En sommerdag for tre år siden kom jeg hjem til et grønt villatelt i haven. Det havde to sovekabiner, fuld ståhøjde og fyldte det meste af græsplænen. Det var ikke ligefrem et syn, jeg havde forventet. Eller drømt om. Men min mand sad udenfor i en klapstol med indbygget kopholder og bød mig smilende velkommen til vores nye telt, som han lige havde købt til næsten halv pris i Bilka. Når man ser et godt tilbud, gælder det i hans øjne om at slå til. Ligesom det gælder om at gøre ting, som man ikke plejer. Og som gør en glad.
En gang imellem kan det bare være lidt svært på forhånd at gennemskue, hvad der præcis giver de gladeste ferieminder. Det tror jeg, mange danskere tænker en del over denne sommer, hvor coronaen har forhindret os i at gøre det, vi plejer. Men måske kan det være sundt en gang imellem at kaste sig ud i en ferieform, som man slet ikke tror, er noget for en selv.
Troede ikke camping var noget for mig
Selv havde jeg aldrig drømt om, at camping var noget for mig. Jeg var overbevist om, at jeg kun var til hotelværelser og ferieboliger, hvor man sover i rigtige senge og trykker på et dørhåndtag for at komme ind og ud. Jeg havde ikke forestillet mig, at det lå til mig at lyne op og ned.
Men allerede da vi debuterede på Hornbæk Camping med to børn, fire cykler og et tørrestativ, kunne jeg godt mærke, at teltlivet kunne noget helt særligt.
Læs også: Sangerinden blev Bed- & Breakfast værtinde
Elsker det simple liv
Godt nok lagde jeg ud med at brokke mig over, at jeg hverken kunne finde viskestykker eller osteskærer, men ret hurtigt fik tingene deres faste pladser og lommer, og pludselig tog jeg mig selv i at smile, når jeg vandrede frem og tilbage med en plastikbalje med opvask.
Jeg kunne virkelig godt lide det simple liv, hvor vi ikke havde andre madvarer end dem, der kunne være i den brummende køletaske, og ikke andre møbler end dem, der kunne slås sammen og puttes ned i et bagagerum.
Når solen skinnede, hængte vi vores håndklæder til tørre. Når det regnede, trak vi dem ind under teltdugen. Mere enkelt bliver det ikke. Og det enkle kan føles som den rene luksus, når man som os til daglig lever et liv, hvor kalenderen og alle hylder i køleskabet er proppet til bristepunktet. Og hvor vores radio er så smart, at man ikke engang behøver at tænde den. Jeg kan bare sige ”Hey Google, tænd radioen”, mens jeg laver kaffe i en af vores fire stempelkander, tjekker Aula og Facebook og bander over, at jeg glemte at smøre madpakker aftenen før. Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, der i hverdagene er meget at slå øjnene op til.
Alting kan fikses med luft
Når man slår øjnene op i et telt, løber der måske lidt kondensvand på indersiden af teltdugen. Og måske har luftmadrassen mistet en anelse fylde i løbet af natten. Men man ved, at det hele kan fikses med lidt luft.
Og luft er der masser af, når man er på camping. Luft er virkelig det dominerende element, for som campist er man ude næsten hele tiden.
Læs også: Kærestepar udskiftede slot med camping
Også o.k. i regnvejr
I de sidste tre år har vi brugt villateltet flittigt. Både på langtur sidste sommer, hvor vi tilbragte en hel måned under teltdug i Italien, og også på danske smutture, som da vi i kristihimmelfartsferien pakkede teltet og kørte til Rømø.
Første dag skinnede solen. Dagen efter var der heldagsregn. Det er ingen hemmelighed, at telt er sjovest i tørvejr, men en enkelt dag gjorde ikke noget. Faktisk tog jeg mig selv i at håbe på, at det ikke klarede op. For hvornår får man lige chancen for at sidde en hel dag med en god bog, rødvin i campingglasset og pålæg fra Rømø Slagteren med regnens trommen på teltdugen som hyggelig lydkulisse?
Tæt på nye mennesker
Når man bor i telt, får man i det hele taget nogle muligheder, som man ikke får andre steder. For eksempel kommer man tæt på mennesker, som man normalt aldrig ville komme i nærheden af.
Tidligere troede jeg, at campister var en særlig race. At de i store træk lignede hinanden, spiste det samme og satte de samme krydser på stemmesedlerne til folketingsvalg. Men nu hvor jeg selv er rykket ind på campingpladserne, har jeg set, at campister selvfølgelig optræder i alle størrelser, aldre og overbevisninger. Jeg har mødt dem med blomsterkasser, solcellelamper og havenisser foran forteltet. Og jeg har nikket til dem, der har ombygget en rustvogn, så den blev den perfekte soveplads.
En levende kogebog
Det er også vidt forskellige retter, det dufter af fra pladserne. Personligt elsker jeg at gå en tur på pladsen omkring spisetid. Det er lidt som at se ind i en levende kogebog, hvor der er alt lige fra karbonader og dåseravioli til grillede fisk med nyopgravede kartofler.
Må gerne tale – og glo
Opvasken samler de vidt forskellige campister. Og der er ingen steder, man kommer så godt i snak som over en opvask i et fælleskøkken.
Jeg glemmer aldrig, dengang jeg vaskede op ved siden af en mor, der for første gang var på ferie med sine tre små børn, efter hun havde mistet sin mand til kræft. Eller da jeg faldt i snak med en ung engelsk fyr, der tørrede plastiktallerkner af, mens han begejstret fortalte om den danske tv-serie ”Forbrydelsen”, som han havde set flere gange.
På en campingplads må man gerne tale med hinanden. Og man må også gerne glo.
Det skulle min mand og jeg lige vænne os til, første gang vi fumlende slog villateltet op, mens manden i nabocampingvognen tog opstilling med hænderne i siden og nød underholdningen. Heldigvis er vi blevet mindre underholdende med tiden. Øvelse gør som bekendt mester. Og sidst var teltet slået op på 43 minutter. Og så var der endda tid til at reparere en teltstang med gaffatape undervejs.
Prøv noget nyt
Campinglivet er fuld af udfordringer.
Min yndlingsdisciplin handler faktisk ikke om mig selv, men om mine to piger, som sidste sommerferie i Italien var 11 og ni år.
Ret hurtigt fik de øje på en jævnaldrende dansk pige i den anden ende af pladsen, og i to dage kredsede de om hendes campingvogn. Faktisk var de forbi så mange gange, at de vidste, hvad hendes lillebror så på iPad’en. Men pigen havde de stadig ikke talt med.
Selv sad jeg så mageligt, som man nu kan i en billig campingstol, og pressede dem for at tage kontakt. Men jeg forstod dem godt. Det er skræmmende at række ud efter et fremmed menneske, uanset hvor gammel man er.
”Det kan da også være lige meget,” prøvede de at overbevise sig selv om. Men på tredjedagen fandt de modet. De sagde noget til pigen. Og hun svarede selvfølgelig.
Herfra var alting let, og jeg var ved at flække af stolthed over, at de havde overvundet sig selv og skaffet sig en ferieven. Også selv om pigen skulle hjem til Kolding dagen efter.
Ferier skal ikke kun være magelige. De må godt være krævende. Og man må godt gøre noget, man ikke plejer. Lyne op og lyne ned.
Jeg er i hvert faldt fald blevet et campingmenneske med egen campingdug.
Hver gang jeg i løbet af vinteren ser et hjørne af den dug i skabet, får jeg et sug i maven, og jeg glæder mig til, når vi i år slår teltet op igen.
