Jeg er ikke sikker på, at du kan hjælpe mig, men måske har du en kommentar eller et råd, jeg kan bruge.
Det handler om min datter. Hun er voksen, har en god stilling og mulighed for at skabe sig en ret stor karriere, for der sidder et ualmindeligt godt hoved på hende. Hun er sidst i 20’erne og står til at skulle forfremmes og have stort ansvar i firmaet. Jeg har selv en ret stor stilling og kan se, at vi kan komme til at ligne hinanden, hvad karriere angår.
Men på det personlige plan, det mentale, dér genkender jeg ikke ret meget. Hun er vag. Kan man tillade sig at sige det om sin egen datter?
Hun står foran en meget stor mulighed, en utrolig høj løn og en chance, ikke mange får i hendes alder eller i det hele taget – og hun er i syv sind.
Jeg forstår det simpelthen ikke. Hun taler om, at hun måske ikke kan klare det store pres. At hun ikke har overskud til familie og fritid og til at leve sit liv. Hun er bange for at få stress, hun har haft symptomer, men hvem har ikke det?
Jeg synes, hun tager sorgerne på forskud. Hvor er hendes gåpåmod? Det her er enestående, og hun har alt det, der skal til.
Hun har en kæreste, men ingen børn endnu, men selv med børn kan hun jo klare det. Det gør man jo.
Hvis hun takker nej, tror jeg, hun mister muligheden for at avancere i firmaet, og så peger de selvfølgelig på en anden.
Jeg ved godt, jeg ikke kan presse hende, og som jeg skrev, kan du ikke løse det, men hvad tænker du? Jeg oplever unge mennesker i dag som mindre robuste – og så åbenbart også min egen datter.
Hvorfor er det sådan?
Direktøren.
Kære Direktøren.
Jeg bliver nødt til at kommentere, at du underskriver dig som Direktøren og ikke som Moderen. Måske er det en tilfældighed, men også et ubevist udtryk for, hvordan du definerer dig selv – ikke mindst i denne sammenhæng.
Der er ingen tvivl om, at du har gjort det godt. Det kræver meget at komme til tops i erhvervslivet, og jeg er stensikker på, du har arbejdet virkelig hårdt og dygtigt for at nå dine mål. Det anerkender jeg, og det respekterer jeg, men jeg ved ikke om, jeg er enig i, at din datter er vag, fordi hun grundigt overvejer, om hun vil stå på mål for en meget stor karriere.
Jeg kender ikke din alder, men hvis du har en datter sidst i 20’erne, vil jeg tillade mig at ræsonnere, at din og min generation har levet i en tid, hvor man fik ros for at være sej. Ros for at tåle og ros for at holde ud. Vi har aldrig i vores arbejdsliv fået ros for at være sårbare. For at sige fra. Vi er benhårde. Den nye generation har det anderledes.
I dag er det faktisk meget respekteret at kunne mærke sine grænser og sige fra. De kører ikke bare på. Det var svaghedstegn, da vi to skulle opbygge vores liv. Ikke bare vores job, men også privatliv. Vi kunne holde til ALT.
Det gider de unge ikke. De vil have det godt. De vil ikke leve et liv med stress og kæmpe pres. Det synes jeg faktisk er meget modigt, for både du og jeg og sikkert også mange, der læser med her, ved, hvilken pris man betaler, hvis man aldrig lytter til sig selv og ofte undertrykker de følelser, man snubler i undervejs.
Jeg synes, din datter er fornuftig. Hun har fra første parket set, hvor meget du har knoklet for at have den position, du har, og jeg er sikker på, hun er stolt af dig, men hvis hun har brug for et liv i et helt andet gear, med andre prioriteter, så mener jeg faktisk, det sagtens kan være rigtig udmærket måde at bruge sit ”gode hoved” på.
Mange varme hilsner fra Puk.
