En læser fortæller: Vi savnede vores søn nytårsaften

Tre dage før nytårsaften fik vores søn, Jonas, besked om, at han ikke behøvede at vente til 2. januar med at flytte ind på sit nye kollegieværelse. Han blev straks fyr og flamme.

– Wow! jublede han. – Så har jeg mit eget nytårsaften. Han så på sin far. – Giver du en hånd?

Niels, der havde siddet og læst avis, foldede den sindigt sammen.

– Behøver det at være lige nu? spurgte han.

– Næh, det gør det selvfølgelig ikke. Jonas’ øjne flakkede lidt mellem mig og Niels. – Det ku’ bare være så fedt.

– Så skal der måske holdes fest? Niels så lige så syrlig ud, som hans stemme lød. – Så går der nok ikke lang tid, inden du mister det værelse igen.

– Selvfølgelig skal jeg ikke ødelægge alt for mig selv, sagde Jonas tålmodigt.

– Men … han så pludselig hjælpeløs ud og lignede den lille dreng, han havde været for ikke ret lang tid siden, syntes jeg. – Det ku’ bare være så fedt.

Jeg forstod godt Jonas. Han var 19 år og den sidste hjemmeboende af vores tre børn. Hans to ældre søstre havde for længst etableret sig uden for barndomshjemmet. Jonas havde altid været den lille. Han glædede sig til at komme ud og prøve vingerne af.

Niels ville få svært ved at give slip. Jonas havde altid set op til sin far, og de to havde foretaget sig tusind ting sammen, blandt andet nytårsaften. Jonas havde selvfølgelig været sammen med sine kammerater, men han havde også været sammen med sin far.

Vi plejede at spise middag, og så drog Jonas af sted, men ved midnatstid kom han altid hjem for at hilse det nye år velkomment. På det tidspunkt planlagde han og hans far nemlig med store penselstrøg det nye år. De talte om de fisketure, de skulle på, kanoturen på Gudenåen og årets vigtigste fodboldkampe. Nu ville Jonas bare væk. Ud og være sig selv.

– Jamen så må vi jo hellere se på det, sagde Niels og afbrød dermed tavsheden, der var lige ved at blive pinlig.

Kollegieværelset var nymalet og rengjort. Det hele var kun et spørgsmål om at tømme drengeværelset og flytte ind. Jonas havde brug for flere nye ting, men han havde sparet op, og heldigvis var der allerede udsalg i butikkerne.

Den 30. december var flytningen overstået. Jonas inviterede Niels og mig på pizza, og jeg kunne se, at Niels anstrengte sig for at se glad ud. Han smilede og hentede en flaske champagne i bilen.

– Selv om I ikke skal drikke jer i hegnet, så skal I vel skåle det nye år ind, sagde han, og smilede let.

Jonas var for glad til at se den lille smerte i Niels’ øjne. Han så ikke, at de blev forræderisk fugtige, da vi rejste os for at køre hjem. Han krammede os og bad os om at komme godt ind i det nye år.

Niels og jeg sagde ikke så meget til hinanden, da vi kørte hjem, og knap var bilen blevet parkeret, før Niels var inde i huset, inde på Jonas’ værelse. Der stod stadig nogle af de gamle drengeting. Der hang også en enkelt fodboldplakatplakat på væggen.

– Hvad skal vi bruge det værelse til? spurgte Niels med ryggen mod mig.

Håbede han, at jeg ville sige, at vi hellere måtte lade det stå, hvis nu Jonas ønskede at flytte hjem igen? Jeg sagde det dog ikke, for jeg vidste, at drengens beslutning var uigenkaldelig. I stedet forsøgte jeg at aflede ham lidt.

– Du har altid drømt om dit eget kontor.

Niels vendte sig mod mig. Han svarede ikke, trak mig bare ind til sig og mumlede noget om, at vi var ved at blive gamle. Dagen efter kom to vennepar som sædvanlig for at fejre nytår sammen med os. Niels var stadig nedtrykt, men han kæmpede en sej kamp for at vise vennerne et stort smil. Da klokken nærmede sig midnat, ringede det på døren. Udenfor stod Jonas og en ung pige.

– Det er Sanne, sagde han. – Jeg håber, det er i orden, at vi lige kommer og skåler det nye år ind med jer?

Jeg så på Niels, og det var som at se solen skinne. I hvert fald skinnede den i hans øjne. Selvfølgelig var de to unge velkomne. De gik hurtigt igen. Vennerne drillede os godmodigt med, at vi vist allerede havde fået en svigerdatter. Niels lo bare, og senere, meget senere, da vi hen ad morgenstunden krøb i seng, hørte jeg ham hviske frem for sig.

– Godt nytår til hele verden.