Det var hårdt for Natascha Søndergaard at se tv-dokumentaren ”Nødråb fra børnehjemmet” på TV 2 sidste år, men oplevelsen blev også et vendepunkt for den nu 21-årige pige, der selv boede på børnehjem, fra hun var 10, til hun var 12 år, inden journalist og butiksejer Jette Hill Ludvigsen, 54, tog hende under sine vinger.
– Jeg græd til begge afsnit. Men bagefter sagde jeg til Jette, at jeg nu var klar til at fortælle min egen historie, siger hun.
Plejemor og plejedatter trådte første gang offentligt frem sammen i talkshowet ”Mettes Mix” på Kanal Hovedstaden.
– Efterfølgende har vi fået mange forespørgsler på foredrag. Foreløbig har vi holdt et enkelt, fortæller Jette.
Musik for store og små
Nærværende interview er kommet i stand i anledning af den todages koncert for anbragte børn og unge, som Jette holder 21. og 22. maj i sin have i Vanløse, der jævnligt er ramme om intime koncerter for voksne med store, danske jazz-, pop- og rocknavne. Der kan være 250 børn i haven foruden deres pædagoger og et hold frivillige.
– Lørdagens koncert er for aldersgruppen fra 10 til 18 år. Og jeg spurgte mine børn, hvilke musiknavne der ville være de mest populære at sætte på plakaten. De nævnte Jamilian, Artigeardit, Icekiid og Toko, men i deres øjne var sådan et program ren ønsketænkning. Jeg har skrevet kontrakt med dem alle. Om søndagen giver vi de yngste børn en oplevelse med Dissing, Dissing & Las, der spiller sange fra albummet ”Min mormors gebis”.
For Jette er det en hjertesag at give børn fra landets børnehjem glade oplevelser i deres ofte trøstesløse tilværelser.
– Det er børn, der slås med ensomhed og tvivl om, hvorvidt de selv er skyld i deres situation. Med “Cool Days” giver vi dem et fællesskab. De møder andre børnehjemsbørn og finder ud af, at der er mange som dem. Og så taler vi jo om børn, der aldrig kommer på fede ferier som deres klassekammerater eller for den sags skyld kommer i Tivoli og hører Jamilian til Fredagsrock. Denne weekend byder vi dem ikke bare på musik, men også for eksempel streetbasket, bordfodbold og ansigtsmaling.
Ulykkelig på børnehjem
Jette vil af mange huskes som nyhedsvært og journalist på det hedengangne Kanal 2. Men da hun begyndte at få børn med sin australskfødte ægtemand, murer og byggeleder David Scott Hill, mærkede hun et behov for et karriereskifte og åbnede tøjbutik i Vanløse.
– Af hensyn til mine børn ønskede jeg mig et mindre offentligt liv. I 2021 flyttede jeg butikken til Hellerup, og i år har jeg haft den i sammenlagt 20 år.
Børneflokken voksede til fem, som i dag aldersmæssigt spænder fra 22 til 11 år: Louis, Sebastian, Zoe, Amanda og Carmen. Og det var nok ikke alle, der ville vælge at udvide en familie af den størrelse med et antal plejebørn. Men Jette blev mødt af skæbnen i førnævnte butik en lørdag formiddag i 2012.
– Da kom Natascha nemlig ind i forretningen i selskab med sin mor. På et familiebillede, der hang i butikken, genkendte hun min søn Louis, som gik i hendes parallelklasse. Og hun og jeg snakkede videre, mens hendes mor var en tur ude for at finde en hæveautomat. Her fortalte hun mig, hvor ulykkelig hun var på børnehjemmet, hvor hun var blevet anbragt, da hendes forældre gik fra hinanden og i øvrigt hver især havde deres dæmoner og udfordringer at slås med. Hun manglede fuldstændig den omsorg, som børn normalt har fra deres forældre og kunne for eksempel ikke selv vælge sit tøj. Hendes primære pædagog købte hende bare det billigste, syntetiske tøj. Hvad mad angik, kunne hun ikke fordrage avocado, men fik det ikke desto mindre konsekvent med i sin madpakke, fortæller Jette.
Natascha fortsætter:
– Hele mit liv var skemalagt. Når jeg kom fem minutter for sent hjem fra skole eller aftenklub, blev jeg skældt ud. Og selv når jeg havde samvær med min mor i en weekend, og vi kom tilbage til børnehjemmet senere end klokken 17, fik jeg skældud og blev sendt op på mit værelse. Så kunne min mor stå og se på, at jeg begyndte at græde samtidig med, at hun var tvunget til at gå sin vej og ikke måtte trøste mig.
En blev til flere
Med Jettes eget ordvalg blev mødet med Natascha hendes første, rystende indblik i anbragte børns verden. Og hun og David meldte sig omgående som plejeforældre med henblik på at få Natascha i pleje.
– Vi fik aktindsigt i hendes historie, og vi talte blandt andet med hendes lærere og hendes klassekammeraters forældre. Men da jeg havde mit første møde med hendes sagsbehandler i kommunen, viste det sig, at hun ikke havde læst op på os som familie. Efter 10 minutter afskrev hun os i øvrigt som plejefamilie. Hun mente, at Natascha skulle til en familie uden børn, hvor moderen ikke havde job. Jeg var lodret uenig. I mine øjne skal plejeforældre have arbejde, så de kan fungere som barnets rollemodeller, og andre børn i huset er også kun et plus. Derudover reagerede jeg på, at sagsbehandleren aldrig havde læst Natascha hendes juridiske rettigheder og gjort hende klart, at hun havde ret til en bisidder. Sådan en sørgede jeg for, at hun fremover havde ved møderne med kommunen. Hun var jo 12 år og skulle tages med på råd. Der skulle lyttes til hendes drømme, ønsker og behov.
Kort sagt var det den grundlæggende følelse af, at et anbragt barn blev betragtet som et nummer i rækken fremfor som individ, der fik Jette på tæerne. Og med ihærdighed og gåpåmod lykkedes det hende og David at få Natascha i pleje.
– Og vi forestillede os egentlig ikke at skulle tage flere plejebørn, indtil Sebastian en dag meddelte os, at han godt kunne tænke sig en lillebror. Den melding summede vi over i et par år, inden vi valgte at gå hele godkendelsesprocessen igennem på ny. I dag er vi plejeforældre til søstrene Patricia og Natasia på 17 og 15 samt aflastningsfamilie for 11-årige Nora, der tilbringer weekender og ferier hos os.
Natascha er flyttet hjemmefra, har en sød kæreste og arbejder som vikar i Københavns Lufthavn. Hun er fast besluttet på en dag selv at blive plejemor.
– Lige som Jette har jeg overskuddet til at gøre en forskel for andre, og det vil jeg selvfølgelig gøre brug af, siger hun.
