Livet er fyldt med gratis glæder

Mandag, 19. april 2010
af Redaktion
Ferie- og fridage behøver ikke at være ensbetydende med dyrtkøbte oplevelser – eller fantasiløse shopping-udflugter med deraf følgende impulskøb. Se dig omkring – der er masser af ting, du kan tage dig til – kvit og frit
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Priserne på dit og dat stiger, regninger kommer sejlende i en lind strøm, børnenes fødder vokser ud af skoene, før sålerne er slidt, og i det hele taget er der rigeligt at bruge pengene på…

Her i foråret kommer så oven i købet alle helligdagene, som indbyder til at gøre lidt ekstra. Store bededag, Kristi himmelfartsdag, pinsen og grundlovsdag. Fridage, som snildt kan ende med, at børnene sidder ved computeren, mens mor suser halvsur rundt med støvsugeren, hvis man ikke passer på og planlægger.

Det er faktisk ikke så lidt, man kan tage sig til, uden at det behøver at koste ret meget, ud over busbilletten eller benzin til bilen, og på disse sider har vi samlet lidt inspiration til hyggelige aktiviteter på herlige fridage - næsten - helt gratis.

Besøg venner og familie
Mange finder gamle venner og slægtninge via Facebook, men hvorfor nøjes med at korrespondere på nettet? Er det ikke på tide at genoptage den gode, gammeldags "kaffeslabberas?" Hos mange er der en tendens til, at der skal diskes op med en flere retters menu, når venner og familie kigger forbi. Men tro det eller ej, man kan snildt hygge sig uden store og dyre indkøbs- og køkkenforberedelser. Indrømmet: Forslaget her kan være forbundet med transportudgifter, hvis afstanden til dine bekendte er stor.

Skattejagt med GPS
Hvis du allerede har en GPS-modtager, kan du gå på geocaching eller GPS-skattejagt. Det er en slags orienteringsløb i gangtempo for hele familien. Det gælder om at finde en ting gemt i naturen, og koordinaterne for stedet bliver offentliggjort på hjemmesiden geocaching.com. I Danmark findes langt over 1.000 GPS-skatte, man kan søge efter, og jagten giver skov turen en helt ny dimension.

Bliv besøgsven
På mange plejehjem sidder ensomme gamle, der trænger til en ven. Måske en, der vil gå en tur eller læse avisen højt eller blot sludre om løst og fast og gamle dage. Man kan henvende sig til f.eks "Ældresagen" eller "Røde Kors", men mere uformelt kan man jo også stikke forbi det nærmeste plejehjem og hilse på der.

Markeder, festivals og udendørs-koncerter
Landet rundt er der gennem hele sommeren et væld af markeder og festivals - fra små, hyggelige loppemarkeder til stort anlagte arrangementer med populære, kendte kunstnere, der optræder fra friluftsscener. På nettet er det let at skabe sig et overblik ved at søge på "festival". Man kommer selvfølgelig let til at bruge lidt penge, hvis man tager af sted til fristende markeder, men man behøver altså ikke…

Klik her, og se endnu flere gratis glæder i det flotte galleri

Af Anne Kjøge

Og husk, at du kan deltage i Familie Journals mange konkurrencer med flotte præmier HELT GRATIS! Klik her, og prøv lykken …