Børnebørn kan få bedstemødre til at gøre alt. De kan også få bedstemødre til at lægge deres liv totalt om.
For fire år siden sad Karina Dørr Holst i kørestol og sansede ikke meget. Hun kunne ikke længere gå, hun havde fast sygeplejerske, der sørgede for smertestillende morfin og de 72 daglige piller, der skulle holde hende smertefri og i live.
Men spørgsmålet var, om Karina egentlig havde et liv. I klare øjeblikke syntes hun ikke, at livet var værd at leve, og to gange forsøgte hun at gøre en ende på det med en overdosis morfin. Men hun vågnede bare op nogle timer senere og sad fast i det helvede, hendes liv var blevet.
I dag løber hun forhindringsløb, løfter et traktordæk på små 175 kilo og er en bedstemor med slag i, som hendes datter Mariann siger med kærlighed og ærefrygt i stemmen.
Karina ville være rask og tog retten til sit eget liv tilbage. Også selv om hun ikke vidste, om det overhovedet kunne lade sig gøre, eller om hun ville dø i forsøget, men så havde hun da gjort noget.
Nytårsaften 2018 tog Karina beslutningen. Hun ville stoppe med sin medicin og genstarte sit liv.
– Jeg sagde til Lars, inden vi satte os til bords, at jeg ikke ville leve det her kummerlige liv mere. Jeg ville stoppe med medicinen dagen efter, og så måtte det vise sig, om det kunne lade sig gøre, siger Karina.
13 forkerte diagnoser
Karinas mand spurgte forsigtigt, om det nu var klogt. Men han sagde også, at hvis det var det, hun ville, så skulle han nok bakke op.
– Så var det aftalt. Vi holdt en ganske almindelig fredelig nytårsaften, og næste dag begyndte mit nye liv, siger Karina.
Karina og Lars bor på øverste etage i et stort hus på Djursland. I de to andre lejligheder bor to af deres døtre med nu tilsammen fem børn, en del af flokken på i alt seks børnebørn, og det var netop dem, der var grunden til, at Karinas liv måtte og skulle blive anderledes, for Karina elsker børn.
For 15 år siden var Karina 35 år. Hun arbejdede mere end på fuldtid med sine forældre på Mols Bjerge Hotel og Feriecenter. Hun var hotelleder, og samtidig mor til fire mindreårige børn.
– Jeg blev syg nytårsaften 2007. Vi havde holdt en stille og rolig aften med børnene, og da jeg gik i seng, tog jeg en smertestillende pille, fordi jeg havde influenza. Derfra husker jeg ikke noget, siger Karina.
Det var Lars, der lagde mærke til, at hans kone trak vejret anderledes. Han kaldte på hende. Hun reagerede ikke. Han slog dynen til side og så, at Karina var fuldstændig rødblisset og brændende varm. Han fik hende indlagt, fordi hun ikke var ved bevidsthed, men på sygehuset kunne de ikke umiddelbart se, hvad der var sket. Fordi de tænkte, at hun havde en allergisk reaktion på noget, hun ikke kunne tåle, gav de hende binyrebarkhormon, og derefter blev Karinas liv anderledes.
– Jeg vågnede med voldsomme smerter i alle led. Så fik jeg smertestillende medicin, hvilket gav nogle bivirkninger. Der blev taget blodprøver, og de viste, at jeg havde 13 forskellige diagnoser, som jeg skulle have medicin for. Det blev til 72 piller om dagen og seks sprøjter morfin, siger Karina.
Mange år senere viste det sig, at alle diagnoser var forkerte.
– Tre måneder efter jeg havde været indlagt, sad jeg i en kørestol, fordi jeg ikke længere kunne gå. Først nægtede jeg, men kunne jo ikke gå, så der var ikke noget valg, husker Karina.
Hun arbejdede på nedsat tid fra kørestolen, indtil hendes forældre solgte hotellet i 2009. Så blev Karina førtidspensionist. Hun fik medicin – for smerter, for bivirkninger og for den diabetes, hun også fik undervejs.
I løbet af de næste 11 år tog hun 90 kilo på, og hun lå mere og mere i sengen, og efterhånden var Karina så omtåget af medicin, at hun ikke følte, hun kunne tænke klart.
– Jeg havde fuldstændig opgivet det hele. Jeg kunne se børnene vokse op og leve et liv uden mig, for jeg lå jo bare i sengen eller hang i kørestolen. Jeg havde efterhånden kun lyst til at dø, siger Karina.
Nu bestemmer jeg
Sådan blev det ved og ved i 11 år, indtil hun blev mormor i november 2018. Det satte en streg i sandet.
– 1. januar 2018 åbnede jeg medicinskabet, tog medicinen frem og skar fem piller væk, og det fortsatte jeg med de næste tre måneder. Det var en tur i helvede, men heldigvis var Lars med mig. Han er der altid, både når det går godt, og når det går skidt, også selv om han ikke er enig med mig, siger Karina
Lars var bestemt ikke enig. Han var bange for, at han og børnene ville miste Karina, men han vidste også, at når Karina havde sagt noget, så blev det sådan.
Karina var kun ni år, da hun første gang lagde mærke til sin fars ven, Lars. En ung mand på 22 år.
Hun var 15, da hun inviterede Lars i byen, og han sagde ja. Hun var 16, da de fik deres første barn, og nu fire børn senere er de stadig sammen, for sådan har guderne og Karina bestemt det – og Lars er bestemt ikke uvillig.
Sej og dejlig
– Lars var der, da jeg trappede mig selv ud af medicinen. Samtidig satte jeg mig for, at jeg ville tabe mig og spiste kun grønne grøntsager. Det var ufattelig hårdt, men i marts havde jeg ikke brug for kørestolen længere, og jeg havde tabt 50 kilo. Det var så stort at få magten over mit eget liv tilbage, og jeg var ikke til at skyde igennem. Nu var det endelig mig selv, der bestemte, siger Karina.
Siden har hun ikke set sig tilbage. Hun rejste sig fra kørestolen og brugte rollatoren hjemme. Så tog hun den med ud på landevejen og gik et par meter. Efter en tid blev rollatoren også stillet væk og erstattet med vandrestave. Turene blev længere og længere.
Nu løber hun OCR- løb, som er krævende forhindringsløb gennem mudder, forhindringer og vand, og skulle der opstå noget ildebrand på ruten, er det sikkert ikke et problem for Karina. Hun er 50 år, en 1,50 høj fighter med skader, skrammer og ar fra 11 års liv som alvorligt syg. Hun har en stomi, fordi hendes tarme har taget skade af de store mængder medicin. Huden hænger, for man ikke ustraffet taber 90 kilo. Hendes krop er slidt, men hun er glad og fri.
– Jeg starter hver morgen med at fortælle mig selv, at jeg ser brandgodt ud, at jeg er sej og dejlig, for det er det, jeg er – og det synes min familie også.
Efter at Karina lagde sit liv om, bad hun om at blive undersøgt for stofskiftesygdom, og det viste sig, at hun har den sjældne Addison Morbus.
– Det betyder, at jeg ikke producerer binyrebarkhormon og derfor heller ikke kan nedbryde kortisol. Hvis jeg havde fået diagnosen dengang, kunne jeg have levet et nogenlunde almindeligt liv med den rette medicin. I stedet blev jeg faktisk medicinforgiftet med medicin, der bare skulle afhjælpe symptomerne. Også derfor har jeg så absolut ingen autoritetstro mere, men jeg er ikke vred og bitter, bare glad for at jeg kom tilbage til livet.
