Nogle vil måske påstå, at bedstemødre af en vis alder får myrekryb af alt, der er nyt: fra smarte Apps til sushi og crossfit. Men sådan er min mormor ikke. Hun har flere nye, smarte programmer på sin iPad, end jeg kan prale af, hun elsker en tur ud at spise mad, der kører rundt på bånd, og så har hun planer om at starte til cirkeltræning. Der er fart på hende 69-årige Inger, når hun suser fra den ene ende af Aalborg til den anden. Til trods for hendes tætpakkede program og hurtige omdrejninger havde jeg alligevel ikke troet, hun ville hoppe med på den, da jeg som en sidebemærkning i én af vores ugentlige telefonssnakke foreslog, at vi skulle prøve kræfter med klatring i trætoppe. Den slags aktiviteter, mange meter over jorden, rimer jo ikke just på folkepension og slidgigt, men hun er sej, hende mormor: Mens jeg får det dårligt, bare jeg stiller mig op på en ølkasse, er hun ikke ræd for at kaste sig ud i vilde eskapader i højden.
Jeg inviterer hende på weekend hos mig i København, så vi kan tage afsted mod Camp Adventure ved Haslev, hvor vores nye eventyr venter. Her er adskillige baner i forskellige sværhedsgrader og højder samlet i skoven. Lige fra begynderbanen få meter over skovbunden til en mere avanceret sag i 30 meters højde. Med så bredt et udvalg er der forhåbentlig også noget for mormor og jeg selv.
Mormor og sikkerheden i top
Da vi drejer fra ved skiltet mod Camp Adventure, kører ad den smalle vej og trækker håndbremsen på grusparkeringspladsen, tårner flere store hal- og ladebygninger sig op. Selv om vi nogenlunde ved, hvad vi har i vente, syner stedet ikke just af vilde eventyr og hæsblæsende udfordringer i højden. I virkeligheden er det bare vores uvidenhed, som skriger til himlen, for oplevelserne står i kø her i det sydsjællandske. Vel instruerede med sikkerhedslinjer og matchende hjelme bevæger vi os videre ind mod skoven, hvor et slaraffenland af baner, klatrenet og svævebaner gemmer sig mellem et vandløb og buskads i massevis. Nogle baner er lave med få udfordringer, mens andre er flere meter over jorden, end man kan forstå. Uanset om man er en uerfaren lille purk, en vove pels af en ung gut eller et umage par som mormor og jeg selv, burde det være til at finde en passende aktivitet.
-Kan du lige se mig hænge og dingle deroppe? siger mormor, mens hun demonstrativt presser hagen mod halsen og kigger skeptisk op gennem brillerne, der glider ned på næsen. Dét kan jeg, og med kyndig vejledning fra stedets instruktører, er det ingen sag at kaste sig ud i eventyret. Alligevel er banen i 30 meters højde en lidt for stor mundfuld for os. Derfor bliver vi hurtigt enige om, at overkommelig begynderbane på 7 meter nok mere er i en størrelsesorden, vi kan være med på. Det burde vi nok kunne klare.
-Klik, lyder det fra den ene af to sikkerhedsliner, da den bliver klikket på, og mormor sætter tennisskoene på stigens første trin for at kaste sig ud i vores planlagte eskapader.
Hurtigt efter er hun ude på træstigen, der er spændt ud mellem de to, store træer. Jeg trækker vejret dybt, mens hun med overraskende rutineret snilde bevæger sig gennem luften og ender med begge ben på den afsats, der er monteret på næste træ. Mormor ser hverken skræmt eller svedig ud, når hun står der i udstyr som en anden bjergbestiger.
Læs også: Blev mormor to gange på samme dag
Stærke lårmuskler
Indtil videre har hverken klatrenet, stiger eller andre udfordringer kunnet tage pusten fra mormor, mens jeg med svedperler på min blanke pande ihærdigt har forsøgt at følge med og lade være med at kigge ned mod skovbunden. Det er lige før, at der ikke er tid til at gå i panik over højden, når mormors tempo skal følges. Men midt på vores tur, sker der alligevel noget, der er ved at få selv en gæv pige som mormor til at ryste en smule i bukserne: Små træstammer er spændt ud på række mellem to træer. De både giver sig og rykker lidt rundt, når man placerer sin kondisko på én af dem. Dét kan mormor ikke lide.
-Jeg tør ikke mere, siger hun og stopper op. Med sikkerhedsliner, der skal klikkes på den næste vejer og flere meter til næste faste platform, begynder sveden at pible frem på mormors pande. Selv om der er flere meter fra mig i ventepositionen til hende på træstammen, er den glinsende pande og de nervøse øjne ikke til at tage fejl af: Mormor er ræd. Hun griber fat om den ene vejer med begge hænder og læner sig tilbage.
-Skal jeg komme ud til dig mormor?
-Nej nej, jeg skal bare lige have pusten. Du er da endnu mere sølle end mig, siger hun og ryster på hovedet, så den orange hjelm ikke er til at overse. Tre dybe vejrtrækninger senere er hun videre.
Med spændte lårmuskler, der uden tvivl er godt ømme i morgen kommer jeg afsted over træstammerne, mens jeg blot kan ane nogle grå stænk på den anden side af træet: Mormor er allerede vel på vej mod svævebanen. Jeg kan bare kigge på, mens hun kommer op på sædet og afsted med fuld fart.
-Er du flyvende, mormor? råber jeg, mens den hvide T-shirt suser afsted.
Hendes grin afslører, at dét er hun. Ingen tvivl om det.
