Louise Thuun, 28 år, bor i Haslev og står op klokken 4.15, når hun skal møde på arbejde i Ringsted klokken 8. Hun går til stationen, uanset om det regner eller sner. Så bruger hun et par timer i forskellige busser, før hun er ved Knud Lavard Centret i Ringsted, hvor hun arbejder i receptionen. De gange, hun er kommet for sent, skyldes det alene busserne.
Hun passer sit arbejde. Også selv om hun er lam i højre side af kroppen og går dårligt. Da hun var barn, fik hun en hjerneblødning, der udslettede en tredjedel af hendes hjerne, så hun ikke længere har nogen korttidshukommelse.
Hendes liv nu er meget anderledes end det, hun drømte om, da hun var 12 år og elskede sin hest højere end alt andet. Dengang var hun hestepige og springgymnast, og det var det, livet handlede om.
Det var dengang, hun boede hjemme hos sine forældre, Vivian og Jens Thuun, sammen med sin storesøster, Pernille. Det var en anden Louise og en anden tid. Det var før, hun som blot 12-årig fik en massiv hjerneblødning den 29. februar 2004.
– Louise var taget over til sin kusine, som boede i nærheden af os. Det var lørdag, og de to piger ville sove sammen og hygge sig. Vi havde aftalt, at Louise kunne ringe, hvis hun alligevel hellere ville hjem, men det var ikke hende, der ringede, fortæller Jens.
Læs også: Forkert mad kan skade Astrids hjerne
Benet ville ikke bære
Det sidste, Louise husker fra den dag, er, at hun står ud af sengen og går over til radioen for at tænde for musikken. Klokken er 8, det er søndag, og tøserne har hygget sig og snakket den halve nat.
Hun når dog aldrig over til radioen, men knækker sammen på gulvet - hendes ben vil pludselig ikke bære hende. Kusinen henter sin mor, som ringer efter Louises forældre og fortæller, at Louise pludselig ikke kan støtte på benet.
– Vi havde tilfældigvis en krykke i huset, og jeg kørte over til kusinen med det samme. Jeg tænkte, at Louise måske havde slået benet. Jeg fik et chok, da jeg så hende. Hun lå på gulvet og havde kramper og fråde om munden. Vi kunne slet ikke komme i kontakt med hende. Vi vidste, at der var sket et eller andet helt forfærdeligt, siger Jens.
Læs også: en hjerneblødning fik Birgitte til at skifte spor: Fra jordemor til bedemand
Tredjedel af hjernen ødelagt
Der blev ringet efter en ambulance, og Louise blev kørt til Holbæk Sygehus. Lægerne spurgte, om pigerne måske havde taget nogle piller? De lamslåede forældre kunne kun fremstamme, at det havde de selvfølgelig ikke.
Louises hjerne blev scannet. Det viste sig, at hun havde fået en massiv hjerneblødning, og hun blev straks sendt videre til Rigshospitalet.
– Louise lå i koma. Hun blev tilkoblet maskiner og udstyr. De kæmpede for hendes liv, men lægerne fortalte os, at vores pige sandsynligvis ikke ville leve dagen ud. Men de blev ved med at arbejde med hende, for så længe der var liv, var der håb. Min kone og jeg ventede. Klokken 16 sagde de, at det nok ikke gik, nu var der ikke engang håbet tilbage, siger Jens og fortsætter:
– Scanningsbillederne viste, at Louise var født med flere skrøbelige små kar i hjernen, en medfødt misdannelse, som vi aldrig havde vidst noget om. Nu var karrene pludselig bristet. En tredjedel af hendes hjerne var ødelagt. Hendes chancer for at overleve var meget små.
Læs også: Frederik fik en blodprop som 8-årig
Mellem liv og død
Men det vidste Louise ikke. Næste morgen havde hun stabiliseret sig. Hun havde det ikke bedre, men heller ikke værre. Hun var et sted mellem liv og død, og her blev hun meget længe. Vivian og Jens tog orlov fra deres arbejde og flyttede ind på hospitalet. De måtte være hos deres yngste datter. Storesøster blev hjemme.
Familien Thuun var nu en familie i krise.
– Louise lå i respirator en måned på Rigshospitalet. Den 1. april var hun stadig i koma, men hun blev overflyttet til Klinik for Traumatisk Hjerneskade på Hvidovre Hospital, hvor de er specialister i genoptræning af børn med erhvervede hjerneskader. Min kone og jeg sad hos hende hele tiden.
- Vi ventede på, at vores pige skulle vågne. Hvis hun vågnede. Vi bad til, at hun ville overleve, men vi vidste også godt, at hun ikke ville være den samme pige, når og hvis hun vågnede. Der ville være hjerneskade, men foreløbig handlede alt om, at hun skulle overleve.
– På hospitalet gjorde de alt for at træne med Louise, selv om hun stadig var i koma. Hver dag blev hun stillet på højkant og sat ned i to gipsbenproteser. Så flyttede vi hendes ben frem og tilbage, så hun fik fornemmelsen af at være et menneske på egne to ben. Vi sad med hende, vi snakkede og sang, men hun reagerede ikke.
- Tiden gik, det blev forår, og solen skinnede. Jeg havde stillet en kørestol ind på stuen og fortalte Louise, at jeg glædede mig til, at jeg skulle køre hende en tur ud i den friske luft. ”Det gør jeg også”, svarede hun pludselig henne fra sengen. Louise var vågnet. Det var den 29. april, og lykken var fuldstændig ubeskrivelig, husker Jens.
Læs også: Annika på 35 faldt om med en blodprop
Kunne intet
– Men hun var ikke den Louise, vi kendte. Vores pige havde været et energibundt, som elskede at være ude. Hun dyrkede masser af sport og deltog i mange ridestævner. Hun kunne alt og ville alt. Nu kunne hun intet. Som i absolut intet. Ikke spise selv, ikke tale, ikke gå og stå, men hun genkendte os. Og så begyndte vi forfra med at lære hende alt igen.
Hendes højre side var lam, og hun havde intet sprog. Hun havde en hjerneskade, men indeni var en heftig stædighed, der bar hende gennem de næste lange måneder og år. Igen og igen fortalte hendes forældre hende, hvad der var sket. Ord for ord gav de hende sproget tilbage, og heldigvis fik de al den hjælp, de havde brug for.
– Louise kom på Geelsgårdskolen i Virum den 10. september. Det er en specialskole for børn, som har svære handicap. Her lærte de hende at tage bad, at rede håret, at tale, at læse og skrive. I weekenderne kom hun hjem til sin familie, men det var meget, meget svært for Louise.
– I begyndelsen forstod jeg ikke, hvorfor jeg skulle være der. Jeg længtes så forfærdeligt hjem. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Hvis jeg ikke længere kunne ride eller gøre alt det, jeg elskede, hvem var jeg så? spurgte Louise sig selv.
Læs også: 10-årige Victoria er et ægte mirakel
Kæmpede sig tilbage
Men igen viste hun sin formidable styrke. Efter et år i Virum kunne hun klare sig uden kørestolen. Alene og sammen med sin familie kæmpede hun sig tilbage til livet. Til et anderledes liv. To år var hun i Virum, før hun kom hjem og fortsatte på Asgårdsskolen ved Ringsted, hvor hun de næste tre år gjorde sin skole færdig med dansk og matematik.
Men hvis hun skulle have den hjælp, hun havde brug for, var hun nødt til at flytte hjemmefra tidligere, end både hun og familien havde tænkt sig. Derfor flyttede hun ind på Karise Efterskole, der er for unge med særlige udfordringer, både fysiske og psykiske. Her boede hun to år, og bagefter fortsatte hun sin uddannelse på Karise Uddannelsen i tre år.
Louise kom aldrig tilbage til en almindelig skole på grund af sine udfordringer efter hjerneblødningen. Hendes korttidshukommelse fungerer ikke, så hun skal have struktur og en klar oversigt over, hvad der skal ske hver dag for ikke at blive stresset.
Læs også: Jeg har ikke længere ondt af mig selv
Farvel til drømmene
Det er 15 år siden, Louise blev syg. Hun er nu 28 år, bor på bostedet Forkanten sammen med andre unge handicappede og har både kæreste og arbejde. Hver anden uge besøger hun sine forældre, som stadig bor i Holbæk.
Hun får fysioterapi et par gange om ugen og træner selv sin krop flere timer om dagen, for hun vil have, at den skal fungere. Hun presser sig selv, og hver gang, hun klarer lidt mere end dagen før, glædes hun.
– Da jeg var barn, drømte jeg om at blive virkelig skrap til ridning, og jeg drømte om at få børn. Jeg kan godt ride nu, men ikke på det plan, jeg gjorde før, og så er det lige meget for mig. Det med børn har jeg tænkt meget over. Jeg har indset, at jeg ikke kan klare det, så jeg får aldrig mine egne børn, men til gengæld er jeg blevet en god moster for min søsters to børn, fortæller Louise.
Læs også: Louise gav mig lyst til at leve
Nye styrker
Menneskets hjerne er en underligt størrelse. Nok har Louise mistet en tredjedel af sin, men hun er blevet meget bedre til hovedregning, end hun var før hjerneblødningen. Hun kan klare mere nu, end nogen havde turdet håbe for hende. Og hun kan svømme, men kun med venstre side. Det lærte hun, da hendes far lovede hende en 50'er, hvis hun kunne svømme fra den ene side af bassinet til den anden. Det kunne hun.
Louise er fars pige – ingen tvivl om det. Så det er lidt ærgerligt, at Louise og forældrene bor langt fra hinanden.
Louise træner hver eneste dag for at styrke sin krop – faktisk kan hun klare et benpres på 110 kilo. Det er ret meget.
– Jeg elsker mit arbejde i receptionen på Knud Lavard Centret. Jeg hjælper folk med at finde rundt, siger Louise.
Louises kæreste hedder Jacob, og de bor i samme bofællesskab.
– Jeg vil aldrig opgive at træne, for jeg tror hele tiden på, at jeg får det bedre, siger Louise, som også drømmer om at få sin egen lejlighed.
