Brev til Puk: Min kærestes søster og datter bagtaler mig

Onsdag, 11. august 2021
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
”Det er svært for mig at gå ind i et forhold, hvor jeg ved, jeg bliver set ned på af hans nærmeste,” skriver kvinden til Puk. Kæresten forguder sin datter, og derfor er kvinden i tvivl om, hvorvidt hun skal fortælle om den samtale, hun har overhørt mellem kærestens datter og søster.
Brev til Puk: Min kærestes søster og datter bagtaler mig

I sommeren 2020 mødte jeg, der er en kvinde på lige godt 50 år, en mand på en datingside. Han er som jeg fraskilt og har børn, der er flyttet hjemmefra. Vi svingede godt sammen, men på grund af corona og nedlukning så vi ikke hinanden så meget, men begyndte at mødes igen her i foråret, og vi har det dejligt sammen.

Læs også: Puks brevkasse: Min datter er fjendtlig over for min kæreste

Det er så også først i år, vi har set noget til hinandens familier og venner. Jeg har mødt nogle fra hans familie et par gange, og det er helt tydeligt, at jeg bliver set an og ikke med milde øjne. De har fine uddannelser og interesserer sig for klassisk musik og den slags, jeg arbejder i butik og har det fint med det.

For nylig var vi i hans forældres sommerhus. På et tidspunkt var jeg inde i et værelse, hvor jeg kunne høre min kærestes søster og hans datter tale sammen udenfor. De talte om mig, og det var meget ubehageligt, det, der blev sagt. Både om mit tøj og udseende (jeg ved godt, at jeg har lidt for mange kilo på sidebenene) og mit job, som de åbenbart finder mindre fint. Datteren sagde, at hun ikke håbede, jeg fremover skulle være en fast bestanddel af deres liv!

Læs også: Puks brevkasse: Nu har jeg fået nok af min vens ældste datter

Jeg havde meget svært ved at klare deres falske smil, da jeg kom ud på terrassen igen, og ved nu ikke, hvad jeg skal tænke om fremtiden. Jeg har ikke lyst til at konfrontere min kæreste med min viden. Det er jo heller ikke pænt at lytte til andres samtaler.

Han har foreslået, at vi flytter sammen. Men det er svært for mig at gå ind i et forhold, hvor jeg ved, jeg bliver set ned på af hans nærmeste. Han forguder sin datter, så jeg ved ikke, hvordan han vil reagere, hvis jeg afslører min viden. Hvad vil du råde mig til?

Bitte

Læs også: Puks brevkasse: Hans børn er så uopdragne

Kære Bitte

Åh, den slags er der skrevet mange historier om. Familier, der ser ned på hinanden og bekriger kærlighed, hvis blod bliver mikset. Helten fra den ene familie og heltinden fra den anden. Sladderen, modstanden og familierne, der prøver at splitte det elskende par. Meget velkendt tema.

Men hvis kærligheden er stor nok, stærk nok, ville jeg putte den samtale op et sted, hvor solen aldrig skinner. Du er nødt til at ryste det af dig. Hvis du elsker din kæreste, og han elsker dig, så vil I overbevise dem med tiden.

Læs også: Kvinde til Puk: Jeg får at vide, at jeg er uegnet til alt

Op med hagen. Det er vigtigt, du retter ryggen. Hvis du kommer krybende ind langs panelerne, så vil de fortsat hakke på dig, men hvis du kommer med selvtillid og godt humør, vil du give dem modstand. Blæse være med den klassiske musik og de fine uddannelser, på bundlinjen er det noget helt andet, der tæller. Det ved de også godt inderst inde. Tag kampen op, hvis du vil være sammen med din kæreste.

Mange varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Hans venner kan ikke lide mig