmeste få lov til at vise det. Lav en lille sprække i gardinerne, hvis du kan.
Store, varme juleknus fra Puk
