Enten kan man det, eller også kan man ikke. Der er ikke noget midt imellem.
Sådan ser Inga Frisk på det, når hun ser tilbage på sine udsendelser til Afghanistan, hvor hun som operationssygeplejerske opererede koalitionens soldater, afghanske børn og voksne og talibankrigere.
Og hun kunne det. Hun tog af sted tre gange og kom hjem med følelsen af, at hun havde gjort en forskel. Om det var rigtigt eller forkert, at Danmark var i Afghanistan, tog hun ikke stilling til – og i dag, hvor spørgsmålet har været stillet utallige gange, siden Taliban i sensommeren sidste år efter 20 års pause overtog magten igen i Afghanistan, er svaret stadig det samme:
– Jeg gjorde gavn, mens jeg var der. Jeg var med til at redde menneskeliv, og derfor synes jeg, at det var noget værd, siger hun.
Faktisk tænkte hun, at hvis det var hendes søn, der kom til skade dernede, ville hun rigtig gerne have, at der var nogen, der tog sig godt af ham, så det var der nok også andre mødre, der gerne ville have, at nogen tog sig af deres sønner.
– Men jeg kan også godt forstå, hvis de mange familier, der mistede en søn i Afghanistan, i dag spørger, om det var dét værd. Jeg er bare sikker på, at da de unge soldater var dernede, har de selv syntes, at det gav mening. For de var til gavn, og de gjorde en forskel – især for kvinderne og børnene. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Inga er 64 år og har lagt et travlt arbejdsliv som opera-tionssygeplejerske på Aalborg Universitetshospital bag sig. I dag har hun og ægtemanden Karsten bosat sig i Vejle, hvor også parrets yngste søn bor med sin familie. Datteren bor med sin familie i København, og den mellemste søn bor i Belgien med sin familie.
Det var ham, der fik sin mor overtalt til at søge ind i Forsvaret i sin tid. Som it-specialist fra Forsvaret havde han selv tidligere været udsendt, og han var overbevist, om at det også ville være noget for hans mor at komme afsted som operationssygeplejerske.
Han fik ret, for da først den militære forhindringsbane og skydetræningen på Høvelte Kaserne var bestået, var Inga klar på at komme af sted.
– Det blik, jeg fik af mine to sønner, der begge har været i Livgarden og kender til træningsbanen, var ikke til at tage fejl af. De var stolte af deres mor, siger Inga og griner ved tanken.
En kasse i baghovedet
Det gør hun meget – griner – undervejs i fortællingen om sine oplevelser som udsendt i en krigszone. Måske er det også en af forklaringerne på, at hun ikke har taget noget med hjem i form af PTSD. Hun har det gemt væk i en lille kasse i baghovedet, som hun formulerer det. Og hun åbner den kun, når andre spørger ind til det. Som nu.
– Jeg har ikke noget, der skal bearbejdes, eller noget, der gør mig ondt. Det var et arbejde for mig, det er min tilgang til det. Jeg forsøgte at bevare min sunde fornuft i alt det kaos og ikke gå i panik. Jeg tænkte, at der altid ville være nogen, der passede på mig, siger hun.
Hendes første udsendelse var til Kosovo i 2007 på et infirmeri og kan slet ikke sammenlignes med de tre andre. For hvor der her var tid for Mama Fresh, som de danske soldater hurtigt gav hende kælenavnet, til både at sætte plaster på vabler, sundhedstjekke de unge soldater, bage boller og hjælpe til på et fransk felthospital, var det noget helt andet, da hun året efter tog til Kandhahar i Afghanistan.
I de tre måneder, hun var der, var der kun fem nætter, hvor hun ikke blev kaldt på arbejde eller skulle løbe i et beskyttelsesrum på grund af eksplosioner. De var to sygeplejersker og tre danske læger dernede, som skulle hjælpe på det canadiske felthospital, og her var der tale om krigsskader modsat i Kosovo.
Sønderskudte soldater. Talibankrigere. Og så de lokale afghanere. Skaderne var enorme. På felthospitalet, der egentlig var et telt, var gulvet lavet af træplader, som bevægede sig alt efter vægten, der blev lagt på dem. Det gav særligt store udfordringer under hovedoperationerne, fortæller Inga. Den britiske kirurg råbte, at alle skulle stå stille, når han var nået til et kritisk punkt i operationen.
Mange var børn. Ramt af krigens eksplosioner. Inga husker særligt en afghansk far, der sad og spiste et måltid mad for enden af sengen, mens lægerne kæmpede for sønnens liv. Eller moderen, der kom ind med tre små piger, der var blevet ramt af eksplosionen fra en vejsidebombe. Hun fik ikke alle sine børn med hjem. Eller den lille pige med brud på sin arm, der hverken græd eller skreg.
– Det viser lidt om, hvor råt og hårdt deres samfund er. Havde det været en dansk pige, havde hun skreget i vilden sky af smerte, og forældrene havde været ude af sig selv. Forståeligt nok. Men dernede har et menneskeliv ikke den samme værdi. Det handler om at overleve, og de er indstillede på, at de kan miste børn, siger Inga, der ikke havde de store overvejelser, når hun nogle gange måtte hjælpe fjenden.
– Det forholder man sig ikke til som sygeplejerske. Det handler om at redde liv og så videre til den næste, der har brug for hjælp. Det skal man være indstillet på, ellers kan man ikke være i det, siger hun.
Året efter blev hun sendt til Camp Bastion i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor hun og andre danske læger og sygeplejersker kørte felthospitalet med hjælp fra amerikanerne og englænderne. Det var intenst, og operationerne var komplekse.
Inga har noteret, at hun i løbet af de tre måneder var med til at amputere 80 ben og 15 arme, undersøge 140 maver for skudsår og åbne 37 brystkasser for at komme ind til hjertet. Ikke umiddelbart operationer, hun var vant til på Aalborg Universitetshospital, som hun vendte tilbage til blot et par dage efter en udsendelse.
Men det var med til at gøre hende stolt af sin faglighed og ikke mindst ændre hendes tilgang til at gå på arbejde.
For hvor kolleger måske kunne beklage sig over en ekstravagt eller en ny opgave, var det for Inga intet sammenlignet med de udfordringer, hun havde oplevet i Afghanistan.
Familien kan klare sig
– Der kommer et andet perspektiv på livet, når man har været så tæt på mennesker i krig. Jeg var altid lettet, når jeg landede på dansk jord igen og tænkte på, hvor heldig jeg er, at mine børn og børnebørn er danske statsborgere. Vi har et velfungerende samfund med uddannelse til alle. Det betaler jeg gerne min skat til, fastslår Inga, der var på sin sidste udsendelse i 2013, også til Camp Bastion, hvorefter hun forlod Forsvaret.
En tid, hun husker stolt tilbage på, og som også har givet hende noget med. Blandt andet en ro, at hun ved, at hendes mand, Karsten, og børnene nok skal klare sig uden hende.
– Liv og død har vi altid snakket åbent om herhjemme, men mine udsendelser har også gjort os mere bevidste om, at den ene skal kunne klare sig uden den anden på et tidspunkt. Det der med lige at sætte sig selv ud af ligningen og vide, at hvis jeg skulle blive syg eller dø, så kan de andre godt klare sig. Det ved jeg, at de kan. Og det er egentlig en ret fin ting at vide.
