Der er mærkeligt stille i huset hos Fransiskas plejefamilie. Den 10-årige pige er lige blevet afleveret efter et par dage hos sin aflastningsfamilie og er lidt forvirret over stemningen. Hendes storebror sidder i køkkenet og stirrer ud i luften, og begge plejeforældre kigger alvorligt på hende.
Læs også: Thomas havde alle odds imod sig
Efter et par akavede, tavse minutter beder de hende om at gå med udenfor, hvor de sætter sig ved et havebord, og Fransiska kravler op på skødet af sin plejefar, som rømmer sig, inden han med nervøs stemme siger: ”Der kom to betjente i dag og fortalte, at din mor er død!”
– Selv om jeg kun var 10 år, var det nok på det tidspunkt, jeg svagt begyndte at indse, at jeg, hvis jeg skulle finde en vej til et bedre liv, måtte opgive at trække min biologiske familie med mig, fortæller den 24-årige studerende, der har trodset alle odds fra en barndom og opvækst, de færreste vil misunde hende.
Første plejefamilie
Fransiska Mannerup er ikke helt klar over, hvor hun blev født, men hun ved, at hun som 2-årig sammen med den ene af sine to storebrødre blev tvangsfjernet fra sine forældre i hjemmet i Sorø.
– Mine forældre var begge misbrugere og slet ikke i stand til at tage sig af os børn, og min ældste storebror var på det tidspunkt allerede tvangsfjernet.
Fransiska og hendes bror kom i første omgang til en akut døgninstitution i Slagelse og blev henvist til plejeafdelingen.
– Jeg har en meget svag erindring om, at der kom nogle mennesker og kiggede på os, og så fik vi vores første plejefamilie.
Tvunget til samvær
I mellemtiden fødte Fransiskas mor sit fjerde barn.
– Da min lillesøster kom til verden, blev hun sammen med min mor og far installeret på et observationshjem, hvor de boede et halvt år, for at man kunne se, om de nu endelig formåede at være forældre. Men det gik jo ikke, så min lillesøster blev også tvangsfjernet.
Fransiska har aldrig boet sammen med sin lillesøster, men i en periode med begge sine brødre.
– Alt i alt har jeg haft seks forskellige plejefamilier og en del aflastningsfamilier, men uanset hvor jeg boede, blev jeg tvunget til jævnligt samvær med mine forældre.
Det var ikke noget, Fransiska havde lyst til.
– Som misbrugere var mine forældre aldrig nærværende. Der var aldrig mad i huset, og hvis jeg var heldig, fandt jeg en rå kartoffel og en rå porre, jeg kunne spise. Mine forældre boede i en gammel stuelejlighed på banegården i Sorø, hvor der i dag er ventelokaler, og når mine brødre og jeg var hos dem, blev vi altid bare sendt ud at lege, fordi de bildte os ind, at overboen arbejdede om natten, så der skulle være stille. Vi rendte så rundt og legede mellem skinnerne og busterminalen, hvis vi ikke var så heldige, at min far af og til tog os med ud i skovene omkring Sorø.
Læs også: Annemette og Poul Erik er børnenes advokater
Moren var skizofren
Netop herfra gemmer Fransiska et af sine få gode minder.
– Min far fortalte magiske historier om trolde og nisser, mens vi sammen kravlede rundt i krattet og havde det sjovt, og det er et af de eneste gode minder, jeg har om min far.
Til gengæld har Fransiska ikke gode minder om sin mor.
– Min mor var diagnosticeret skizofren, og jeg har altid haft følelsen af, at hun ikke kunne lide mig.
Efter moderens selvmord var Fransiskas far i dyb sorg og ændrede adfærd over for hende, så hun besluttede efter kort tid, at hun ikke ville se ham mere.
– Siden har jeg kun set ham en enkelt gang for et par år tilbage. Mine søskende har jeg heller ingen kontakt til i dag, for vores veje tog helt forskellige retninger.
Umuligt valg
De tidlige teenageår tilbragte Fransiska i et turbulent arrangement, hvor hun med sin lille rejsetaske rakkede mellem flere pleje- og aflastningsfamilier.
– På et tidspunkt havde jeg fire familier samtidig, men det syntes kommunen alligevel, var for meget, så jeg blev bedt om selv at vælge to fra.
Fransiska var på det tidspunkt 14 år og havde svært ved at overskue situationen.
– En af mine daværende plejefædre kørte mig til det afgørende møde hos kommunen, og på vejen bad han mig om at vælge ham, fordi han lige var blevet skilt og ellers ikke havde råd til at blive boende i huset. Så jeg følte mig jo i høj grad presset til at vælge ham.
Siden fik plejefaren en kæreste og var meget væk hjemmefra.
– Hans to børn fløj jo frem og tilbage mellem deres forældre, så jeg var mest overladt til mig selv, hvilket betød, at jeg fik en depression og et mavesår. Jeg begyndte at pjække fra skole og tage ind til byen, hvor jeg fandt nogle socialt udsatte unge at hænge ud med.
Læs også: Naja er mønsterbryder
Student og hjemløs
Hvordan det gik til, kan Fransiska ikke forklare, men en dag stoppede hun op og indså, at det hele ville gå galt, hvis hun ikke tog sig sammen.
– Jeg gik i 8. klasse og besluttede, at jeg ikke skulle bo hos nogen plejefamilie længere, så jeg sagde til min sagsbehandler, at jeg ville på Herlufsholm Kostskole.
Efter en del forhandlinger og advarsler fra Fransiska om, at hun ville ende som livslang kontanthjælpsmodtager, lykkedes det hende at overtale kommunen.
– Nu kunne jeg lukke døren bag mig og sige f… til lortelivet, nu starter jeg på en frisk! Jeg fik fire gode år på Herlufsholm, hvor de faste regler og rammer gav mig stor tryghed, men den dag, vi fik studenterhuer på, var en lidt bittersød oplevelse for mig. Alle de andre havde familier omkring sig, og skønt jeg blev inviteret med på nogle af de andres familiebilleder, føltes det mærkeligt, da de hver for sig drog af sted for at fejre dagen, mens jeg gik op på mit hummer. Jeg følte mig totalt rodløs. Nu var jeg student – og hjemløs!
Dagen efter kom hjælpen heldigvis i skikkelse af moderen til en klassekammerat.
– Hun kom for at aflevere nogle bøger og spurgte overrasket, da hun mødte mig, hvad jeg dog lavede dér. Jeg forklarede sagen, og hun tog en rask beslutning. Jeg kom med hjem til familien, hvor jeg endte med at bo et halvt år sammen med min klassekammerat, inden vi ”fløj fra reden” til vores egen lejlighed.
Læs også: Nu er Dorte vores familie
Vil hjælpe andre børn
I dag har Fransiska gennemført sin bachelor i kommunikation og socialvidenskab på Roskilde Universitet, bor i et mini-kollektiv i København sammen med sin kæreste Adam og har travlt med job i Nationalt Videnscenter for Udsatte Børn og Unge, gæsteforelæsninger for kommende socialrådgivere og arbejdet som bestyrelsesmedlem i interesseorganisationen De Anbragtes Vilkår, indtil hun efter sommer skal læse videre.
Når Fransiska ser tilbage på sin barndom, er det med blandede følelser.
– Jeg er sikker på, at de fleste af alle de mennesker, jeg har boet hos, har gjort deres bedste, men hold da op, der har været megen utryghed og angst og faktisk aldrig følelsen af kærlighed …
Fransiska ved ikke rigtigt, hvad hun skal synes om regeringens planer om en ny børnelov, hvor det blandt andet skal være nemmere at tvangsbortadoptere børn.
– Guderne skal vide, at jeg ville have givet alt for, at nogen havde adopteret mig, men jeg synes alligevel ikke, det altid kan være så nemt at afgøre, om det er den rigtige beslutning.
– Jeg håber, at jeg selv i fremtiden kan få indflydelse på, hvordan livet skal forme sig for anbragte børn, og jeg er sikker på, at min egen store erfaring kan hjælpe andre børn i samme situation.
Læs også: Flyttede 28 gange som barn: Jeg har længtes efter en mor hele livet
