Kirstens første erindring om, at hun måske hellere ville være pige end den dreng, hun er født som, havde hun som 5-årige. Hun forelskede sig i sin kammerats søsters hvide sko med guldspænder og måtte bare have dem på.
Ellers voksede Kirsten op som drengen Poul, der gik til fodbold, spejder og legede cowboy og indianer – helst som indianer. Han var ikke stærk, faktisk var han lidt blød i det med små bryster. Når Poul var indianer, kunne han have kjole på, uden at nogen så skævt til ham. Det kunne han ikke på samme måde, når han iførte sig sin mors gevandter. Derfor skete det i det skjulte med adrenalinen pumpende rundt i kroppen.
Læs også: Kender du en med et hjerte af guld?
Hemmeligheden
Tiden i dametøj var ugens bedste timer for lille Poul, og som han blev ældre, blev lysten til et feminint udseende mere og mere påtrængende.
– Jeg har tit tænkt, om jeg måske var lidt pige inden i min krop, fordi jeg så ud, som jeg gjorde. Og så det med min mors tøj … Jeg troede, jeg var den eneste i verden, der havde det på den måde. Jeg turde ikke sige det til nogen – slet ikke til mine forældre. Det var meget ensomt.
– En aften jeg var alene hjemme som 11-årig, tog jeg et stort skridt. Jeg ville ud i verden som kvinde, så jeg iførte mig min mors kjole, makeup og et tørklæde om hovedet. Da jeg kom hjem vidste jeg, jeg måtte gøre det igen.
Kærester
Efter 46 år er Poul Mols blevet til Kirsten. Det blev til mange flere gåture i kvindetøj, og selv om den lille dreng allerede havde en følelse af at være mere pige end dreng, den dag han tog de hvide sko med guldspænder på, fortalte han intet til omverdenen før år 2009.
– Faktisk håbede jeg, det hele ville gå over, når jeg en dag blev forelsket. Og det gjorde det også – i et par måneder, siger Kirsten.
Læs også: - Jeg tissede i bukserne i otte år
– Jeg fik min første kæreste som 19-årig, men lysten til at være kvinde kom listende tilbage.
– Vi gik fra hinanden efter ni år, og så mødte jeg en ny kvinde, som jeg vidste, jeg ville have børn med. Hun accepterede også min kvindelige side, og vi aftalte, jeg kunne fortsætte med at være kvinde på mine fridage og en gang imellem derhjemme. Det måtte bare aldrig gå ud over hende. Den del burde vi nok have præciseret en smule, siger Kirsten.
Børnene
Da børnene kom til, først en datter og senere en søn, blev det sværere. Hemmeligheden skulle børnene ikke kende til, så hvis der sad neglelakrester på fars fingre, var det anledning til et skænderi – og dem kom der mange af.
Kirsten levede et frustrerende liv som kvinde i en mandekrop. Både privat og på jobbet som it-driftschef hos Coop. I mange år.
– Jeg har været på en lang rejse, hvor jeg har været den person, jeg troede, folk gerne ville have, jeg var. Men til min 50-årsfødselsdagsfest tog jeg en beslutning. Det blev vendepunktet for mig, fortæller Kirsten, der i dag har rundet 57 år.
Kvinden
Hun går gerne forrest, hvis det kan hjælpe andre transkønnede med at blive accepteret.
– Jeg vil gerne fortælle historien om, at man sagtens kan være velfungerende, have et godt job, en kæreste og i det hele taget på alle mulige måder være en succes i livet, selv om man er transkønnet.
- I dag føler jeg mig så meget som en kvinde, som jeg nu kan blive. Jeg har fået nyt cpr-nummer med lige endetal, men jeg vil ikke have en kønsskifteoperation. Jeg er snart 60 år gammel og med mit høje blodtryk, er det en for stor risiko at løbe. Jeg tror heller ikke, jeg bliver lykkeligere af det, siger Kirsten, der har besluttet at acceptere sig selv.
Hør Kirsten fortælle om den svære beslutning og børnenes reaktion i videoen her:
