Jeg vil aldrig opgive at kæmpe

Onsdag, 2. september 2015
Mary Steengaard, foto: Søren Lamberth
I otte år har Anne-Sophie Dybdal rejst rundt til verdens katastrofer for at hjælpe børn, der bliver udsat for vold, misbrug og andre rædselsfulde oplevelser.

11-årige Bashira er så glad for sin kjole, der er lige så blå som hendes øjne. Hun føler sig som en prinsesse, når hun har den på, og hun glæder sig til en dag, hvor hun kan vise den frem for alle.

Men den dag kommer aldrig, for både Bashiras blå kjole og alt andet, hvad hendes familie ejede, brændte under et luftangreb i Syrien, hvor Bashira kommer fra, og hun bor nu sammen med sin familie i en flygtningelejr i Jordan.

Bashira savner sine venner, fætre og kusiner, der er efterladt i Syrien, og hendes højeste ønske er at vende tilbage til dem. For at beskytte sig selv har hun opfundet en fantasiverden og lader, som om hun fik både sit tøj og legetøj med sig under flugten – også den blå kjole.

Går i stå

– Bashiras reaktion er helt normal for et barn, der har været udsat for den rædsel, Bashira har oplevet under krigen, fortæller 55-årige Anne-Sophie Dybdal.

Læs også om tre danske kvinder, der vil have verden til at løbe for en fælles sag

Hun ved, hvad hun taler om, for i otte år har hun været ansat som børnepsykolog hos Red Barnet og rejst over det meste af verden, når katastrofer rammer.

– Det, der typisk sker i hjernen hos børn, der bliver udsat for forskellige former for traumer, er, at de går i stå og holder op med at indlære. Og så kan de sagtens digte deres egen virkelighed. Mange børn, som for eksempel har oplevet jordskælv – for nylig i Nepal – eller som har set deres forældre dø, holder op med at have øjenkontakt med andre. De stopper med at fokusere socialt og holder øje med alting omkring dem for at undgå farer.

Bortført som 6-årig

Og fare har der i høj grad været alle de steder, Anne-Sophie har arbejdet.

– I mange af landene, for eksempel Sydsudan, Somalia og Sierra Leone, kommer mænd i store biler, bortfører drengebørn og tvinger dem til at blive børnesoldater, eller de lokker små piger med et godt job som tjenestepige i byen, og i virkeligheden er det et rædselsfuldt liv som børneprostitueret, der venter.

Ofte handler det om at lave børnesikre områder, som for eksempel da jordskælvet ramte Haiti i 2010.

- I sådan en situation er det vigtigt simpelthen at tælle børn, så ingen forsvinder.

Rykker i den rigtige retning

Ved andre katastrofer lykkes det at skabe såkaldte børneparlamenter.

– De består af børn, der registrerer, hvad der sker, og fortæller om det. Holder myndighederne, hvad de lover? I Bangladesh eksisterer brigader af børn, der tidligere har arbejdet som børneprostituerede, men nu har organiseret sig og udgiver pamfletter og går til politikerne.

På spørgsmålet om, hvordan man overhovedet kan arbejde med disse barske ting, og om man ikke af og til synes, det er nyttesløst, er Anne-Sophie helt klar i mælet.

– Altså så længe nogen kan finde på at torturere et barn for øjnene af dets forældre, kan jeg ikke tillade mig den luksus at sætte mig ned og tænke, at det ikke nytter. Jeg har set så mange beviser på, at vi rykker i den rigtige retning takket være alle de lokale, stærke kræfter rundt­omkring på jorden.