”Her slutter Sagas historie, men min, Carinas, begynder.” Sådan står der på side 69 i Carina Egebæk Jeppesens bog med den sigende titel ”En datters ubetingede kærlighed”. Bogen er 100 procent selvbiografisk, men indtil dette punkt i historien har den i dag 29-årige Carina konsekvent kaldt sig selv og sin lillebror Morten ved fiktive navne. Og at hun som forfatter vælger at skifte retning netop her, har stor symbolsk betydning.
Både i bogens og virkelighedens verden havde hun nemlig på dette tidspunkt en samtale med en psykolog fra organisa- tionen IOGT, der for første gang fik hende til at indse noget vigtigt: At hun ville blive ødelagt, hvis hun fortsatte med at indrette hele sit liv på at beskytte, passe og hjælpe sin alkoholiserede far.
– Siden jeg i 2009 var flyttet til Aarhus for at læse til pædagog, havde jeg pendlet mellem Aarhus og Karup for at rydde op og gøre rent hos min far, tømme hans hjem for alkohol og på én gang være hans sygeplejerske og socialrådgiver. Nu opfordrede psykologen mig kort og godt til at sygemelde mig fra mit arbejde, husker Carina.
Læs om alkholikeren Glenn, der blev reddet for åben skærm.
– Det var jeg ikke vild med, da jeg kun havde været ansat i otte måneder. Men jeg kunne se, at jeg var nødt til at passe på mig selv. Så jeg tog en snak med min chef, som var meget forstående, og det endte med, at jeg blev sygemeldt i 14 dage. Jeg kunne mærke, at der var sket en afgørende ændring med mig: Jeg var ikke længere alkoholikerens datter. Jeg var Carina, og jeg havde selv et liv, der skulle leves.
Dagbog blev til bog
Carina fortsatte med at tage til Karup for at besøge sin far, men gik samtidig på Dansk Misbrugsbehandling Aarhus, hvor hun fik hjælp til at bearbejde sit forhold til ham. Hendes far havde på det tidspunkt ikke langt igen. Han havde netop ligget i leverkoma i 14 dage og var atter kommet til bevidsthed, men hans fysiske tilstand blev stadig dårligere. Han døde 50 år gammel i januar 2016 af en styrtblødning.
Kærlighed hjalp LIse ud af sit misbrug. Læs historien her.
– Siden jeg var 13 år gammel, havde jeg skrevet dagbog og masser af breve til min far. Efter hans død begyndte jeg at skrive det hele sammen. Først og fremmest for min egen skyld, men også med henblik på, at det kunne komme andre i samme situation til gavn. Jeg begyndte selv at gå til psykolog som 14-årig. Jeg ville ønske, den bog, jeg nu har skrevet, havde eksisteret dengang. Den kunne have lært mig meget og åbnet mine øjne for, at jeg ikke var den eneste, der kæmpede med den slags problemer, siger hun.
– I foråret udgav jeg den selv som gratis e-bog via netboghandelen Saxo. Jeg fik trykt et enkelt eksemplar som fysisk bog til mig selv, men det viste sig, at der også var andre, der var interesseret i at have den som rigtig bog. Det kan de få nu til fremstillingsprisen. Hvis udgivelsen kan få bare ét eller to mennesker til at passe lidt bedre på sig selv, er mit mål nået, fortæller Carina, der er født i Kølvrå ved Karup.
– Min mor og far blev skilt, da jeg var 7 år. På det tidspunkt havde misbruget taget magten fra ham. Men han og jeg har altid haft et tæt bånd. For at bruge hans udtryk var vi ”som én person”. Jeg var min fars bedste ven og psykolog, og efter min opfattelse var der ingen, der forstod ham så godt som jeg.
Far på bænken
– Når han sad på en bænk i Karup og drak øl som et klassisk billede på en alkoholiker, var det vigtigt for mig at gå hen til ham og sige ”hej” for at vise omverdenen, at alt var fint og helt o.k. med mig, selv om det selvfølgelig ikke var det. Og i skolen klarede jeg mig godt og var pigen, der havde styr på det hele. Jeg ønskede, at alt skulle se perfekt ud i andres øjne. Men allerede som 16-årig fik jeg en depression, og da jeg var i begyndelsen af 20’erne, blev det til én mere.
Læs også: Min datter hjalp mig med at blive ædru.
– Både min bror og min mor var langt bedre end mig til at lægge afstand til min far og hans livsførelse. I kraft af min hang til at hjælpe min far blev min mor dog af og til modvilligt inddraget. Selv i kapellet og ved samtalen med præsten efter hans død var hun med. Men mange af de værste oplevelser, jeg har haft med hans misbrug, har jeg først fortalt hende sidenhen.
– Da min far døde, var der også en følelse af lettelse involveret for mit vedkommende. Nu skulle vores relation ikke længere fylde så urimelig meget. Og nu var tiden inde til at være ærlig og lægge sandheden på bordet. Bogen har været en del af det. Men jeg har også blogget om mit liv som barn af en alkoholiker, ligesom jeg har lavet brevkasserådgivning i foreningen TUBA’s regi. Det var givende at prøve at opleve tingene fra den anden side af bordet, så at sige. Nu og her er det rart at have et liv, hvor misbrug absolut ingen rolle spiller. Men trangen til at bruge mine erfaringer til gavn for andre kan jo vende tilbage, før jeg aner det.
Familieforøgelse
– Noget af det sidste, min far sagde til mig, var, at når jeg fik en kæreste, skulle det være én, der kunne passe på mig. En måned efter hans død prøvede jeg for første gang dating-app’en Happn. Mit første match var med min nuværende kæreste, Simon. Og efter to møder med ham slettede jeg app’en igen, smiler Carina.
Læs her om en støttegruppe for børn af alkoholikere.
Både hun og 34-årige Simon er i gang med at tage kandidatuddannelser – hun i pædagogisk psykologi og han cand.public-uddannelsen i journalistik. Og i august blev parret forældre til deres første barn, datteren Merle.
– Som mor er drømmesituationen naturligvis, at dit barns bedsteforældre er i live. Uden sit misbrug ville min far have været en fantastisk morfar, men sådan skulle det ikke være. Og jeg tænker, han sidder et andet sted, følger med i mit liv og glæder sig på mine vegne, siger Carina Egebæk Jeppesen.
