Da Ann-Mari Max Hansen for et halvt år siden fik den første henvendelse fra Det Ny Teaters direktør, Niels-Bo Valbro, som spurgte, om hun eventuelt kunne tænke sig at spille den kvindelige hovedrolle som Golde i klassikeren "Spillemand på en tagryg", var svaret et klart nej.
– Jeg var fast forankret i mit nye liv og havde på intet tidspunkt fortrudt, at jeg for 18 år siden vinkede farvel til teatret, fortæller Ann-Mari, som nu er 70 år.
– Da han inviterede mig til at komme forbi og besøge teatret, tog jeg dog imod invitationen. Og det er jo et skønt, gammelt teater, hvor jeg har spillet masser af forestillinger som yngre. Da han gav mig manuskriptet i hånden og foreslog mig at læse det, sagde jeg heller ikke nej. Og jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt, det var, og hvor rørende og fuld af varme handlingen var.
Og nu er hun alligevel med, når tæppet den 26. september går for den populære musical i Daniel Bohrs instruktion. Endda over for en kollega, som hun kender bedre end de fleste. For den mandlige hovedperson, mælkemanden Tevje, spilles af Tommy Kenter, som Ann-Mari i sine unge år dannede par og fik datteren Sarah med.
Datidens superstjerne
Ann-Mari var i årtier en af landets største stjerner på både teaterscenen og filmlærredet. Og det var uventet og overraskende for mange, da hun kort efter årtusindskiftet pludselig forsvandt fra rampelyset.
Ifølge Signe Egholm Olsen er variationen det bedste ved skuespilleriet. Mød hende her.
– Jeg var 12 år, da jeg havde min første rolle på scenen, og gennem årene har jeg fået mulighed for at prøve alt, hvad jeg kunne ønske mig inden for faget. Jeg var simpelthen mættet og følte ikke længere den samme glæde ved skuespillet. Jeg havde brug for at lære nogle andre miljøer at kende og møde nogle mennesker, som beskæftigede sig med noget helt andet. Det spillede også ind, at jeg var vokset op i det, siger hun og henviser til, at hendes far, Max Hansen, var folkekær skuespiller og sanger, og at hendes lillebror, som også heddder Max Hansen, ligeledes er skuespiller og kendt af publikum som et fyrtårn i den danske revyverden.
Noget andet, der bidrog til Ann-Maris beslutning om at forlade scenen, var de skæve arbejdstider.
– Jeg var træt af den måde, arbejdet påvirkede mit sociale liv på. I mange år var min deltagelse i fødselsdage og andre fester stærkt begrænset. Jeg spillede jo teater og kunne derfor først nå frem til festen ved midnatstid, hvor folk enten var fulde eller gået hjem. Jeg husker, at jeg, lang tid efter at jeg var stoppet, simpelthen bare sad hjemme om aftenen og nød friheden uden at skulle noget. Jeg havde et stort behov for at mærke, at jeg nu også havde aftenerne fri lige som alle andre.
Læs her om skuespiller Lisa Carlehed, der har forelsket sig i at lave film.
Allerede inden hun stoppede som skuespiller, var hun af personlig interesse begyndt at uddanne sig til gestaltterapeut.
– Jeg færdiggjorde uddannelsen, og det var berigende for mig på linje med alt det andet, jeg oplevede i samme periode. Jeg mødte mennesker og læste bøger, jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med. På sin vis havde jeg et tabt ungdomsliv, jeg skulle indhente, og at tage en uddannelse passede perfekt ind i billedet, siger Ann-Mari.
Personalerevy
I stedet for skuespillet brugte Ann-Mari sine talenter til at undervise i kommunikation. Hun underviste også stadig skuespilleraspiranter – håbefulde unge, som ønsker at søge ind på teaterskolerne og til det formål har brug for nogle basale, faglige færdigheden. Og i 13 år arbejdede hun for Miljøministeriet, hvor hun hvert år var involveret i et stort, kreativt projekt.
– Ministeriet har en personalerevy, der bliver opført en enkelt gang årligt for et publikum på tusind mennesker. Jeg hjalp med opsætningen og instruerede revyen for dem, indskyder hun.
Afslapning er ikke Esben Dalgaards stærke side. Læs om skuespilleren her.
For fem år siden blev Ann-Mari ansat i Nordisk Gestalt Institut i Fredensborg.
– Her har jeg lige siden undervist i kropssprog og stemmebrug. Jeg er stadig ansat, men har på grund af teaterrollen taget et halvt års orlov.
Ungdom og kærlighed
– Jeg havde faktisk aldrig set ”Spillemand på en tagryg”, som dog viste sig at være lun og bevægende. Den griber én om hjertet, og problematikken med de unges oprør mod deres traditionsbundne forældre er evigt aktuel. Der er også andet ved forestillingen, der lokker. Det er en flot opsætning med et stort orkester, en masse dejlig musik og nogle medrivende danseoptrin.
Og så ser jeg frem til at arbejde med instruktøren Daniel Bohr igen. Jeg blev instrueret af ham som helt ung på Det Kongelige Teater. Dengang var han lige kommet til Danmark fra Argentina, hvor han er født. Vi har ikke arbejdet sammen siden.
Udsigten til at spille over for ekskæresten hører i Ann-Maris bog også til på plussiden:
Læs også: Anne glemte aldrig sin ungdomskærlighed.
– Tommy og jeg mødtes i 1973 på Gladsaxe Teater, hvor vi begge medvirkede i "Niels Klims underjordiske rejse" med Kaspar Rostrup som instruktør. Vi blev kærester, blev gravide og fik en dejlig pige. Men vi var også unge og umodne, og efter tre år fandt vi ud af, at vi ikke kunne leve sammen. Sådan et brud er naturligvis aldrig lykken – og især ikke, når man har et lille barn.
- Men vi har bevaret vores venskab, har aldrig været uvenner, og vi har holdt jul og andre familiefester sammen. Det bliver sjovt og rart at skulle spille sammen igen.
Da Ann-Mari først kom i gang med arbejdet, følte hun det, som om hun kun havde været væk fra teatret i 14 dage.
– Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske, når vi er færdige med at spille i december. Jeg tager ét skridt ad gangen. Jeg er holdt op med at lægge planer, for man ved ikke, hvad der er i godteposen til én i morgen, siger Ann-Mari Max Hansen.
