De husker mere, end man tror

– 31-17-69-90 – også kaldet Gamle Ole!

Tallene svirrer i luften. Vel ikke så mærkeligt, når de unge, vestjyske gymnasiepiger hovedsageligt er kommet for at spille banko med plejehjemmets ældre, demente beboere. Skænke limonade i glassene, spise aftensmad med dem og småsludre – bryde deres lidt ensformige hverdag.

Men når ”Hyggesprederne” – som de meget rammende kalder sig – ved 20-tiden siger tak for i dag, er begge parter blevet lidt klogere. Gymnasiasterne på fortiden, og beboerne på Lokalcenter Strandgården i Hjerting ved Esbjerg på den allernærmeste nutid – i dag, i går og i forgårs.

For langt de fleste af dem er det nemlig korttidshukommelsen, der er fordampet i glemslens tåger. Den får de så genopfrisket af 1. og 2. g’erne fra EG – Esbjerg Gymnasium. Som til gengæld kan drage hjem ikke så lidt klogere på, hvordan det var at være ung i ”gamle dage” – et fag, de ikke finder på skoleskemaet. Men som mange af beboerne trods det permanente erindringssvigt faktisk husker mere eller mindre. Krydret med anekdoter, som ikke uden videre lader sig datere.

Læs også: Kærlighed på plejehjemmet

Tid til at snakke

Pigernes månedlige besøg skaber en stemning, der holder i op til flere dage, understreger teamleder Janet Due fra Strandgården om den halve snes teenagere, der spreder hygge på skift. Og så udsprang det hele faktisk af danske skoleelevers årlige ”Operation Dagsværk”, der som bekendt handler om at samle penge ind til udviklingsprojekter.

– I den forbindelse fik en gruppe gymnasieelever i samarbejde med kommunen arrangeret to plejehjemsbesøg. Og det er det, der nu kører videre som månedlige bankoaftener, indskyder Victoria Valentin, denne aftens eneste 2. g’er, der ud over at råbe numre op hjælper sine bordfæller med at holde styr på spillepladerne.

– Og samtidig lærer vi piger hinanden bedre at kende. Til daglig har vi så travlt med at følge med i timerne, at der ikke bliver megen tid til den smalltalk, vi her på plejehjemmet ikke blot fører med beboerne, men også indbyrdes, kommer det fra Ida Højrup, mens hun sammen med sin tvillingesøster Sara – efter at have ryddet af bordene – kører det velourklædte rullebord læsset med aftenens bankopræmier ind i salen.

Se også: Mistede syn og førlighed: Jeg gider ikke sidde i hjørnet og hyle

Fine gevinster

– Oprindeligt kostede hver plade 7,50 kroner. Men på beboernes opfordring satte vi det op til en 10’er, så gevinsterne kunne blive lidt ”finere”, smiler Pernille Dybsø Pedersen, der som koordinator er bindeled mellem plejehjemmet og gymnasiet.

– Selvfølgelig betyder demensen, at beboerne ikke altid husker, hvad vi talte om forrige gang. Men så tager vi det bare en gang til, smiler Victoria, inden hun hjælper sin bordherre med at bakse en drilsk karrysild over på et halvt stykke rugbrød. Før hun selv langer ud efter fadet med æbleflæsk.

– Det er nemlig vigtigt, at vi opfattes som en fast del af middagsselskabet og ikke bare som en ”tilfældig” gæst – en fremmed, indskyder Sara og betror os, at aftenerne på Strandgården faktisk er et led i hendes planer om en fremtid som sygeplejerske. – Men jeg ville nu komme under alle omstændigheder. Både min søster og jeg er helt høje, når vi tager herfra. Der er ikke noget bedre end at føle, at man er med til at gøre så mange mennesker glade, siger hun, mens hun sammen med sin tvillingesøster lægger præmierne i overskuelig orden på gevinstbordet. Et bredt udvalg af såvel nyttige som mere underholdende sager. Fra slankemad, tandpasta, dækkeservietter, blomster, fuglefrø og til – lad os bare indrømme det – et par konkurrerende ugeblade.

Læs også: Cecilie Hother har fået haveglæde ind med modermælken

Hvor er drengene?

Og overvejelserne går ikke stille af. Valgene bliver så højlydt kommenteret, at Victoria må hæve stemmen – og et par gange gentage tallene – mens hun råber numrene op i kor.

– Er det ikke pragtfuldt? spørger teamleder Janet. Og svarer selv: – Det er som at komme ind til en flok grinende og fnisende skoletøser!

Samtlige af aftenens gymnasiaster giver hende ret. Og indrømmer gladelig, at de månedlige bankodage har prikket hul på visse fordomme, de nok alle sammen tidligere havde om livet på et plejehjem. At de med ét har opdaget, at mennesker op i alderen – ja, nogle endog ældre end deres egne bedsteforældre – pludselig bliver venner og veninder på kryds og tværs. Hvad de også vidt og bredt har berettet om ved morgensangen på gymnasiet.

Kun ét uafklaret spørgsmål bliver hængende i luften, da aftenen klinger ud. – Hvor bliver drengene af – hvorfor er det kun gymnasiets piger, der kommer?

– Der er vist også et par stykker, der har meldt sig. Men ingen af dem har endnu taget mod til sig, afslører Victoria. Og tilføjer i munden på sine medsøstre:

– Til flere af de damers store ærgrelse!