Før lørdagens musikdyst advarer en Grand Prix-veteran: Hurtig berømmelse er ikke altid lige sundt

Selvfølgelig må det da være fantastisk for så ungt et menneske at blive berømt lige på en studs! Tænke sig på blot to gange fem minutter en ellers ganske almindelig lørdag aften at blive katapulteret fra amatørens relative tusmørke til feteret stjerneskud i tv’s rampelys. Sådan som det gennem de seneste godt 60 år er sket for ikke så få vindere af det danske Melodi Grand Prix.

Men er det nu også sundt – er en purung pige eller dreng i stand til at håndtere en så pludselig succes?

Vi kan jo spørge en af dem, der har prøvet det. Lonnie Devantier, som i marts 1990 i Tivolis Koncertsal sang ”Hallo, Hallo” til en sådan ørehænger, at ikke færre end 68.628 seere fik telefonnettet til at bryde sammen, da de på én og samme tid greb røret for at give den dengang 17-årige handelsskoleelev fra Middelfart deres stemme.

– Nej, det er det faktisk ikke. Skønt det er klart, at det er pragtfuldt lige i det øjeblik, hvor du får resultatet, kan det meget nemt blive for overvældende. I hvert fald efter nogle dage.

Det er jo ikke noget, man kan forberede sig på, lyder svaret, som ikke blot er den voksne Lonnies efterrationalisering nu, hvor der er gået 29 år, og dette års Grand Prix-dyst løber af stablen på lørdag.

Læs også: Engang var Birthe Kjær "den evige to'er"

Er det ikke hende fra fjernsynet?

– For allerede næste dag på vej hjem til Fyn gik det på Storebæltsfærgen for alvor op for hende, at hendes liv havde slået en kolbøtte. Stort set alle kiggede på – eller skævede i hvert fald til – hende.

– Der var en hvisken og tisken, du ved. ”Jamen er det ikke hende fra fjernsynet? Hende – hvad er det nu, hun hedder – som vandt Melodi Grand Prix’et i går aftes?” griner Lonnie, der dog i så ung en alder ikke kunne lade være med at sole sig i de mange lykønskninger, der faldt af.

Og en popularitet, hun ellers havde fået en beskeden forsmag på som sangerinde i det lokale band X-Ray, men som i løbet af nul komma fem antog dimensioner, der ville have taget pusten fra de fleste.

Dog ikke Lonnie. Men at hun beholdt begge ben på jorden, kunne hun stort set takke sig selv for. Samt den sunde fornuft, der ikke løb af med hende i sejrens stund. Og det var ikke, fordi andre ikke stod parat med gode råd. Alle var såmænd mere end hjælpsomme.

Er du klar til Melodi Grand Prix? Prøv kræfter med vores nostalgi-quiz

Alene med succes

Men hvor skulle de vide fra, hvad det vil sige at blive landskendt ”over night” for en teenagepige, der med egne ord lige netop stod på tærsklen til at blive voksen og først nu skulle til at lære at gå i høje hæle?

End ikke hendes far, Egon Kjer, der med en musikalsk fortid hos Keld & The Donkeys selv kendte berømmelsens såvel for- som bagside. Men sammen med Keld Heick og de øvrige ”æsler” havde måttet knokle år og dag for at klatre øverst op på ”Dansktoppen”.

– Så jeg stod temmelig alene med succesen. Og måtte altså selv finde ud af, hvad jeg ville – og navnlig ikke ville. De trækker jo i dig fra alle sider. Så selv om det for eksempel ikke skortede på invitationer, holdt jeg mig langt væk fra premierer og receptioner. Det forbandt mig jo med den Grand Prix-musik, som jeg godt vidste, ikke rigtig lå til mig.

Allerede dengang var jeg inderst inde klar over, at selv om mange af mine nye fans sikkert faldt fra, ville jeg fremover kun synge de sange, jeg selv havde skrevet både musik og tekst til, siger Lonnie, der tror, at hun havde takket høfligt nej til ”Hallo, Hallo” og dermed Melodi Grand Prix, hvis hun som 17-årige havde haft den erfaring, hun besidder nu om stunder.

– Til gengæld er jeg sikker på, at jeg alligevel ville have befundet mig nøjagtigt dér, hvor jeg er i dag. Men jeg havde måske nok måttet en større omvej og været længere om at nå frem, siger Lonnie, der allerede i 1990’erne droppede efternavnet Devantier til fordel for det fædrene Kjer.

Læs også: Melodi Grand Prix er som et langt ægteskab

Turnerer igen

Men skønt hun den dag i dag både solo og sammen med korensemblet Sing, Sing, Sing – ud over Lonnie selv er det Ivan Pedersen, Alex Nyborg Madsen, Sascha Dupont Connor og Søren Jacobsen – er tro mod sin egen musik, er hun bestemt ikke utaknemlig over, at så mange stemte på hende dengang for næsten 30 år siden. De gav hende trods alt et eftertrykkeligt puf fremad.

Og er da også grunden til, at Lonnie i netop disse måneder sammen med Annette Heick, Gry Johansen og andre garvede veteraner turnerer landet rundt med Grand Prix-showet ”Disco Tango” og derfor for en stund atter kalder sig Devantier.

Læs også: Seks hurtige til Dario Campeotto

Stort savn til Spanien

Men tilværelsen er dog ikke udelukkende musik for 46-årige Lonnie, der hjemme i huset på Amager er alenemor til to teenagebørn og samtidig har nået at realisere ungpigedrømmen om at uddanne sig som journalist.

Med blandt andet sin egen faste spalte i det dansksprogede månedsmagasin Solkysten på Costa del Sol, hvor hendes far har boet de seneste mange år som en af kystens travleste pianister. Og ikke sjældent kan tælle datteren blandt tilhørerne.

– Jeg er der mindst syv-otte gange årligt. Især flamencoen er jeg faldet for. Og så elsker både jeg og børnene solen og ville måske nok flytte derned, hvis ikke de var i den skolepligtige alder. Så selv om jeg selvfølgelig føler mig som dansker, savner jeg Spanien frygteligt, når jeg er i Danmark. Mere end omvendt, er jeg bange for, kommer det med et smil fra ”Hallo, Hallo”-stjernen, der med garanti er hjemme hos sig selv på lørdag.

For naturligvis er Lonnie på plads, når der er Melodi Grand Prix i ”flimmeren”!