Et lille stykke Danmark midt i London

– Er der nogen, som vil fortælle om sig selv – på dansk?

Louise kigger rundt på flokken af små størrelser, der sidder foran hende i det lille, smalle klasselokale. Hun er skolelærer, og spørgsmålet er derfor ikke så usædvanligt, i og med at klokken lige har rundet 9, og vi er taget til morgensamling for alle skolens elever. Der er bare dét, at vi ikke er i Danmark, men i London. Lige her, midt i millionbyen, ligger Dania School, den danske skole – med æ, ø og å’er på væggen, Sebastians sørøversang som favoritten og hr. Skægs bøger i reolen. Her ryger engelske ord lige så gerne over børnenes læber som danske, og derfor er det heller ikke så underligt, at Louises sætning fra før egentlig blev sagt på engelsk. Så kan alle være med. Netop af den grund bliver det ikke just mindre morsomt, da spørgsmålet udløser følgende svar fra flokken – på rungende dansk:

– Nej tak!

Den udmelding udløser et fælles grin fra børnene af den slags, der ikke sådan er til at stoppe igen. De fleste, store som små, forstår nemlig dansk. Enten fordi familien er rejst fra Danmark til London på grund af arbejde, eller fordi det kun er den ene forælder, der er dansk. Uanset hvad handler det ofte om at holde sproget ved lige, og det kan børnene netop her.

– Må jeg sige det på dansk, please? spørger 8-årige Molly og stiller sig, uden at tænke videre over det, foran sine kammerater. Hun kom til byen for tre år siden med sin familie, da hendes far fik nyt job. Dengang var engelsk rent volapyk for den lille pige, der nu taler sproget lige så godt som sit modersmål. Derfor er der ikke noget, som afholder hende fra, uden videre, at stille sig op foran sine kammerater.

Sangskatte og sjov i London

Med 37 elever fra børnehave til 6. klasse er Dania mindre end de fleste danske skoler. Og det samme er tilfældet med de enkelte klasser: I børnehaven kaster seks ud af de i alt otte elever og hele to lærere sig denne morgen over dagens første aktivitet: sangkufferten. Med hæklede sager i alle afskygninger stikker en lille, rødhåret pige hånden ned i kufferten og hiver et æble op. Lettere overrasket over det valgte breder der sig et smil i det lille ansigt. Hvilken sang dén ting fra kufferten udløser, er der ingen tvivl om blandt de små.

Når der skal synges i stedet for at tale, går det lidt lettere med ordene – selv når man er en lille størrelse, som først skal til at finde ud af det besværlige, danske sprog. Men i gang kommer børnene. Faktisk så meget, at de kan tage tilbage til Danmark og rykke direkte ind i en almindelig klasse, hvis det er det, forældrene ønsker. Hvis børnene senere vil på gymnasiet og universitetet herhjemme, har de niveauet til selv at opsøge og tage en 9. klasses afgangseksamen i Danmark.

Hånd i hånd

– Hvornår er det, vi skal afsted? spørger Molly, der sidder og kører blyanten let igennem æ’er og å’er i lokalet ved siden af. Her er eksaminer og fjerne fremtids-muligheder ikke noget, den glade pige med farverige tyggegummitatoveringer på armene skænker en tanke. Nej, det er tværtimod formiddagsturen til den lokale skrammel-legeplads, Lumpy Hill. Dét er værd at tænke på.

– Come on, Mille. Skynd dig, så vi kan nå at lege, lyder det fra Kamille, så snart porten til legepladsen bliver lukket, og stedet ligger åbent for børnene. 12-årige Mille skynder sig at sætte sin taske på jorden og løbe hen til veninden, der står klar ved svævebanen. Det er med at være hurtig på aftrækkeren, inden de vildeste aktiviteter bliver optaget, og den står på medbragte madpakker i det fri. Her er det ikke noget med en flad sandwich på hvidt toastbrød og små chipsposer, som frokostmenuen ellers ofte står på i det engelske. Nej, her skal børnene have noget med gods i. Rugbrødsmadder med leverpostej ryger lynhurtigt op fra de medbragte madkasser. Det grove brød er egentlig ikke fast inventar i de britiske supermarkeder, men det er alligevel lykkedes mange at skaffe det – enten hjemmebagt, medbragt fra Danmark eller købt hos en af de danske bagere, som findes i byen.

– I love rugbrød. Min mor køber det, fortæller en lille gut og sætter sine mælkefortænder i en klapsammenmad. Det er ikke bare måden at lære på, der stikker ud fra det gængse engelske – også mad, tøj og værdier. Sådan er det også for Mille og lillebroren Max på 6 år, som også sidder klar med deres madpakker. De er søskende og vokset op med onkel Reje, H.C. Andersen og remoulade derhjemme.

Læs også: Muntre, gamle London venter på dig

Det gav sig selv

For deres danske mor og engelske far, Anette Roger Nielsen og Daniel Curran, var Dania et valg, der faldt lige så naturligt, som at begge børn selvfølgelig skulle døbes i Danmark. Som forældre til børn, der er vokset op med både engelsk og dansk sprog og kultur, er de bare nogle af dem, der har valgt at bytte skoleuniformer og engelske læringsmetoder ud med madpakker og danskundervisning. Da de for otte år siden stod med deres 4-årige pige, som efter engelsk standard var klar til at trække i uniformen og komme i skole, kunne Anette mærke en uro i maven. Mille var da ikke skoleklar. Hun var jo stadig bare deres lille pige, som skulle have lov til at være lige netop dét i så lang tid som overhovedet muligt.

– Jeg kunne ikke forstå, at hun skulle i skole. Hun var jo stadig en lille pige, som på ingen måde var klar til at sidde stille og lære at læse og skrive. Mille er født med svage muskler og høreproblemer, så vi ville gerne skåne hende så længe som muligt, fortæller Anette, der har boet i London siden 1999.

– Vi endte faktisk med at tage et halvt år til Aarhus, hvor vi har en lejlighed, fordi jeg ikke kunne overskue, at hun skulle i skole allerede. Men da vi kom retur til England, var der jo ikke noget at gøre, så hun begyndte i en lille, engelsk skole.

Læs også: Fra travle London til fredelige Samsø

– Jeg sad tilfældigt og bladrede igennem kirkebladet fra den danske kirke herovre, og der så jeg en annonce for Dania: at de ville til at starte op, så man kunne både donere penge og skrive sine børn op. Det var vist det, man kalder for en ”no brainer” (noget, man slet ikke skal tænke over, red.).

Opfordringen kunne de ikke sidde overhørig: De ville hellere end gerne hjælpe med, at skolen kunne blive en realitet, så deres datter kunne få en mere rolig skolegang, i tråd med den, Anette kender så godt hjemmefra. Med Daniels firma Finders International, der beskæftiger sig med slægtsforskning, i ryggen, valgte de at donere penge til skolen. For når der alligevel skulle gives penge til et godt formål, hvorfor så ikke donere dem til et sted, hvor familien selv kunne se og mærke forskellen – helt ind i deres egen stue? Som sagt så gjort, og både store og små i familien Curran-Nielsen har lige siden været en del af livet på og omkring Dania.

– Og hvis Mille vil til Danmark og læse der, kan hun gøre det. Det giver mig en ro, tilføjer Anette. Deres datter har helt styr på det danske.