Jette Andersen fra Kolding har oplevet det, som må være noget nær det værste, et menneske kan opleve: Hun har været uelsket af begge sine mødre, den kvinde, der fødte hende og siden nægtede at se hende, og den kvinde, der adopterede hende, men aldrig tog hende til sig med accept og omsorg.
– Jeg har reelt ingen anelse om, hvorfor min adoptivmor blev, som hun blev, og jeg forstår det ikke, for hendes forældre, min mormor og morfar, var de bedste mennesker, og jeg elskede dem overalt på jorden. Jeg var meget hos dem som barn, og her fik jeg den kærlighed, som jeg har levet på, og som jeg efter bedste evne har prøvet at give videre til mine tre drenge.
- Det er så ikke altid lykkedes lige godt, tilføjer Jette knastørt.
Følte sig værdiløs
For hvordan passer man på sig selv og sine egne børn, når man altid har fået at vide, at man ikke selv er noget værd?
Jette kom til verden i Esbjerg en sommerdag i 1951 og blev straks sendt til spædbarnshjemmet i Herning.
Hendes biologiske mor, der boede på Sjælland, var forlovet, men var blevet gravid med en anden mand, og Jette skulle bortadopteres. Hvorfor der gik to år, inden det skete, ved Jette ikke den dag i dag, men til gengæld kan hun til hudløshed den historie, som hendes adoptivmor yndede at diske op med: At forstanderen på spædbarnshjemmet stærkt havde anbefalet Jettes adoptivmor at tage manden med, når de skulle op og se på Jette. ”For ungen var så grim, at hendes mand nok ellers ville forlange, at hun blev sendt tilbage.”
Om forstanderen virkelig har sagt sådan, står hen i det uvisse. Men hvilken mor finder på at genfortælle eller opfinde sådan en anekdote?
– Det er nok essensen af mit liv. Det er den virkelighed, jeg voksede op med, siger Jette.
Læs også: Philip er mit mirakel
Slettet af testamente
Hun har spekuleret meget på, hvad den sociale arv gør ved et menneske, og oven i det har det spillet en rolle for Jette, hvordan arven efter hendes adoptivforældre også blev brugt som endnu en måde at gøre ondt værre.
– Jeg ville gerne have været tresproglig korrespondent, men det var der ingen grund til, mente min mor. Når hun havde klaret sig uden uddannelse, kunne jeg også. Hun var dygtig til alt fra madlavning til håndarbejde, virkelig dygtig, men jeg fik ingenting lært, for jeg gjorde det ikke godt nok – det gik for langsomt, syntes hun.
Da Jettes adoptivfar blev alvorligt syg i 1988, besluttede forældrene, at der skulle skrives testamente, og at Jette og storebroderen skulle deles om familiens sommerhus. Efter datidens arvelov havde børn ikke arveret efter deres adoptivforældre.
– Men nogle år efter min fars død fik jeg at vide af min bror, at min mor havde slettet mig fra testamentet.
Det gjorde ondt på Jette – ikke så meget på grund af pengene i det, men mere fordi sommerhuset trods alt havde repræsenteret gode dage i hendes liv, og fordi hun nu igen blev vejet, fundet for let og smidt væk.
Siden blev moderen også uvenner med Jettes storebror, og også han blev slettet fra testamentet.
Læs også: Jane vidste ikke, at hun led af angst
Et par år før Jettes mor døde, blev Jette så taget til nåde – og Jette sørgede for, at både hun og broderen kom til at arve. Reelt kom det kun til at dreje sig om 40.000 kr. til hver af dem, men det var princippet i det, der betød noget for Jette.
– Jeg forstår dybest set ikke, hvordan min mor kunne ændre testamentet, når hun sad i uskiftet bo, men jeg har aldrig haft ressourcer til at gøre noget ved det. I dag tænker jeg, at familier skal gøre sig umage med at få skrevet et ordentligt testamente, så der opstår mindst mulig splid.
Selv har hun som førtidspensionist ingenting af værdi, så hun har ikke tænkt sig selv at følge sit eget råd. Hendes tre sønner klarer sig nu fint, selv om de også har haft deres at slås med.
De har set deres mor kæmpe sig ud af et voldeligt forhold, de har set hende gennemgå et grimt kræftforløb, de har set hende ryge ud af arbejdsmarkedet på grund af slidgigt, og de har set hende helt nede, da den ungdomskæreste, som hun lige havde fundet sammen med, døde kort tid efter.
– Det var, da jeg selv fik børn, at jeg begyndte at spekulere mere på, hvordan min biologiske mor mon var. Jeg fandt hende også og tog kontakt, men fik at vide, at hun ikke anede, hvad jeg talte om. Jeg eksisterede slet ikke – det var en grim én at få i fjæset.
Læs også: Kræften fik ikke lov at fylde
Afvist igen
– Jeg føler mig lidt som Palle alene i verden. Min biologiske far betalte børnebidrag til mig i 18 år, og ham og hans børn kunne jeg måske prøve at finde nu. Men jeg synes ikke, at jeg har kræfterne til at blive afvist endnu en gang.
Et par gode veninder i Kolding, de tre sønner, der alle bor i Jylland, og en kæreste i Midtjylland er de mennesker, der i dag udgør Jettes nærmeste.
Og solskin kommer der da heldigvis også af og til ind i Jettes stuer. Hele hendes ansigt lyser op, når talen falder på linedance.
– Jeg elsker at danse linedance – det gør mig glad. Jeg elsker også min lille familie højt, mine tre drenge, mine svigerdøtre og mine børnebørn. Jeg er bare ikke så god til at vise det.
Læs også: Kærlighed på dansegulvet
Arv splitter os
Du kender ikke din familie, før du har arvet dem, lyder en gammel talemåde. Det synes Jette nu nok, at hun gjorde – og desværre ikke for det gode.
– 84 procent af alle danskere over 18 år har ikke oprettet testamente. For dyre advokater, besværlige processer og tanken om døden afskrækker os, siger Jørgen Koch med henvisning til en undersøgelse udarbejdet af Advodan og Epinion. Jørgen Koch er stifter af dinarv.dk, der er en hjemmeside, hvor private kan oprette et testamente online for etmindre beløb.
