Jette Albæk er gavmild med den tykke brune kødsovs, for der er ingen, der skal gå sultne fra Varmestuen i Kirkens Korshær i Holstebro.
Hun er køkkenleder i varmestuen, og når hun ikke hælder mad op og passer alt det andet, der skal passes i et køkken, går hun ud på gaden og giver spisekuponer til de mennesker, der har brug får sådan en.
Læs også: Brugsen er blevet demensvenlig
Jette kender ”sine” mennesker på travet. Hendes spisekunder er udsatte mennesker, der har prøvet lidt af hvert. Dem er Jette helt tryg ved, for hun ser selv på livet uden lyserøde briller. Faktisk burde hun denne formiddag være hjemme i sit hus og slappe af.
For et par måneder siden fik hun en blodprop i hjernen, som hun slap heldigt fra, og nu er det så meningen, at hun skal tage den med ro.
En blodprop
Det prøver hun at glemme, for hun har det bedst, når hun er på arbejde. Her i Varmestuen er der altid gang i den, der er mange brugere og mange frivillige. Der er liv og følelsen af at være til gavn, og det er det, Jette er allermest glad for.
– Jeg har før arbejdet i en vuggestue, og det var et virkelig dejligt arbejde, for jeg elsker at være sammen med børn, men jeg har altid tænkt, at når jeg kom op i årene, ville jeg ikke kravle rundt på gulvet længere, og det er der så bestemt heller ikke noget af i mit nye arbejde, siger Jette.
Læs også: Lene og Lene sadlede om
– Det er til gengæld et job, hvor vi gør voksne mennesker glade hver eneste dag. Vi åbner klokken otte om morgenen, og så er der kaffe og morgenmad til alle, der har brug for det, og der er flere, end vi ”almindelige” mennesker måske tror.
– Vores kunder er hjemløse, misbrugere og ensomme, der har brug for varm mad og lidt omsorg, og dem er der heldigvis flere og flere, der gerne vil hjælpe. Vi får mange af vores råvarer fra Fødevarebanken, og der er stort afsæt på flæskesteg her hos os – knap så meget på speltbollerne…
Bare mennesker
– Når jeg ikke laver mad, går jeg ud i byen, der hvor jeg ved, de udsatte borgere holder til, og deler madkuponer ud og fortæller om vores varmestue.
– Vi kan tilbyde god mad, måske noget nyt tøj, et bad og rådgivning. Vores varmestue er et rigtig godt tilbud, og den kan også være et skridt tilbage til et mere almindeligt liv, siger Jette.
Læs også: Elses familie tæller nu 100 mennesker
– Vores brugere er jo ligesom dig og mig. Mennesker. Det er bare ikke alle, der har haft et lige nemt liv.
Det kunne man også sige om Jettes eget liv. Når hun kører hjem fra Varmestuen, tager hun hjem til sit og Tages lille hus fem minutter uden for byen. For det meste bor her kun hunden Karla og Jette. Tage er Jettes mand, men han er lastbilchauffør og sjældent hjemme.
Det gik ikke over
De to mødte hinanden sent i livet og for fem et halvt år siden blev de gift. Jette har været gift før, og det bedste ved det var, at hun fik tre børn og foreløbig tre børnebørn. Hun er 55 år og lige nu delvist sygemeldt, fordi hun pludselig fik den blodprop i hjernen.
– Det skete den 1. januar i år. Vi havde holdt nytårsaften hjemme hos os, og da resten af familien ville i byen, blev jeg hjemme med vores barnebarn William. Jeg havde været på arbejde i Varmestuen fra 9 til 14, så jeg var godt tilfreds med at kunne gå og rydde lidt op og være alene hjemme nytårsnat.
Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt
– Jeg gik i seng og vågnede ved ottetiden. Det føltes, som om min arm og mit ene ben sov, men jeg lagde mig ind på sofaen igen og sov videre.
– Klokken 10.30 vågnede jeg igen og følte mig ”mærkelig”. Min arm og mit ben sov stadig. Tanken om en blodprop strejfede mig da, så jeg gik ud på badeværelset for at se, om jeg var skæv i ansigtet. Der var ikke noget at se, så jeg tænkte bare, at det nok gik over, siger Jette.
Sygemeldt
Men det er ikke alt, der går over. Da datteren kom for at hente William senere på formiddagen, sov Jettes arm og ben stadig, og meget mod sin vilje ringede Jette til lægevagten. Det endte med, at Jette blev indlagt på sygehuset med en blodprop i hjernen.
Læs også: Mor og datter driver forretning sammen: Skændes vi, er det kun for sjov
– Heldigvis kunne jeg jo så nogenlunde sige, hvornår jeg havde fået blodproppen, og jeg var kommet tidligt nok til, at jeg kunne få en behandling, der opløser blodpropper.
– Jeg slap ud igen efter to dage, men med en sygemelding på flere måneder, siger Jette, der stadig ikke er helt tilfreds med sin sygemelding.
– Jeg har det bedst, hvis jeg er på arbejde.
