Lise løfter den grønne vandslange, mens blæsten på den nordjyske mark fanger hendes lyse krøller.
- Ja, ja, så kommer alle tanterne, griner hun med vind i håret, mens hun bliver omringet af ti hun-alpacaer med løftede muler og tilbagelagte ører. Det er svært at sige, hvem der nyder badet mest. Alpacaerne under strålen? Eller 45-årige Lise Drastrup med vandslangen?
Hun er på fornavn med alle alpacaerne, selvom hun har 23 i alt. Det kan godt være, vi andre synes dyrene ligner hinanden, men for Lise er de helt forskellige. Både i deres ydre. Men ikke mindst i deres personligheder. Som når hun siger: – – Pas lige på Rosali. Hun er spytte-damen. Eller: – Se Maria. Hun er den rolige, der ikke altid gør det samme som alle de andre.
Mor til fire
Lise kender alt til personligheder, som skiller sig ud. Hun er mor til fire børn fra otte til 15 år. Og de har alle autisme.
- Alle vores børn er dejlige. De er bare ikke som andre. Men det behøver man heller ikke at være, siger Lise, mens hun lægger armene om en alpacas hals og giver den nogle kærlige strøg over ryggen. Det er sådan man skal omgås en alpaca, hvis man vil tæt på. Klapper man den på hovedet, som var den en sød hund, kan man godt forvente et kort møde, for så er alpacaen hurtigt væk.
Det gælder om at have det rigtige tag. Både i folden, men også i hjemmet med børnene, som alle har et helt særligt behov.
En hård kamp fuld af forhindringer
Det har ikke været let at finde den rigtige vej som familie. Lise lægger bestemt ikke skjul på, at det har været en hård kamp fuld af forhindringer de sidste fem år, hvor børnene et efter et begyndte at vælte. Det startede med den dengang 10-årige Anton, som fik det så dårligt, at han til sidst hallucinerede.
- Os så han for eksempel som ildsprudende monstre, og vi kunne slet ikke komme i kontakt med ham. Han var derude, hvor det ikke kunne blive værre, husker Lise, som efterfølgende skulle have lillebror Marius gennem en udredning. Også han havde autisme. Med lillesøster Ingeborg gik det lidt langsommere.
Den stille pige kunne gå og gemme sig
- Piger med autisme er tit lidt stille og kopierer, hvad andre gør. Derfor kan der gå lang tid, inden man opdager, at noget er galt. Sådan var det også med Ingeborg. Hun kunne gå og gemme sig, og jeg så bare en pige, der blev mere og mere ked af det.
Ingeborg endte til sidst med at blive dag-indlagt på psykiatrisk afdeling, og Lise og hendes mand Martin skulle endnu engang sidde til møde efter møde for at opnå den rigtige behandling til deres barn. Det skulle de også med den lille charmerende Theodor, som er propfuld af energi og har fået diagnoserne autisme og ADHD.
Nærmest blevet psykolger selv
Undervejs har forældrene naturligvis været fortvivlede. Men forløbet har også gjort dem klogere.
- Vi er jo nærmest blevet psykologer selv. Og vi har lært, at vi ikke længere skal lytte alt for meget til, hvad andre synes, vi skal gøre. Der har vi været. Vi har nok også været der en gang eller to for meget, som Lise siger med et overbærende smil.
Selvom folk kommer med ”gode” råd og velmenende vendinger som: ”Hvor må det være svært”, så er det ikke det, Lise og resten af familien har brug for. De har selv fundet en vej. Og den vej fulgte ikke ligefrem kursen fra andres gode råd. At 23 alpacaer skulle gøre familiens liv lettere, havde de færreste nok set komme.
Læs også: Diagnosen fik brikkerne til at falde på plads
Hos dyrene er der aldrig kaos
- Når man er mor til fire børn med autisme, er der altid kaos. Det er en del af mit liv. Men her hos dyrene er der intet kaos. Jeg ved hele tiden, hvad de finder på.
De er meget nemme at læse. Jeg skal ikke spekulere over, hvordan de har det. Har de det godt, bliver de hos mig, når jeg klapper dem. Er jeg selv for urolig, går de deres vej. De giver mig så meget ro, siger Lise, som fik de første to dyr for et par år siden, efter hun havde læst om dem.
- Det var lidt ligesom at få et barn, for jeg skulle lige lære dem at kende. Det tager tid at opbygge en relation med en alpaca, og det kan jeg godt lide. De kommer ikke bare hen og logrer med halen som en hund.
Det ene tog det andet ...
Efter lidt tid, opstod der et tæt og varmt forhold mellem alpacaerne og Lise. Så varmt, at Lise var helt solgt. Hun rejste derfor til både Norge og Sverige, hvor hun købte flere dyr. Og til sidst kom der 19 meget fine alpacaer med stamtavler fra Italien.
- Det ene tog det andet, som Lise siger.
Når Lise gør noget, så gør hun det grundigt. Da hun først havde fået alpacaerne inden for i folden, ville hun lære alt om dem, så i november rejste hun til Australien, hvor man finder de dygtigste alpaca-avlere. Lise blev ikke bare klogere på sine dyr på den tur. Hun fik også noget luft.
- Jeg elsker min børn, men det var altså fantastisk at flyve uden dem. Jeg sov bare hele turen derned. Det var så fedt bare at være Lise. Ingen vidste, jeg havde fire børn med autisme. Jeg var bare mig.
Det har ændret mit liv
Lise er selvfølgelig stadig bare Lise. Men det meste af hendes tid i hverdagen handler om børnene, som alle er tilknyttet en specialskole. Men en får hjemmeundervisning på grund af skoleværring, og en anden er på nedsat tid.
- Det har selvfølgelig ændret hele mit liv, at mine børn har de problemer. Det er mit lod i livet, at jeg hele tiden skal kæmpe for, at mine børn bliver til noget, og at de har det godt. Hvis jeg ikke havde alpacaerne, så tror jeg ikke, jeg havde så meget lyst og overskud til at kæmpe hver dag. Men dyrene giver mig den energi, som jeg en gang imellem mangler. Når jeg sidder her og kigger på dem, føler jeg virkelig, jeg har succes med noget. Det er jo et basalt behov, vi alle har brug for. Jeg har jo ikke længere et erhverv, jeg kan spejle mig i. Folk kender mig sjældent som andet en mor, siger Lise, som tidligere var frisør.
Nu klipper hun alpacaerne, som har det fineste blødeste uld.
- Det er ikke helt det samme som at være frisør, siger Lise og tilføjer: – Det var ikke så tit, jeg spændte min kunder op på et bord. Og det var heller ikke så tit, kunderne spyttede på mig.
Vil give børn mere selvværd
Humor mangler Lise ikke. Og heller ikke visioner for fremtiden.
I hendes øjne giver alpacaerne så stor glæde og ro for både børn og voksne, at hun drømmer om at åbne et sted for autister, hvor de kan komme og hjælpe til.
- De fleste autister går jo ikke til noget. Men så kan de komme hos mig og gå til alpaca. Der er så mange, der kæmper med lavt selvværd. Men det gør virkelig en forskel at være sammen med de her dyr.
Lise har nemlig tit set, hvordan dyrene påvirker hendes egne børn. Som da hun var vidne til, hvordan hendes meget aktive og energiske dreng Theodor pludselig blev helt rolig, da en af dyrene kom hen til ham, og han lagde armene om den.
- Det var simpelthen så rørende at se de to stå der helt salige sammen.
Gå-ture med alpacaerne
Selv har Lise fået så meget ud af tiden med dyrene, at hun har valgt at dele den glæde med andre. Derfor tilbyder hun gå-ture, hvor folk kan komme og få lov til at gå tur med en alpaca. Hver gang fører hun dyrene hen til særligt naturskønne områder af hensyn til de vandrende gæster. Men det er nu sjældent naturen, som gør indtryk. For det meste stjæler dyrene al opmærksomhed fra omgivelserne.
Dyrene stjæler også en stor del af Lises bekymringer, når hun er sammen med dem.
- Når jeg har tid, kan jeg sidde flere timer og bare kigge på dem. Det er fantastisk, smiler hun.
Du kan læse mere om Lise og hendes dyr her www.alpacasoffredly.com
