Brev til Puk: Vi inviterer af lyst – ikke af pligt

Her er en lille bemærkning til, hvem man kan invitere og ikke invitere til fester.

Min svigerfar (især) gik voldsomt meget op i, hvem der skulle og burde inviteres. Mennesker, de måske ikke havde set i 15 år, skulle med djævlens vold og magt med til deres sølvbryllup, fordi de ”skyldte dem”.

Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gå til fødselsdag uden at gøre gengæld?

For efterhånden en del år siden til vores eget sølvbryllup inviterede vi – til min svigerfars rædsel – kun de allertætteste venner. For den dag valgte vi at være hamrende egoistiske og kun invitere dem, som var helt nære. De, som havde fulgt os, de, der havde været der for os, og også nye, som tegnede til at blive gode venner.

Der var flere grunde til valget, men den vigtigste var, at vi den dag kun ville være omgivet af mennesker, som virkelig betød noget for os, og ikke fordi man ”burde”. Og vi havde vores livs fest.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Unge i dag har måske mere travlt end nødvendigt

Jeg kunne aldrig drømme om at invitere, fordi jeg bør. Det er i mine øjne den middelmådighed, der kvæler én stille og roligt. Invitér mennesker, du gerne vil se. Og håb så på, at når du bliver inviteret, så er det, fordi de mennesker, der inviterer, virkelig gerne vil se dig, og ikke fordi de bør invitere dig. I stedet for at ærgre sig over, at man ikke bliver inviteret, må man glæde sig over dem, der inviterer, fordi de virkelig gerne vil se én.

Anette

Læs også: Puks brevkasse: Venskaber består - eller forgår

Kære Anette.

Du er sgisme sej. Jeg kan godt lide typen, der forstår at skære igennem. Man kan jo af og til godt selv få fornemmelsen af, at man er inviteret med af pligt.

Jeg tror, at det der festhalløj bliver ved med at være et tema. Vi er rigtig mange, der finder det svært.

Læs også: Puks brevkasse: Vi bliver glemt, når de inviterer til fest

Men tak for dit brev. Det er inspirerende at køre ”no bullshit-metoden” (ja, undskyld mit sprog, men jeg kunne ikke lige finde et andet udtryk), og selv om det virker som en god idé, så vil jeg æde min gamle hat på, at det vil være et emne, man kan diskutere herfra og til evigheden.

Det minder mig om et brev, som jeg engang fik, og som har fået allerflest runder her på siderne: ”Skal man tage skoene af, når man kommer hjem til folk?” . Lad os ikke starte den igen, men jeg tror, emnet om pligtgæster har potentiale til at dele vandene lige så meget.

Læs også: Brev til Puk: Kan man sige nej tak til fejring?

Men hvor ville livet være lettere, hvis man altid tog til en fest, hvor man vidste, man var inviteret af lyst og ikke af pligt.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Der er ikke meget fest for mig mere