Efter alvorlig ulykke: Stædighed fik mig i gang med at cykle igen

Det var en dejlig, solrig efterårsdag i 2015, og skolelærer Kenneth Simsby var som så mange gange før ude at cykle 100 kilometer sammen med et par cykelvenner på deres racercykler.

− Vi var cirka tre kilometer fra mit hjem i Haslev, og jeg lå forrest. Mine venner peb lidt efter den lange tur, og jeg tænkte, at nu skulle de få noget at pibe over, og satte farten op til cirka 45 kilometer i timen, fortæller Kenneth.

Kenneth så derefter en modkørende varevogn.

− Som den forreste råbte jeg advarslen ”bil” til de andre. Sådan gør næsten alle cykelryttere, og bagmanden råber det samme ved bagfrakommende trafik.

− Men jeg så i et splitsekund, at chaufføren ud af det blå svingede over i min vejbane, og jeg nåede lige at tænke: Hvad fanden gør jeg?

Varevognen og Kenneth ramte hinanden frontalt, og Kenneth landede på bilen halvt gennem en knust forrude.

Læs også om Carl, der har cyklet på Bornholm i 25 år

Smadrede benet

− Mærkeligt nok var jeg ved bevidsthed og kunne konstatere, at mit venstre ben var underligt bøjet, og min totalt krøllede cykel hang fast i min venstre fod. Jeg kunne se en stor bule gennem lycrabukserne på mit venstre lår, der så helt forkert ud, og tænkte bare f...!

Det, Kenneth kunne se, var sin knæskal, der var smadret i seks stykker og havde forrykket sig helt op ad låret.

− Jeg bad mine venner om at vride cyklen af min fod, for den tyngede benet ned på en ubehagelig måde. Så bad jeg dem om at støtte mit hoved og mit ben og løfte mig ned fra bilen og ind til siden.

Kenneth forsøgte også selv at ringe til sin kone, Susanne.

− Jeg havde intet signal, så jeg bad min ven Flemming om at ringe både til hende og efter en ambulance.

Susanne, 44 år, er vant til, at hendes cykeltossede mand af og til kommer til skade på cyklen.

− Jeg tog det egentlig roligt, da Flemming ringede og fortalte, at Kenneth var kørt galt, og at det ikke var alvorligt, forstået på den måde, at han ikke var i livsfare, fortæller Susanne, som er sygeplejerske.

− Så jeg startede bilen og kom faktisk til at køre lige bag ambulancen på vej til ulykkesstedet, fordi vi bor så tæt på Falck-stationen.

− I ambulancen undersøgte de mig, og det gjorde hamrende ondt. De gav mig en krave på, som jeg straks forsøgte at rette, men det måtte jeg ikke. Efter gentagne forsøg fik jeg endelig lov og kunne få rettet mit ene øre ud, som de i skyndingen havde fået foldet ind i kraven, så det også gjorde ondt, fortæller han.

− De sagde, at de skulle have rettet mit ben ud og måske lige have knæskallen på plads, så jeg tænkte: Fint, så cykler jeg igen på lørdag!

− Men efter grundig undersøgelse fik jeg at vide, at jeg havde fået ødelagt mit knæ og skulle opereres. Fint nok, bare de kan fikse det, tænkte jeg.

To dage efter fik Kenneth en nedslående besked.

− En kirurg kom ind til mig og fortalte, at jeg aldrig ville komme til at cykle igen, og at mit knæ ville føles som et kugleleje, der er kastet grus i.

Læs også: Henrik vil gøre Buenos Aires til årets cykelby

Sindssyge smerter

Kirurgen gjorde dog regning uden vært.

− Jeg vidste, at det skulle blive løgn. Koste, hvad det ville!

Kenneth kastede sig over den genoptræning, han fik tilbudt.

− Det gjorde så ondt, at jeg både græd og skreg, og to måneder efter var jeg til kontrol, hvor lægen sagde, at han aldrig havde set så dårlig en udvikling i at kunne bøje benet. Fysioterapeuten mente, at jeg måske skulle indstilles til at få brækket det hele op igen, fordi jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne træne ordentligt. Den dag tudede jeg godt nok…

Heldigvis har Kenneth, 47 år, en kone med en realistisk tilgang til virkeligheden.

− Jeg har under hele forløbet sagt til Kenneth, at han godt må tude af smerte, men ikke af selvmedlidenhed. Og da han havde sundet sig og fået en omgang stegt flæsk, som han elsker, besluttede han at skrue op for genoptræningen.

Så han startede et forløb med træning syv dage om ugen.

− Jeg startede kl. 6.30 om morgenen, blev hjulpet ned ad trapperne, og så kørte den hele dagen indtil kl. 21.30. Træne, tude, træne, tude, træne… Susanne hjalp mig, og nogle gange sad vi begge to og hylede. Det gjorde så sindssygt ondt!

Læs også: Valborg bliver hentet på cykel hver torsdag: Nicholai er ugens højdepunkt

Tudede af stolthed

Efter den første uge blev fysioterapeuten rørt.

− Hun havde aldrig set så stor fremgang på så kort tid. Efter en del træning i en barre begyndte jeg at kunne gå med krykker, og fysioterapeuten sagde en dag til mig, at hun var sikker på, at jeg kom til at cykle igen.

Hvad Kenneth havde holdt lidt for sig selv, var, at han fra starten havde sat sig et tilsyneladende umuligt mål.

− Jeg ville cykle La Marmotte-løbet i Frankrig, som er et endagsløb for amatører. På løbet skal man passere fire af de højeste eller sværeste bjerge i Tour de France-historien, blandt andet Alpe d’Huez, hvor man skal gennem 21 hårnålesving. Alt i alt skal lidt over 5.000 højdemeter forceres over 174 kilometer. Jeg havde det hele tiden inde i mig selv som et mantra.

I april 2016 smed Kenneth krykkerne, og efter tre år fyldt med utallige timers træning, vanvittige smerter og en kolossal stædighed stod han 6. juni 2018 på toppen af Alpe d’Huez og kunne smide kirurgens dystre ord ud over bjergkanten. Cykelløbet La Marmotte var gennemført.

− Susanne og et par venner, som også har støttet mig helt vildt, tog imod mig, da jeg kom cyklende over målstregen som nr. 299 ud af mere end 7.000 deltagere. Og på det tidspunkt tudede jeg igen, men det var hverken af smerter eller selvmedlidenhed. Det var af stolthed!