I sin kortærmede hvide silkebluse behøver Birgit Høffner bare læne sig ud gennem det nedrullede vindue ved førersædet i minibussen for at give os svaret på det tilsyneladende umulige. For dér – tatoveret midt blandt fregnerne på venstre underarm – står det jo:
Alt kan lykkes
Hvis viljen til at ville
Er større end frygten til at fejle
Et hastigt blik på et efterhånden lettere krøllet pressefoto fra en godt tre år gammel lokalavis gør det ellers ubegribeligt, at noget menneske kan være sluppet levende ud af denne bunke knuste, sammenpressede metalstumper, der efter sigende engang skal have været en sølvgrå Citroën Saxo.
Men Birgit ku’ altså! Fordi hun aldrig gav op – hverken håbet eller kampen. Og lod, som om frygten end ikke eksisterede. Og hun ville heller ikke affinde sig med at lade hjemkommunens ”kloge hoveder” afgøre hendes fremtid på arbejdsmarkedet.
Læs også: Min drøm er at blive en rask mor
Voldsom ulykke
Men slemt så det ud. Med et højre ben, der var brækket tre steder, en kraftig forstuvning af det venstre, alle ribben brækket i højre side, en rift i leveren, milten læderet, blødninger i tarmene samt to punkterede lunger. Plus glassplinter fra forruden i øjnene.
– Og så tæller vi ikke alle hudafskrabningerne med, kommer det lunt fra Birgit, der efter to måneder på hospitalet tilbragte et halvt år mere eller mindre på langs derhjemme og har indstillet sig på at gå gennem resten af tilværelsen på et ben, der holdes sammen af et marvsøm og en stift fra knæet og nedefter, med daglige smerter og en livslang recept på depressionspiller.
– For selvfølgelig sled det på psyken, indrømmer den 30-årige buschauffør fra sønderjyske Stepping. Et job, hun elsker. Men som næppe nogensinde var blevet hendes, hvis ikke en tilsyneladende uforklarlig soloulykke havde sendt hende i næsten konstant bevidstløshed i fire angstfyldte døgn, hvor hendes mand frygtede, at hans kone – og moderen til deres to børn – ikke ville vågne igen.
– Men så godt som jeg kender Birgit, burde jeg nok have vidst bedre, siger en stadigvæk rørt Martin, kok på det nærliggende Kolding Kommunes Uddannelsescenter. Og kun i stand til at beskrive sin tilbagevenden til dagligdagen med ét enkelt ord – taknemmelighed!
Skønt baggrunden er dybt alvorlig, er stemningen næsten løssluppen denne sommereftermiddag ved svømmebassinet hjemme i haven i den lille landsby lige vest for honningkagebyen Christiansfeld.
Alt var kaos
– Vi tør nemlig slet ikke tænke på, hvor galt det kunne være endt. Så det lader vi være med, smiler Birgit, der i lighed med læger og politi hælder til den anskuelse, at et pludseligt ildebefindende en sen forårsdag i 2015 fik hende til at segne sammen bag rattet, da hun var på vej hjem fra Aabenraa.
– Jeg må være faldet ned over håndbremsen. I hvert fald holder bilen pludselig bomstille. Foran mig er forruden krakeleret. Efter jeg er kørt over i den modsatte vejbane og banket frontalt ind i en anden bil. Alt er kaos, fortæller Birgit.
Hvor meget hun husker, og hvad hun siden har fået fortalt, får hun næppe nogensinde styr på. Hun var jo skiftevis vågen og bevidstløs. Nogle gange kun få sekunder – andre gange halve og hele minutter.
– Jeg tror, jeg fornemmede, at nogen ringede til alarmcentralen. Men de hylende sirener hører jeg – det er jeg sikker på. Jeg kan faktisk høre dem for mig endnu. Også hvordan Falck-folkene baksede med at skære taget af for at få mig ud af det, der var tilbage af bilen. Tre kvarter tog det, før jeg lå på båren, fortæller Birgit, der dog efter ankomsten til hospitalet alligevel ikke var helt klar over sagens alvor. Hendes første replik under et øjebliks opvågnen på intensiv afdeling lød nemlig: ”Ræk mig lige fjernbetjeningen, for jeg skal se ”Rita” på TV 2”!
Se også: Heidi sagde farvel til kørestolen: Jeg vil ikke bruge livet på at være bitter
Turde ikke se sin mor
Det blev ikke til fjernsyn den aften. Heller ikke hjemme hos Martin og børnene. Mor lå på operationsbordet, far vandrede nervøs rundt på hospitalets gange, og Jasper og Kaya – dengang henholdsvis 6 og 4 år – blev passet.
– De ville ikke med ind til mor. De turde ikke se hende. Heller ikke de næste par dage, husker Martin.
– Jasper kom dog listende hen til mig med sin lille bamse i favnen og sagde stille: ”Den skal sove sammen med mor!”
De næste fire døgn var de mest kritiske. Ingen turde spå om, hvilken vej det ville gå. Birgit var ikke ved bevidsthed.
– Eller sov konstant, skulle vi måske snarere sige. Vi skulle frem til femtedagen, før vi turde begynde at håbe. Ikke fordi der sporedes en bedring. Men det gik heller ikke værre. Og lægerne – forekom det os i det mindste – virkede mere afslappede, siger Martin.
Kommunen trak sig
Hvad de lykkeligvis havde god grund til. Ortopædkirurgernes store indsats – godt hjulpet af den hårdt kvæstedes åbenbart medfødte og indædte fightervilje – er grunden til, at vi i dag kan bænke os ved langbordet i haven og lade Birgitte fortælle historien om et helt andet slagsmål, der først mere end et år efter ulykken tog sin begyndelse – kampen om hendes arbejdsmæssige fremtid.
– Da det hele ramlede, stod jeg midt i min uddannelse som pædagogisk assistent for handicappede børn. Min store drøm, da jeg altid har elsket at beskæftige mig med børn. Men selvfølgelig gik der tid – langt tid – før jeg igen kunne gå i gang. Jeg var virkelig hårdt medtaget. Så for at gøre en lang historie ultrakort, mente Haderslev Kommune ikke, at jeg ville være i stand til at fuldføre uddannelsen, fortæller Birgit. Noget af et chok for den unge kvinde, der i forvejen kæmpede en hård daglig kamp
Til gengæld sender hun en stor ros til Kolding Kommune. Thi hvor deres sydlige kolleger ikke kunne se en fremtid for Birgit, var man anderledes hittepåsomme, da hun prøvede lykken nord for Kongeåen.
– Måske fordi jeg fortalte dem, at jeg var begyndt at køre bil igen og havde opdaget, at det var, som om smerterne fortog sig, så længe jeg sad bag rattet.
Læs også: Mobbet med sin stemme: Nu synger Mette sig ind i alles hjerter
Glad chauffør
På den baggrund fandt Kolding pengepungen frem og bekostede hendes uddannelse som buschauffør og udvidede den senere til også at gælde taxikørsel. Det er derfor, vi først på dagen kan møde Birgit hos Bjert Busser, som siden nytår har betroet hende at transportere bl.a. skolebørn i specialklasser og udviklingshæmmede til dagcentre samt køre ældre til og fra lægebesøg.
– Eller deres ugentlige bad, griner Birgit, som efter de mange operationer selv hverken kan ligge på ryggen eller maven og må have æsken med smertestillende tabletter inden for rækkevidde i det daglige, fordi hun skal hjælpe passagererne ind og ud af bussen stående.
– Men det er og bliver småting. Man kan også blive for pivet, siger hun. Og sender venstre underarm et lille, indforstået smil.
